god og velovervejet artikel.. dog kunne jeg godt tænke mig om du kom mere ind på Guds kraft manifesteret i menneskers liv konkret og ikke bare blev ved overvejelser ...
jeg tror at man kan komme med meget flot snak.. men det der overbeviser både om korsets kraft og at lyset er stærkere end mørket sker ved vidnesbyrdet som er aflagt af dem som i realiteten følger i Jesu Kristi fodspor. Navne som Corrie Ten Boom, Edith Stein og Maximillian Kolbe kommer op i mine tanker. For at forstå om og hvordan Gud hjælper i den mørkeste nat må man spørge vidnerne og ikke den intellektuelle som aldrig har oplevet nogen nød. Så ser man at det menneske som følger Jesus faktisk bliver genoprejst til den status han havde fra skabelsens begyndelse, ja endnu højere.. vi er kaldet til hellighed. Jesus siger: "så vær da fuldkomne, som jeres Fader i himlen er fuldkommen". Og han sagde, som du rigtig nok peger på, altid sandheden. vi kan blive fuldkomne i Ham, ikke som guder, men som mennesker skabt i Guds Billede, hvis vi dør fra os selv og giver Ham plads til at leve i os.
det er det martyrerne og mange andre mennesker gennem kirkehistorien kan fortælle os om i ord og gerning.. de er ikke, som Luther vil have os til at tro, "en bunke skidt dækket med sne". De er gennemgrebet og forklaret af deres Gud, allerede her i livet. dem som lider eller dør og som tilgiver og derved får verden til at stå målløse overfor sådan en tro. den sande kristendom som vedkender sig korset er det eneste svar på teodiceproblemet.
Jeg husker vidnesbyrdet om 30 munke, hvis grav jeg besøgte, som i 1945 blev slået og brændt ihjel i det som i dag hedder Bosnien. Kommunisterne ankom til deres kloster, tog dem ud foran og sagde: "Gud er død. Tag jeres munkekutter af, så kan I gå herfra." Ingen af dem tog sin kutte af. Flere brødre blev den dag dræbt foran de andre. Næste dag fik de at vide "I er blevet snydt.. Gud er død.. spyt på Bibelen, så skåner vi jer". Ingen spyttede på Bibelen. Flere blev slået brændt.. Tredje dag blev krusifikset kastet foran deres fødder. "Træd på det.. så skal I få lov til at leve". Munkene sagde, "Det kan vi ikke. Han er vores Ven". Mens de gik i døden sagde de: "Herre, Du er vores Gud og vores Alt. Tilgiv dem det de gør". Fra nabogårdene så man røgen stige op både fra munkene og fra klosteret som blev brændt.
På grund af det vidnesbyrd er mange forarmede sjæle kommet til tro på deres Frelser. Det kan godt ske at det for mange kristne i dagens liberalprotestatiske Danmark synes afsindigt. Men jeg tror at Kierkegaard er mere aktuel end nogensinde når han maner til en passioneret tro, en mægtig tro som er tilskyndet af ægte vovet kærlighed.
undskyld denne lange smøre. tak for dine tanker. måske du også kan bruge mine til noget. Guds Fred <><
Ina Bach (katolik) Århus.
Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab? til din ven.
Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
Læs også
Vi kan ikke selv slippe fri af vor ondskab, nej, vi slipper fri, når Guds ånd overmander os, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis
Spørgsmål:
Hej
Jeg sidder og arbejder med en opgave, hvori der er et spørgsmål, der lyder: Kan ondskab overvindes og hvis ja af hvem? Kan I hjælpe mig med forslag til materialer der kan hjælpe mig med at udrede mine spørgsmål, eller vil I komme med jeres bud på, om ondskab kan overvindes, og hvis ja af hvem ifølge de forskellige religioner.
På forhånd mange tak
Med venlig hilsen
Lena
Annonce
Svar:
Kære Lena!
Såvidt jeg kan se på listen over de personer, der skal svare på det meget omfattende (og næsten ubesvarlige spørgsmål), du stiller, så er jeg "udvalgt" til at svare fra en kristen synsvinkel. Og jeg véd da også udmærket, hvad en god, solid, luthersk teolog skal svare på det spørgsmål, nemlig, at vi mennesker er onde helt igennem, og at vi ikke selv kan komme ud af denne ondskab. Og det er da heller ikke, fordi dette svar er sådan helt forkert. Men jo ældre jeg bliver, des mere intetsigende, for ikke at sige defaitistisk, forekommer det mig.
Der er imidlertid det rigtige ved dette "lutherske" svar, at historien fremviser mange eksempler på, at netop mennesker, der mente, at de havde fundet vejen ud af ondskaben, ved en slags historiens ironi kom til at gøre meget mere ondt end andre. Den franske revolution i 1789 ville det gode og fik også gennemført mange utrolig fremadrettede tiltag, men endte alligevel efter få år med et terrorregime uden lige. Og både nazisterne og kommunisterne mente, at deres vej frem var vejen frem mod et bedre samfund, mod det ondes afskaffelse. Hvad hævdede ikke kommunisterne: at menneskets ondskab bestod i samfundets ondskab, og at, når denne forkerte samfundsindretning var fjernet, ville mennesket blive godt og kun handle godt! Men ak, man skulle altså lige igennem en kort overgang, hvor de, der havde set lyset, blev nødt til at gøre noget mindre godt, nemlig at sætte de mennesker udenfor indflydelse, der ikke havde set det samme lys, eventuelt ved at slå dem ihjel. Hvis altså det ikke kunne være anderledes, hvad det jo i forbavsende mange tilfælde ikke kunne.
Hej
Jeg sidder og arbejder med en opgave, hvori der er et spørgsmål, der lyder: Kan ondskab overvindes og hvis ja af hvem? Kan I hjælpe mig med forslag til materialer der kan hjælpe mig med at udrede mine spørgsmål, eller vil I komme med jeres bud på, om ondskab kan overvindes, og hvis ja af hvem ifølge de forskellige religioner.
