Spørgsmål:

Hej

Jeg sidder og arbejder med en opgave hvori der er et spørgsmål, der lyder: Kan ondskab overvindes og hvis ja af hvem? Kan I hjælpe mig med forslag til materialer der kan hjælpe mig med at udrede mine spørgsmål, eller vil I komme med jeres bud på, om ondskab kan overvindes, og hvis ja af hvem ifølge de forskellige religioner.

På forhånd mange tak

Med venlig hilsen

Lena

Svar:

I hinduismen har vi ingen satan, fanden eller djævel, som repræsenterer ondskab. For os er der kun en Gud, som kan manifestere sig i forskellige former for forskellige mennesker i kraft af deres handlinger.

Et yndet eksempel: I skumringstiden kan man se et reb ligge i grøftekanten som en slange - eller omvendt. Det er jo ens egen forestillinger, der spiller en altafgørende rolle. Forestillinger henføres igen til ens handlinger.

Vi tror, at vi alle er en del af Gud, og at der aldrig har været en skabelse. Livet i forskellige former har altid eksisteret, som en del af Gud. Derfor er der ingen "antiGud" eller ondskabsvæsen. Alle levende væsner har altid været, blot det, at nogen er mere dominerende, mens andre ligger i dvale.

Vi har "Dasa Avataramulu" 10 gudsmanifestationer, som fortæller om forandring i livsmønster men om ikke nye skabelser.

Vi anser, at mennesker består i 7 gode og 7 dårlige egenskaber, jeg kan desværre ikke huske dem alle nu, samspillet mellem disse afgør om mennesker er gode eller onde. For at fremme de gode egenskaber, forestår der visse daglige handlinger eller ritualer, som hinduer skal lære at udføre dagligt. Det vil styrke ens psyke til at tage ansvar for sine handlinger.

Det er meget individuelt, selv inden for samme familien findes der forskellige måder at gøre det på. Fundamentalt for alt er meditation, eller koncentreret hengivenhed for sit indre.

Dertil har vi et mantra, mens man gentager det mantra, koncentrerer man sig om en dejlig ting, for eksempel en yndlingsblomst, efterhånden forsvinder blomsten fra forestillingsverdenen og der opstår en visuel tomhed. Hvor man opnår en mental balance, hvorpå man kan skældne mellem det dårlige og det gode.

Man foreskriver, at man har en guru, som vejleder undervejs, normalt i barndommen er det ens far eller et andet familieoverhoved. Hvis man ikke har nogen at snakke med efter sådan dyb meditation, kan det gå gruelig galt, idet man graver sig ned i sine egne tanker og kan synke dybere og dybere.

Med venlig hilsen
Dhamu Chodavarapu, hindu