En bedeskammel er et udtryk for det personlige gudsforhold, mener sognepræst Kristine Stricker Hestbech, der opfordrer til at tage bedeskamlen med i kirke
Spørgsmål:
For et halvt års tid siden følte jeg pludselig, midt på dagen, "hænder" blive lagt på mine skuldre og jeg hørte ordene: "Ned på knæ".
Jeg beder hver morgen i 15 - 20 minutter, men det var ikke i den forbindelse, jeg hørte ordene.
Pludselig huskede jeg, at jeg en gang havde hørt et foredrag af en folkekirkepræst der fortalte, at han havde fået et meget dybere og bedre bønsliv ved at bruge bedeskammel.
Jeg fandt en tegning på nettet af en bedeskammel og fik fremstillet en - og hvilken forandring, det var fantastisk!
Nu kan jeg ind i mellem mangle min bedeskammel når jeg er i kirke, under "Lad os alle bede", så nu til mit spørgsmål.
Vil det være helt umuligt, at der i de danske folkekirker var et antal bedeskamler til rådighed for dem, der måtte ønske at tage sådan en med ned på sin plads?
Hvis ikke, hvad ville reaktionen være tror du, hvis jeg tog min egen med ( det bliver jo nok ved tanken )?
Med venlig hilsen
Birgitte
Svar:
Kære Birgitte
Hvor er det dejligt at høre om din bønspraksis. Det er ganske vidunderligt at du har fundet en balance imellem kroppen og sjælen i selve bønnen.
Omkring at tage sin bedeskammel med i kirke vil jeg simpelthen opfordre dig til at gøre. For det er jo dig der kommer for at lovprise og tilbede Gud og derfor er det vigtigt at du også der kan mærke balancen imellem kroppen og sjælen.
For mig er det at tage en bedeskammel med ikke anderledes end at nogen kirkegængere slår korsets tegn for sig eller lukker øjnene eller beder højt med på fadervor... Det er altsammen udtryk for det samme, nemlig det personlige gudsforhold!
De bedste hilsner og Guds velsignelse
Kristine Stricker Hestbech, sognepræst