På forhånd mange tak
Med venlig hilsen
Lena
Kære Lena!
Såvidt jeg kan se på listen over de personer, der skal svare på det meget omfattende (og næsten ubesvarlige spørgsmål), du stiller, så er jeg "udvalgt" til at svare fra en kristen synsvinkel. Og jeg véd da også udmærket, hvad en god, solid, luthersk teolog skal svare på det spørgsmål, nemlig, at vi mennesker er onde helt igennem, og at vi ikke selv kan komme ud af denne ondskab. Og det er da heller ikke, fordi dette svar er sådan helt forkert. Men jo ældre jeg bliver, des mere intetsigende, for ikke at sige defaitistisk, forekommer det mig.
Der er imidlertid det rigtige ved dette "lutherske" svar, at historien fremviser mange eksempler på, at netop mennesker, der mente, at de havde fundet vejen ud af ondskaben, ved en slags historiens ironi kom til at gøre meget mere ondt end andre. Den franske revolution i 1789 ville det gode og fik også gennemført mange utrolig fremadrettede tiltag, men endte alligevel efter få år med et terrorregime uden lige. Og både nazisterne og kommunisterne mente, at deres vej frem var vejen frem mod et bedre samfund, mod det ondes afskaffelse. Hvad hævdede ikke kommunisterne: at menneskets ondskab bestod i samfundets ondskab, og at, når denne forkerte samfundsindretning var fjernet, ville mennesket blive godt og kun handle godt! Men ak, man skulle altså lige igennem en kort overgang, hvor de, der havde set lyset, blev nødt til at gøre noget mindre godt, nemlig at sætte de mennesker udenfor indflydelse, der ikke havde set det samme lys, eventuelt ved at slå dem ihjel. Hvis altså det ikke kunne være anderledes, hvad det jo i forbavsende mange tilfælde ikke kunne.
Vi kan såmænd også tage Irak-krigen. Der er ingen tvivl om, at de amerikanere, der startede krigen, inklusive præsident Bush, er store idealister, der tror på, at de med deres indgriben i Irak kan være med til at gøre verden til et bedre sted at leve i, eller, som det hedder i vore dage, med deres indsats kan gøre en forskel. Men mig forekommer det altså, at de er idealister uden forstand, at de har gebærdet sig i Irak som en flodhest i en porcelænsbutik, at de derfor har mange, mange flere menneskeliv på samvittigheden, end om de havde været mindre idealistiske. Og så ser vi helt bort fra, at Iraks olie måske også kan have spillet ind i beslutningsprocessen.
Så den første del af det sædvanlige lutherske svar: at vi mennesker er onde, at vi er syndere, der ikke kan komme fri af vores ondskab ved egen magt, er såmænd rigtig nok.
Og så er det alligevel helt forkert.
Det får det til at lyde, som om der ikke er noget at gøre.
Nå ja, man kan jo så lidt fromt (eller overfromt) føje til, at den eneste, der kan hjælpe os af med vor ondskab, er Gud. Og så er der lagt op til den sædvanlige prædiken om den gode og kærlige Gud, der elsker os ud over al måde og som altid er parat med sin tilgivelse. Uden at det bliver særlig klart, hvordan det skal hjælpe os, udover at det måske kan hjælpe os til at hytte vort skind med lidt bedre samvittighed. Og det er vel egentlig ikke særlig kristeligt.
Det er jo sandt nok, at Gud kan hjælpe os fri af vor ondskab. Det er også sandt, at han hjælper os ved at forkynde os sin tilgivelse. Men det er, som om det altsammen er blevet til floskler. Hvad om vi tog alle Jesus-ordene, rystede dem godt og grundigt, og prøvede påny at få mening i dem!
Lad mig pege på et af de mere ukendte Jesus-ord, ordet fra Mattæusevangeliet 5,37:
"Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde". Jesus har advaret os mod at sværge, og slutter altså med denne salve, at hvad der i vores tale er udover ja og nej, er af det onde. Hvad i alverden kan han mene med det?
Han mener, at vi skal stille vor næste frit, om han vil tro vort ord eller ej. Han mener, at vi skal lade sproget selv overbevise vor næste. Han mener, at vi i den grad skal stole på sprogets egne kræfter, at vi undlader at sætte magt bag vore ord, er det så kun den magt, der ligger i at udsmykke vore ord med et par eder.
Det gjorde han selv over jøderne, og det resulterede som bekendt i, at han døde af det. Men ved hans opstandelse tilkendegav Gud, at det var den rette måde at forholde sig på. Nå ja, det er jo altså en trossætning, at Jesus er opstået fra de døde, men er denne trossætning identisk med at hævde, at vi skal lade sproget selv om at overbevise den anden, så glider den måske bedre ned, selv om den jo også i så fald bliver mere vedkommende og dermed også sværere at afvise.
Det er jo nemlig denne trossætning, der ligger bag vort demokrati. Her lader vi hver enkelt sige, hvad han har på hjerte uden sanktioner af nogen art. Og sproget, eller altså den frie diskussion, får så lov at afgøre sagen. Det vil sige, vi demokrater går ud fra, at der i sproget, eller i den frie diskussion, er kræfter, der kan overbevise, kræfter, der kan bruges til at regere efter, retfærdighedsforestillinger, som man kan lave love efter, og så videre.
Det onde bliver i denne menneskeopfattelse lig med dette, at man ikke vil bøje sig for det, sproget siger. Det viste sig hos kommunisterne i sin tid derved, at man altid regnede modpartens tale for at være et udslag af modrevolutionære tanker, man lyttede aldrig efter meningen eller ægtheden bag, og derved trådte man aldrig i ægte diskussion med den anden.
