Vi er kun frie, når vi tager hånd om hinanden

- Så kom jeg i gymnasiet og fik en religions- og engelsklærer, der var teolog. Da jeg skulle til at vælge studie efter 3.g, sagde han, at jeg ikke skulle læse teologi, fordi han syntes, at det var et langtrukkent og kedeligt studium. Det virkede lige modsat på mig. Jeg tænkte, at det var jeg nød til at prøve. Så jeg begyndte at læse teologi direkte efter gymnasiet, da jeg kun var 18 år gammel.

Ønskede at holde op med at tro
Ville du læse teologi med henblik på at blive præst?

- Ja, det var for at blive præst. Det ændrede sig nok lidt undervejs i studiet, hvor jeg gik igennem mange forskellige faser. Det var spændende, at beskæftige sig med meget tunge eksistentielle temaer i en så ung alder, hvor jeg også gik ud og drak en masse bajere og festede. Det var lidt underligt. Jeg følte mig meget forvirret i perioder, men da jeg sluttede mit studie, havde jeg vendt tilbage til udgangspunktet og ville gerne være præst.

Hvordan var dit forhold til Gud undervejs?

- Jeg har altid troet på Gud og har haft en relativt stærk barnetro. Men på et tidspunkt, da jeg fandt ud af hvilken fri vilje, man har som menneske, så troede jeg faktisk, at man kunne bestemme, at man ikke ville tro mere. På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville tro på Gud. Jeg var jo også socialist, og jeg blev gal på Gud og tænkte, at det ikke var noget for mig at tro.

- Det var under de første år på studiet, som var nogle hårde år for mig. Jeg tumlede med tunge temaer på studiet, havde en dårlig kæreste, og jeg skulle også løsrive mig fra mine forældre. Jeg var flyttet hjemmefra for at starte på teologi i Århus, og følte mig enormt alene mange gange, fordi det var et ensomt studie. Jeg blev gal på Gud på et eller andet plan, fordi jeg syntes, jeg havde det hårdt.

Kunne ikke lade være med at tro
- Det var en meget speciel oplevelse, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne holde op med at tro på Gud. Det er det største chok, jeg har fået i trosmæssig sammenhæng. Jeg troede, at man kunne gå ud og sige, at man ikke ville tro på Gud mere. Men det kunne jeg ikke. Det var en religiøs oplevelse, at finde ud af, at jeg ikke kunne holde op.

Hvorfor kunne du ikke holde op?

- Når jeg læste i Evangelierne gav de helt vildt god mening for mig. Jesus prædiker tilgivelse. Find dig i alt muligt fra dine omgivelse, fordi du er nød til at underkaste dig for at tjene dine medmennesker. Du tjener Gud, hvis du tjener andre mennesker. Det syntes jeg simpelthen er noget af det smukkeste. Gud er tilfreds, når du har gjort dit bedste for at behandle dine medmennesker godt. Det er svært at lade være med at tro på de budskaber.

- Fordi man læser kirkehistorien, og ser hvordan folk har været fuldstændig modbydelige i kristendommens navn, så er det nemt at tage afstand fra det. Tænke at det er en forfærdelig fortolkning af kristendommen, der ikke er til at tro på. Men evangelierne står bare så rent. Hvis man tolker det Jesus sagde på den rigtige måde, så er det et spørgsmål om at tjene sine medmennesker, og det kan jeg ikke lade være med at tro på. Hvis man behandler hinanden godt, så har alle det bedre. Og så bliver jeg næsten politisk.

Kristendommen og socialismen harmonerer
Hvordan ser du forholdet mellem kristendommen og det politiske arbejde?

- Er man liberalist, så syntes man, at den personlige frihed er ekstrem vigtig, også på bekostning af andre. Er man socialist, så syntes man, at den personlige frihed er ekstrem vigtig, men kun i et ansvar overfor fællesskabet. Jeg kan godt se, at Jesus hele tiden taler om det personlige ansvar og den personlige frihed, og at kristendommen er et frigørelsesprojekt. Men jeg syntes, at det Jesus udtrykker om kærlighed til medmennesker og omverdenen, bedst kommer til udtryk i den ideologi, som jeg arbejder for politisk. Og ikke så meget i liberalismen hvor det, efter min mening, handler om at den stærkeste overlever.

- Og dét at ofre sig selv for en sag og for andre, som Jesus har gjort, er ikke så fremherskende i den liberalistiske tankegang, som den måske i virkeligheden er hos os. Det er ikke fordi, jeg siger, at folk skal gå i døden for det de tror på. Men det der med, at man træder tilbage for at gøre plads til andre, det syntes jeg, er et godt billede på hvordan kristendommen og socialismen sagtens kan gå hånd i hånd og også gør det.

Frihed i tilgivelsen
Hvordan er kristendommen et frigørelsesprojekt?

- Friheden består i, at man er blevet tilgivet og der er én, der har taget skylden for én. Så man ikke skal gå rundt med en bevidsthed om at være et dårligt menneske. Hvis man gør sit bedste, er der et håb forude.

- Man er fri for at være bundet af alle mulige jordiske ting, fordi der er en dimension, der er større og vigtigere. Og hvis man har sig det for øje, så kan de jordnære ting blive mindre vigtige. Hvis jeg for eksempel mister min lille datter på fire år, så er det virkelig forfærdeligt. Men på den anden side så ved jeg, at der bliver taget hånd om hende. Og det er også en frihed, at hun ikke bare er blevet til jord og regnorme nede i jorden, men at hun faktisk har evigt liv. Så man er fri for en masse frygtelige ting, hvis man tør overgive sig til at tro på, at der er en åndelig dimension, der er større.

Frihed og fællesskab hænger sammen
Hvad er forbindelsen mellem kristendommen og frihed i et samfund?

- Jeg syntes, at det er utrolig vigtigt at mennesket frem for alt kan føle sig frit. Og det kan man, hvis man ikke altid skal bekymre sig om, at ens børn får noget at spise, og man ikke er underlagt alle mulige restriktioner. Derfor syntes jeg, at den personlige frihed vægter meget tungt. Det er noget en liberalist kunne sige. Men jeg mener så også bare, at det er vigtigt, at vi kæmper for nogle fællesskaber, så man ikke hele tiden skal være fri på nogle andres bekostning. Man er kun fri, hvis man ikke skal se på en mand, der ligger på gaden og tigger. Det er vigtigt, at vi tager hånd om de andre, ellers føler vi os ikke frie.

- Jesus er fuldstændig på linje med det. Han siger: ”Dem der er store skal blive små, og dem der er små skal blive store”. Man skal udligne forskellene for at starte forfra. Han taler i hele Lukas-evangeliet kun om enkerne, de faderløse og de fattige. Man kalder det også de fattiges evangelium. Det er ikke sikkert, at man skal bruge det politisk, men jeg syntes faktisk, at der er en god pointe i, at Jesus igen og igen fremhæver, at dem der er rige og er overmagten på det tidspunkt, hvor Jesus lever, faktisk er dem, der kommer til kort i sidste ende, fordi de er blevet det på bekostning af nogle andre.