Det viser sig hos ekstremistiske jøder og palæstinensere derved, at man sætter Gud bag sine krav. De jødiske bosættere har ingen tanker for den jordiske retfærdighed, der siger, at man vel må kunne deles om det land og de ressourcer, der er til rådighed; alle sådanne overvejelser, som vi kalder fornuftige overvejelser, viger for den påstand, at det palæstinensiske landområde af Gud selv er blevet givet til jøderne, og at det derfor er gudsbespottelse at ville overlade noget til andre.
Og de ekstremistiske palæstinensere holder fast ved den tanke, at land, der én gang er erobret af muslimer, for altid skal være muslimsk. Derfor drager de den slutning, at den eneste løsning på Palæstina-problemet er at smide jøderne i havet. Og det er altså også for dem Gud selv, der har givet dem den opgave, ganske uanset, hvad almindelig menneskelig retfærdighed siger.
Men desværre er det ikke kun hos sådanne ekstremister, at ondskaben findes. Også vi andre har en ulyst til at bøje os for sprogets iboende kræfter. Enhver forælder har nok oplevet, at ens håbefulde pode, når man er nødt til at ændre på et løfte, man har givet, slynger ens egne ord tilbage i hovedet på én: Jamen, du har jo selv sagt, at man skal holde, hvad man lover. Og så må man til at finde en grimasse, der kan passe: vil man bøje sig for ungens fuldkommen korrekte iagttagelse? eller vil man fastholde forældreværdigheden (og -magten)?
Og det er også sproget, der holder sammen på ægteskaber. Nå ja, der er det med det seksuelle, det skal ikke glemmes, men er der noget parterne imellem, er der en mistillid, der lurer, så bliver den legemlige forening ikke det, den skulle være: en sammensmeltning af både legeme og ånd, for man fik ikke talt ud, så den gamle tillid vendte tilbage.
Sådan har sproget lagt sig overalt i menneskelivet, lagt sig som en livgivende magt, men også lagt sig som noget, vi kan misbruge. Og hvis vi nu gør opmærksom på, at Gud netop er sprogets Gud, at han virker ind på verden igennem sit ord og sin ånd, det vil sige, at han virker ved at lade ordene i diskussionerne gøre deres virkning, og ved at lade sin ånd bevirke, at vi så virkelig bøjer os for de ord, vi har forstået, hvis vi forstår Gud som en sådan kraft, så bliver det måske knap så uforståeligt at sige, at vi ikke selv kan slippe fri af vores ondskab, men at vi kan slippe fri med Guds hjælp. Gud hjælper os altså ikke ud i det blå, han hjælper os, når vi, uden at vi selv kan forstå, hvordan, indser, at noget er retfærdigt, fordi vi kom til at høre, hvad den anden part sagde.
Og så synes jeg altså, at det hele bliver mere forståeligt. Vi kan ikke selv slippe fri af vor ondskab, nej, vi slipper fri, når Guds ånd overmander os. Men vi kan give os ind under sprogets kræfter. Ligesom en forfatter; han er 100% afhængig af sin inspiration; men han har også erfaret, at inspirationen ikke kommer, når han ingenting laver, men netop når han læser bøger, aviser, lever med i sin samtids kultur, og så videre.
Men hele tiden må vi sige, når vi vil have andre til at dele vor forståelse af, hvem mennesket er: Det er så langt, som jeg er nået! Korrigér mig, hvis du kan!
Venlig hilsen
Ricardt Riis, tidligere sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
Mon ikke vi blot skal holde os til, at alene Gud overskuer problemerne omkring godhed og ondksab. Vor opgave er alene at holde os nær til Gud i tro og stole på at fortiden, fremtiden og nuet er i Guds hånd. Vi skal bruge vor sunde fornuft og dømmekraft og handle så forsvarligt, som vi kan - uden at forestille os, at vi dermed skal fortjene adgang til himmeriget. Vi skal heller ikke frygte at vi ved vores handlemåde risikerer at fare til fortabelsens sted. De store spørgsmål om frelse og fortabelse fandt deres løsning, da Jesus døde på Golgathas kors med råbet: DET ER FULDBRAGT Her er svaret til den bange sjæl. Vi kalder dette svar - evangeliet, det glade budskab.
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
(Jeg besvarer dette kort og konkret. jeg har en fornemmelse af at det er katolicismen - eller det du antager er katolsk lære - du er ude efter at ramme her)..
i det store hele har du ret. det siger kirken ja til. Dog. vi tager ikke enkelte sætninger ud af Guds Ord på bekostning af andre. Summen af alle ordene udgør sandheden. det er tydeligt i hele NT at du ikke er frelst bare ved een gang på et vækkelsesmøde at sige "fedt...jeg er frelst".
.. lad os ikke glemme at der er noget i Bibelen der kaldes "synd til døden". Paulus siger også, "arbejd med frygt og bæven på jeres frelse".. Jacob siger: "tro uden gerninger er ligeså død som et legeme uden åndedræt" (kan den tro frelse?) og "Jesu brud har fået givet sig at klæde sig i lysende rene linnedklæder- de er de helliges retfærdige gerninger (Åbn: 19,8)" og om den endelige dom står der 21, 13: "og de blev dømt, enhver efter sine gerninger..." jeg kunne finde så mange andre citater fra Guds ord som påviser at gerninger er meget vigtige og faktisk har en konsekvens. du vil vel heller ikke påstå at den handling det er at benægte Herren ikke vil have betydning for om du kommer ind i himlen?
Du har ret i at alt hvad vi gør af godt er vi kun i stand til at gøre i kraft af Ham som giver os sin hellige Ånd i vores indre. Men vi kan også vælge at arbejde imod Gud... Vi har vores frie vilje. Især paulus taler om mørkets børn og folk der øver uret som ikke skal tro at de kan arve himmeriget når de øver lovløshed i deres liv. Er det frygt at erkende dette.. at synd er en alvorlig ting? nej det er da sandheden i Guds eget Ord. Vi skal holde os tæt på vores Far. Alt er af nåde. Vi tror dog på en aktiv tro der faktisk betyder at vores samarbejde med Gud i frelseshistorien er af betydning for Ham. Vi kan ikke tjene vores frelse.. bevares! men fordi han er Far altimens han også er suværen konge betyder vores samarbejde noget for ham. så i bund og grund tror jeg ikke vi er ueninge. vi siger begge to Amen til Guds Ord. Uden Herren kan vi slet ikke udrette noget. Jeg er ikke bange for Ham.. men jeg frygter synden fordi den kan føre mig væk fra Ham som elsker mig og som jeg elsker. hele bibelen er en bog fuld af gerninger.. ingen gerning er neutral i Guds Øjne. Så vær frimodig for den gode sag og være ikke bange for at blive kaldt gerningsretfærdig.. jeg har mødt mange evangeliske i min tid som kæmpede med frygten for at Gud ikke kunne lide dem hvis de ikke gjorde dit og dat. det er en almenmenneskelig oplevelse som vi alle skal sættes fri fra. samtidig siger Paulus til os at vi skal handle som det er vores kald værdigt. passivitet er her ikke noget kønt mål.
Venlig hilsen,
Ina <><
i det store hele har du ret. det siger kirken ja til. Dog. vi tager ikke enkelte sætninger ud af Guds Ord på bekostning af andre. Summen af alle ordene udgør sandheden. det er tydeligt i hele NT at du ikke er frelst bare ved een gang på et vækkelsesmøde at sige "fedt...jeg er frelst".
.. lad os ikke glemme at der er noget i Bibelen der kaldes "synd til døden". Paulus siger også, "arbejd med frygt og bæven på jeres frelse".. Jacob siger: "tro uden gerninger er ligeså død som et legeme uden åndedræt" (kan den tro frelse?) og "Jesu brud har fået givet sig at klæde sig i lysende rene linnedklæder- de er de helliges retfærdige gerninger (Åbn: 19,8)" og om den endelige dom står der 21, 13: "og de blev dømt, enhver efter sine gerninger..." jeg kunne finde så mange andre citater fra Guds ord som påviser at gerninger er meget vigtige og faktisk har en konsekvens. du vil vel heller ikke påstå at den handling det er at benægte Herren ikke vil have betydning for om du kommer ind i himlen?
Du har ret i at alt hvad vi gør af godt er vi kun i stand til at gøre i kraft af Ham som giver os sin hellige Ånd i vores indre. Men vi kan også vælge at arbejde imod Gud... Vi har vores frie vilje. Især paulus taler om mørkets børn og folk der øver uret som ikke skal tro at de kan arve himmeriget når de øver lovløshed i deres liv. Er det frygt at erkende dette.. at synd er en alvorlig ting? nej det er da sandheden i Guds eget Ord. Vi skal holde os tæt på vores Far. Alt er af nåde. Vi tror dog på en aktiv tro der faktisk betyder at vores samarbejde med Gud i frelseshistorien er af betydning for Ham. Vi kan ikke tjene vores frelse.. bevares! men fordi han er Far altimens han også er suværen konge betyder vores samarbejde noget for ham. så i bund og grund tror jeg ikke vi er ueninge. vi siger begge to Amen til Guds Ord. Uden Herren kan vi slet ikke udrette noget. Jeg er ikke bange for Ham.. men jeg frygter synden fordi den kan føre mig væk fra Ham som elsker mig og som jeg elsker. hele bibelen er en bog fuld af gerninger.. ingen gerning er neutral i Guds Øjne. Så vær frimodig for den gode sag og være ikke bange for at blive kaldt gerningsretfærdig.. jeg har mødt mange evangeliske i min tid som kæmpede med frygten for at Gud ikke kunne lide dem hvis de ikke gjorde dit og dat. det er en almenmenneskelig oplevelse som vi alle skal sættes fri fra. samtidig siger Paulus til os at vi skal handle som det er vores kald værdigt. passivitet er her ikke noget kønt mål.
Venlig hilsen,
Ina <><
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
Jo, der er mange steder i bibelen, der taler om, at vi dømmes ud fra vore gerninger, ja ud fra vore ord og vore hemmeligste tanker. Det kan forfærde os og vi må med gru bekende, at når sagen står sådan, så kan vi ikke bestå for dommen. Vi er redningsløst fortabte.
Men så træder evangeliet os i møde og siger - frygt ikke, tro kun. Jesus har taget hele syndebyrden på sig og er gået i dit og mit sted. Han har betalt hele syndens gæld. Vi er frie. Han naglede det til korset, det anklagende skyldbrev. Priset være Gud.
Men så træder evangeliet os i møde og siger - frygt ikke, tro kun. Jesus har taget hele syndebyrden på sig og er gået i dit og mit sted. Han har betalt hele syndens gæld. Vi er frie. Han naglede det til korset, det anklagende skyldbrev. Priset være Gud.
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
Svar om ondskaben.
Tak til dem, der har ulejliget sig med at prøve at gøre mig klogere. Om det lykkes, véd jeg ikke, men det er da al ære værd, at der stadig er nogen, der gør forsøget.
Først Ina Bach (14-8 07, 12,32)!
Jeg tror, at noget af det, vi protestanter kan lære af katolikkerne, er at få øjnene op for, at martyrtanken hører med til kristentroen. Jeg har fornylig afsluttet en lille afhandling om forholdet mellem Kaj Munk og Martin Luther (se http://www.martinluther.dk/m-ukrigen00.html ). Det, jeg dèr forsøger at vise, er, at Kaj Munk, alle hans særheder til trods, dog havde et klart blik for martyriets væsen. Og – lidt til min overraskelse – har jeg fundet ud af, at Luther også gør sig tanker over martyriet. Det er sikkert rigtigt, at han afviser dyrkelsen af martyrerne, som den foregik på hans tid. Jeg har godt nok ikke fundet det citat, du bringer, at martyrerne er "en bunke skidt dækket med sne", men han har jo sagt så meget.
Det for mig overraskende var, at det viser sig, at for Luther får dette, at ordet virker frit, uden magtanvendelse overhovedet, den konsekvens, at man ikke kan slå ihjel for sandhedens skyld, men kun lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Én af de artikler, paven fordømte hos Luther, var én, der siger, at “At brænde kættere er imod Helligåndens vilje”. (se http://www.martinluther.dk/exurge.html#49 ). Men ak, der var så meget andet hos Luther, man hæftede sig ved, så hans positive syn på martyriet gled hurtigt i baggrunden.
Jeg hørte på et Kaj-Munk-seminar på Aalborg Universitet sidste august om en katolik, Franz Jägerstätter, som under krigen nægtede at gøre krigstjeneste for Hitler, fordi han mente, der var tale om en angrebskrig. Han blev arresteret, anklaget og til sidst halshugget for sin modstand mod denne angrebskrig. Sjovt nok er hans modstand mod en angrebskrig lige efter bogen, når bogen altså er én af Luthers bøger om øvrighed og krig. Luther hævder i “Hvor langt skal man adlyde øvrigheden?” fra 1523, at man ikke skal følge sin fyrste i en uretfærdig krig. (se http://www.martinluther.dk/lyd03.html#52 ). Blot må man indrømme, at lutheranerne ikke havde læst Luther særligt grundigt på det punkt.
Men med tilfældet Franz Jägerstätter opstår der problemer for kirken, hvis man vil anerkende ham som martyr. De forskellige kirkelige myndigheder havde nemlig undervejs i forløbet flere gange forsøgt at få Jägerstätter bort fra sit forehavende om at nægte militærtjeneste. Og i og med, at han anerkendes som martyr (der er en proces igang for at opnå denne anerkendelse for ham), kastes der et ikke altfor flatterende lys ind over kirkens rolle under krigen (forresten bliver jo den protestantiske kirke belyst i samme omgang).
Men skal vi til igen at tage martyrbegrebet alvorlig, så må vi, efter min mening, ikke begrænse begrebet til kun at gælde dem, der dør i kirkens tjeneste, eller dem, der dør for kristentroen, det må gælde alle, der sætter livet i vove for sandhedens skyld.
Det er i det hele taget noget, jeg også vil med min artikel: Jeg vil have kirken ud af spændetrøjen, jeg vil have folk til at forstå, at dens menneskebillede ikke er en afbildning af en speciel, kristen mennesketype, men er en afbildning af mennesket som sådant. Det gælder alle mennesker, at de er sådan indrettet, at de lever af andre menneskers tillid og tro. Det gælder over hele linien, ikke kun blandt kristne, at sandhedens ord baner sig vej ind til menneskets hjerte, hvor det bliver troet, uden magtanvendelse overhovedet.
Den næste i rækken (14-8 07, kl 16,25) skriver: “Mon ikke vi blot skal holde os til, at alene Gud overskuer problemerne omkring godhed og ondskab”. Det er jeg ikke enig med ham i, men jeg behøver sådan set ikke komme med indvendinger, for det gør han selv lige efter, hvor han skriver: “Vi skal bruge vor sunde fornuft og dømmekraft og handle så forsvarligt, som vi kan - uden at forestille os, at vi dermed skal fortjene adgang til himmeriget”.
Det er i al beskedenhed det, jeg forsøger: at bruge min sunde fornuft. Og jeg bruger den altså til at prøve at fremstille ondskaben på anden måde end den sædvanlige. Ondskaben som brud på naturlig moral, på retfærdighedsfølelse. Måske man skal føje til: ondskab som ødelæggelse af forhold mellem mennesker, mellem stater, mellem folkeslag. Det bevirker, at jeg så må give afkald på at lade ondskaben gennemsyre hver gerning, vi mennesker gør; noget, som lutheranere har været tilbøjelige til, fordi de mener, de kun på den måde kan være gode lutheranere. Men det giver jeg gerne afkald på, hvis der kan komme lidt mere realitet ind i billedet.
Det samme vil jeg sige til det sidste indlæg: 15/08/2007 09:12. Jo, jeg kender også godt Kol 2,14: “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;” Og jeg synes også, det er et godt udtryk, Paulus dèr bruger. Men spørgsmålet for mig er: Hvordan får vi det sagt ind i vor tid? Hvad betød det for Paulus, og hvad kan det betyde for os i dag? Hvordan kan jeg sige det, så en ganske almindelig dansker af i dag får en fornemmelse af, hvad der er på færde?
Så er der indlæg nummer tre, vist også skrevet af Ina Bach. Her prøver hun at genoplive den klassiske diskussion mellem lutheranere og katolikker om tro og gerninger. Ærlig talt, jeg tror ikke, det fører nogen steder hen. Vi lutheranere har igennem flere århundreder diskuterer, hvad Luther egentlig mente om dette forhold, og har ud fra det dannet os et vist ikke særlig korrekt billede af katolsk teologi. Jeg har prøvet at “afmontere” denne diskussion, i hvert fald som den forekommer på reformationstiden, gennem en lille afhandling, der ligger på nettet: “Reformation på en misforståelse”, hvor jeg gør gældende, at både Luther og hans katolske modstandere misforstod, hvad der lå i begrebet “fyldestgørende gerninger”; begge parter forvekslede det med “gode gerninger”. (se evt. http://www.martinluther.dk/misforst01.html ).
Det var alt for nu.
Ricardt Riis.
Tak til dem, der har ulejliget sig med at prøve at gøre mig klogere. Om det lykkes, véd jeg ikke, men det er da al ære værd, at der stadig er nogen, der gør forsøget.
Først Ina Bach (14-8 07, 12,32)!
Jeg tror, at noget af det, vi protestanter kan lære af katolikkerne, er at få øjnene op for, at martyrtanken hører med til kristentroen. Jeg har fornylig afsluttet en lille afhandling om forholdet mellem Kaj Munk og Martin Luther (se http://www.martinluther.dk/m-ukrigen00.html ). Det, jeg dèr forsøger at vise, er, at Kaj Munk, alle hans særheder til trods, dog havde et klart blik for martyriets væsen. Og – lidt til min overraskelse – har jeg fundet ud af, at Luther også gør sig tanker over martyriet. Det er sikkert rigtigt, at han afviser dyrkelsen af martyrerne, som den foregik på hans tid. Jeg har godt nok ikke fundet det citat, du bringer, at martyrerne er "en bunke skidt dækket med sne", men han har jo sagt så meget.
Det for mig overraskende var, at det viser sig, at for Luther får dette, at ordet virker frit, uden magtanvendelse overhovedet, den konsekvens, at man ikke kan slå ihjel for sandhedens skyld, men kun lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Én af de artikler, paven fordømte hos Luther, var én, der siger, at “At brænde kættere er imod Helligåndens vilje”. (se http://www.martinluther.dk/exurge.html#49 ). Men ak, der var så meget andet hos Luther, man hæftede sig ved, så hans positive syn på martyriet gled hurtigt i baggrunden.
Jeg hørte på et Kaj-Munk-seminar på Aalborg Universitet sidste august om en katolik, Franz Jägerstätter, som under krigen nægtede at gøre krigstjeneste for Hitler, fordi han mente, der var tale om en angrebskrig. Han blev arresteret, anklaget og til sidst halshugget for sin modstand mod denne angrebskrig. Sjovt nok er hans modstand mod en angrebskrig lige efter bogen, når bogen altså er én af Luthers bøger om øvrighed og krig. Luther hævder i “Hvor langt skal man adlyde øvrigheden?” fra 1523, at man ikke skal følge sin fyrste i en uretfærdig krig. (se http://www.martinluther.dk/lyd03.html#52 ). Blot må man indrømme, at lutheranerne ikke havde læst Luther særligt grundigt på det punkt.
Men med tilfældet Franz Jägerstätter opstår der problemer for kirken, hvis man vil anerkende ham som martyr. De forskellige kirkelige myndigheder havde nemlig undervejs i forløbet flere gange forsøgt at få Jägerstätter bort fra sit forehavende om at nægte militærtjeneste. Og i og med, at han anerkendes som martyr (der er en proces igang for at opnå denne anerkendelse for ham), kastes der et ikke altfor flatterende lys ind over kirkens rolle under krigen (forresten bliver jo den protestantiske kirke belyst i samme omgang).
Men skal vi til igen at tage martyrbegrebet alvorlig, så må vi, efter min mening, ikke begrænse begrebet til kun at gælde dem, der dør i kirkens tjeneste, eller dem, der dør for kristentroen, det må gælde alle, der sætter livet i vove for sandhedens skyld.
Det er i det hele taget noget, jeg også vil med min artikel: Jeg vil have kirken ud af spændetrøjen, jeg vil have folk til at forstå, at dens menneskebillede ikke er en afbildning af en speciel, kristen mennesketype, men er en afbildning af mennesket som sådant. Det gælder alle mennesker, at de er sådan indrettet, at de lever af andre menneskers tillid og tro. Det gælder over hele linien, ikke kun blandt kristne, at sandhedens ord baner sig vej ind til menneskets hjerte, hvor det bliver troet, uden magtanvendelse overhovedet.
Den næste i rækken (14-8 07, kl 16,25) skriver: “Mon ikke vi blot skal holde os til, at alene Gud overskuer problemerne omkring godhed og ondskab”. Det er jeg ikke enig med ham i, men jeg behøver sådan set ikke komme med indvendinger, for det gør han selv lige efter, hvor han skriver: “Vi skal bruge vor sunde fornuft og dømmekraft og handle så forsvarligt, som vi kan - uden at forestille os, at vi dermed skal fortjene adgang til himmeriget”.
Det er i al beskedenhed det, jeg forsøger: at bruge min sunde fornuft. Og jeg bruger den altså til at prøve at fremstille ondskaben på anden måde end den sædvanlige. Ondskaben som brud på naturlig moral, på retfærdighedsfølelse. Måske man skal føje til: ondskab som ødelæggelse af forhold mellem mennesker, mellem stater, mellem folkeslag. Det bevirker, at jeg så må give afkald på at lade ondskaben gennemsyre hver gerning, vi mennesker gør; noget, som lutheranere har været tilbøjelige til, fordi de mener, de kun på den måde kan være gode lutheranere. Men det giver jeg gerne afkald på, hvis der kan komme lidt mere realitet ind i billedet.
Det samme vil jeg sige til det sidste indlæg: 15/08/2007 09:12. Jo, jeg kender også godt Kol 2,14: “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;” Og jeg synes også, det er et godt udtryk, Paulus dèr bruger. Men spørgsmålet for mig er: Hvordan får vi det sagt ind i vor tid? Hvad betød det for Paulus, og hvad kan det betyde for os i dag? Hvordan kan jeg sige det, så en ganske almindelig dansker af i dag får en fornemmelse af, hvad der er på færde?
Så er der indlæg nummer tre, vist også skrevet af Ina Bach. Her prøver hun at genoplive den klassiske diskussion mellem lutheranere og katolikker om tro og gerninger. Ærlig talt, jeg tror ikke, det fører nogen steder hen. Vi lutheranere har igennem flere århundreder diskuterer, hvad Luther egentlig mente om dette forhold, og har ud fra det dannet os et vist ikke særlig korrekt billede af katolsk teologi. Jeg har prøvet at “afmontere” denne diskussion, i hvert fald som den forekommer på reformationstiden, gennem en lille afhandling, der ligger på nettet: “Reformation på en misforståelse”, hvor jeg gør gældende, at både Luther og hans katolske modstandere misforstod, hvad der lå i begrebet “fyldestgørende gerninger”; begge parter forvekslede det med “gode gerninger”. (se evt. http://www.martinluther.dk/misforst01.html ).
Det var alt for nu.
Ricardt Riis.
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
Jeg synes, at Richard Riis, skal holde sig til luthersk teologi, hvis han er luthersk præst ( tidl..??). At lægge ud med at feje menneskets iboende ondskab og synd ind under gulvtæppet og påstå den er forældet - det kan ikke være svar værdig til søgende! Det befriende evangelium er jo netop 100 % afhængig af Gud - og ikke at min egen gode vilje til at gøre -intet afhænger af min egen stræben. Ja, jeg vil gerne være perfekt i Guds øjne, men det er kun Gud ( Jesus!) der er perfekt og kun i det evige liv, vil alt ondskab være borte- fordi Jesus tog det på korset. Men selvom Ånden kommer over os og vi bliver kristne (selv troen er givet af Gud), er og bliver vi lige onde- men ved hjælp af vore Guds gudsgivne love, moral og forbillede, kan vi leve et godt liv og så vidt muligt undgå "større ondskab"- men fri for onde tanker/ord/handlinger vil ikke ske på denne jord. Dertil kommer det at Gud beskytter os fra ondskab og altid er os nær i ondskabens tag. Dog er en endnu vigtigere pointe, at vi HAR fred med Gud ( Rom. 5) og det onde derved ALLEREDE er besejret. Fantastisk!
Til sidst vil jeg gerne kritisere R.Riis for at blande politiske holdninger til Irak-krigen, Bush ovs. ind i et sagligt teologisk spørgsmål. Det forringer kraftigt din troværdighed, at du bruger så farvede argumenter for menneskets ondskab. Jeg synes, dit svar bæger præg af udenomsnak og er alt for ukonkret- hvad der lige passer dine overvejelser.
Svar konkret, som overrabbineren gjorde! og bland dine personlige politiske udeståender udenfor! Det hører ikke sammen!
MVH M.H.Jensen
Til sidst vil jeg gerne kritisere R.Riis for at blande politiske holdninger til Irak-krigen, Bush ovs. ind i et sagligt teologisk spørgsmål. Det forringer kraftigt din troværdighed, at du bruger så farvede argumenter for menneskets ondskab. Jeg synes, dit svar bæger præg af udenomsnak og er alt for ukonkret- hvad der lige passer dine overvejelser.
Svar konkret, som overrabbineren gjorde! og bland dine personlige politiske udeståender udenfor! Det hører ikke sammen!
MVH M.H.Jensen
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
Ja, jeg kommer lige igen...:-)
Jeg vil blot gøre opmærksom på at Romerbrevet og Jakobsbrevet er skrevet til forskellige " slags" troende!
I Romerbrevet og andr steder, gøres der mærke på det vigtigste! !!! Du bliver frelst at troen og ikke af dine gerninger. At gøre noget for noget er menneskligt og religiøst og som ( lutherske) kristne bør vi til enhver tid fortælle dette befriende budskab- du kan og skal ikke gøre noget. Jesus did it!
Hvad der står i Jakobsbrevet er ikke mindre vigtigt, men skrevet til den kristne, som allerede er kristen, men som tror han ikke skal reagere på det gode budskab! At gøre gode gerninger,afstå fristelser, opfylde etik/moral, gå i kirke, sige ja, til Gud osv osv, gøres FORDI vi er Guds børn og ikke PÅ GRUND AF- bemærk forskellen! Og det er dette Jakobsbrevet opfordre til og fortæller om. Som kristne er vi kaldet til at vågne op og tjene Herren!
I disse gerninger kan vi med rette være fokuseret på Gud og hans planer med os og derigennem holder vi os fra ondskab, og dennes planer med os!
Om Gud kan hjælpe os fri af ondskab?- som jeg skrev i mit andet indlæg! Han ikke bare kan, han har allerede gjort det - uden vi fortjener det. Halleluja ( :Pris Herren:- en gerning jeg nyder:-) )
Jeg vil blot gøre opmærksom på at Romerbrevet og Jakobsbrevet er skrevet til forskellige " slags" troende!
I Romerbrevet og andr steder, gøres der mærke på det vigtigste! !!! Du bliver frelst at troen og ikke af dine gerninger. At gøre noget for noget er menneskligt og religiøst og som ( lutherske) kristne bør vi til enhver tid fortælle dette befriende budskab- du kan og skal ikke gøre noget. Jesus did it!
Hvad der står i Jakobsbrevet er ikke mindre vigtigt, men skrevet til den kristne, som allerede er kristen, men som tror han ikke skal reagere på det gode budskab! At gøre gode gerninger,afstå fristelser, opfylde etik/moral, gå i kirke, sige ja, til Gud osv osv, gøres FORDI vi er Guds børn og ikke PÅ GRUND AF- bemærk forskellen! Og det er dette Jakobsbrevet opfordre til og fortæller om. Som kristne er vi kaldet til at vågne op og tjene Herren!
I disse gerninger kan vi med rette være fokuseret på Gud og hans planer med os og derigennem holder vi os fra ondskab, og dennes planer med os!
Om Gud kan hjælpe os fri af ondskab?- som jeg skrev i mit andet indlæg! Han ikke bare kan, han har allerede gjort det - uden vi fortjener det. Halleluja ( :Pris Herren:- en gerning jeg nyder:-) )
Læs artiklen bag debatten her: Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?
Svar til M. H. Jensen!
Jeg skal holde mig til luthersk teologi, får jeg at vide.
Det er faktisk også det, jeg gør. Luther ville have os til at tænke selv. Han brød sig ikke om betegnelsen “lutheranere” for hans tilhængere. Han ville for alt i verden ikke stille sig imellem skriften og den enkelte. Det vil sige, hvis vi på den måde vil være gode lutheranere, skal vi opfatte al Luthers tale som inspiration, ikke som rettesnor. Og det er præcis, hvad jeg gør.
Men jeg kan ikke lade mig inspirere af al Luthers tale. Der er forestillinger om menneskets totale synd, som hos Luther er holdt indenfor en forestillingsverden, som vi endegyldigt har forladt, nemlig den forestillingsverden, der hævder, at alle menneskets drifter er af det onde, og at synden nedarves fra slægt til slægt via det samleje, hvorigennem vi alle (undtagen Kristus, hævder man) er blevet til; fordi det onde begær ikke kan holdes borte ved samlejet, er vi alle født som syndere. Jeg véd godt, at man i vore dage prøver at komme uden om dette problem ved at tale om menneskets totale syndighed på en anden måde, man har f. eks. ofte grebet fat i Luthers diktum om, at mennesket er indkroget i sig selv. Men det har ikke meget med den egentlige Luther at gøre.
Til gengæld er det under stærk inspiration fra Luther, når jeg viser, hvordan Irak-krigen er et eksempel på, hvordan idealister kan gøre meget mere ondt end almindelig dødelige.
Det skulle jeg ikke have gjort, kan jeg forstå. For det får jeg på hattepulden for af M. H. Jensen. Nej, må vi bede om religion for sig og politik for sig.
Svar: Det ku’ da lige mangle! Her har vi et område, hvor det onde viser sig i sin allerfarligste skikkelse, politikkens område. Og så skal man slet ikke omtale det, når man vil give et teologisk velbegrundet svar på, om det onde kan overvindes! Så ville jeg gå uden om det egentlige som katten om den varme grød. Så ville mit svar være ukonkret, hvor det nu i stedet er generende konkret.
Hvad jeg ikke skal gøre, og hvad jeg heller ikke har gjort, er at sige, at fordi Luther har sagt sådan og sådan, så skal vi handle på den og den måde, eller at fordi der står sådan og sådan i bibelen, så har vi bare at gøre det og det. Det ville være at spænde fornuften fra og lade os styre blindt af tilfældige fortidige personer. Men at lade sig inspirere af Luther til at sige, at den angrebskrig, USA indledte imod Irak, er uetisk, det er det faktisk kirkens pligt at gøre.
Dette med forskellen mellem romerbrevet og jakobsbrevet kan der måske være noget om. Men det er nu svært at læse jakobsbrevet som andet end en korrektion til Paulus. Og gør det noget? Vi hævder jo ikke, at hver ord i det ny testamente, præcis som det står, er Guds eget, skinbarlige ord. Vi hævder, at forfatterne er inspireret af Guds ånd. Og vi opfordres til at lade os inspirere tilsvarende.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Jeg skal holde mig til luthersk teologi, får jeg at vide.
Det er faktisk også det, jeg gør. Luther ville have os til at tænke selv. Han brød sig ikke om betegnelsen “lutheranere” for hans tilhængere. Han ville for alt i verden ikke stille sig imellem skriften og den enkelte. Det vil sige, hvis vi på den måde vil være gode lutheranere, skal vi opfatte al Luthers tale som inspiration, ikke som rettesnor. Og det er præcis, hvad jeg gør.
Men jeg kan ikke lade mig inspirere af al Luthers tale. Der er forestillinger om menneskets totale synd, som hos Luther er holdt indenfor en forestillingsverden, som vi endegyldigt har forladt, nemlig den forestillingsverden, der hævder, at alle menneskets drifter er af det onde, og at synden nedarves fra slægt til slægt via det samleje, hvorigennem vi alle (undtagen Kristus, hævder man) er blevet til; fordi det onde begær ikke kan holdes borte ved samlejet, er vi alle født som syndere. Jeg véd godt, at man i vore dage prøver at komme uden om dette problem ved at tale om menneskets totale syndighed på en anden måde, man har f. eks. ofte grebet fat i Luthers diktum om, at mennesket er indkroget i sig selv. Men det har ikke meget med den egentlige Luther at gøre.
Til gengæld er det under stærk inspiration fra Luther, når jeg viser, hvordan Irak-krigen er et eksempel på, hvordan idealister kan gøre meget mere ondt end almindelig dødelige.
Det skulle jeg ikke have gjort, kan jeg forstå. For det får jeg på hattepulden for af M. H. Jensen. Nej, må vi bede om religion for sig og politik for sig.
Svar: Det ku’ da lige mangle! Her har vi et område, hvor det onde viser sig i sin allerfarligste skikkelse, politikkens område. Og så skal man slet ikke omtale det, når man vil give et teologisk velbegrundet svar på, om det onde kan overvindes! Så ville jeg gå uden om det egentlige som katten om den varme grød. Så ville mit svar være ukonkret, hvor det nu i stedet er generende konkret.
Hvad jeg ikke skal gøre, og hvad jeg heller ikke har gjort, er at sige, at fordi Luther har sagt sådan og sådan, så skal vi handle på den og den måde, eller at fordi der står sådan og sådan i bibelen, så har vi bare at gøre det og det. Det ville være at spænde fornuften fra og lade os styre blindt af tilfældige fortidige personer. Men at lade sig inspirere af Luther til at sige, at den angrebskrig, USA indledte imod Irak, er uetisk, det er det faktisk kirkens pligt at gøre.
Dette med forskellen mellem romerbrevet og jakobsbrevet kan der måske være noget om. Men det er nu svært at læse jakobsbrevet som andet end en korrektion til Paulus. Og gør det noget? Vi hævder jo ikke, at hver ord i det ny testamente, præcis som det står, er Guds eget, skinbarlige ord. Vi hævder, at forfatterne er inspireret af Guds ånd. Og vi opfordres til at lade os inspirere tilsvarende.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Stillinger
-
Ergoterapeut søges til Blå Kors Minibo i Hobro
-
Præst søges til Sdr. Nærå Valgmenighed
-
Daglig leder søges til parvis.dk
-
Kirketjener søges til Lundtofte Sogn i Lyngby-Taarbæk Kommune
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce