Åndelig praksis
Finsk forskning genfinder Luthers mystiske sider
27. aug 2007 01:31 Det ville være at overdrive at kalde Luther mystiker – men omvendt er der ingen tvivl om, at mystikken betød noget for Luthers egen erkendelsesproces
| Kommentér |
|
| Udskriv |
| Tip en ven |
Finsk Lutherforskning har lagt en grundsten til dialogen mellem lutheranere og ortodokse. Billedet viser Joseph Fiennes som Luther i storfilmen af samme navn. PR
En af de sammenhænge, hvor man for alvor har forsøgt at genfinde de oversete mystiske sider hos Luther, er den nyere finske Lutherforskning.
Denne forskning udspringer af en levende tradition for Lutherstudier på Institut for Systematisk Teologi i Helsinki og kan ses som et opgør med hovedtendenserne i det 20. århundredes Lutherforskning.
Studierne har haft et tæt samarbejde med den russisk-ortodokse kirke, som er vigtig i Finland. Ærkebiskoppen for denne kirke, Martti Simojoki, tog initiativ til at starte en gruppe, der via sin tilknytning til fakultetet i Helsinki skulle lægge en teologisk grundsten til en dialog mellem lutheranere og ortodokse.
Professor Tuomo Mannermaa blev den vigtigste inspirator i dette arbejde.
- Helt i begyndelsen af vore studier nåede vi til den konklusion, at Luthers idé om Kristi nærvær i troen kunne danne en basis for den luthersk-ortodokse dialog. Kristi iboenhed som forstået i den lutherske tradition indebærer en virkelig deltagelse i Gud, og den svarer på en særlig måde til den ortodokse doktrin om deltagelse i Gud, theosis, forklarer Tuomo Mannermaa.
Mystikken havde betydning for Luther
Det ville være at overdrive at kalde Luther mystiker – men omvendt er der ingen tvivl om, at mystikken betød noget for Luthers egen erkendelsesproces.
Han lagde stor vægt på det enkle forhold, at Gud i sit majestætiske væsen bøjer sig mod mennesket for at gøre sig til ét med det. Men Luther mente ikke, at Guds bøjen sig mod mennesket ændrer eller helliggør det enkelte menneske endegyldigt. Mennesket må hele tiden, til stadighed, igen og igen, erkende sin synd og samtidig vide sig gjort retfærdig gennem Guds nåde (på latin: simul justus et peccator).
Denne forskning udspringer af en levende tradition for Lutherstudier på Institut for Systematisk Teologi i Helsinki og kan ses som et opgør med hovedtendenserne i det 20. århundredes Lutherforskning.
Studierne har haft et tæt samarbejde med den russisk-ortodokse kirke, som er vigtig i Finland. Ærkebiskoppen for denne kirke, Martti Simojoki, tog initiativ til at starte en gruppe, der via sin tilknytning til fakultetet i Helsinki skulle lægge en teologisk grundsten til en dialog mellem lutheranere og ortodokse.
Professor Tuomo Mannermaa blev den vigtigste inspirator i dette arbejde.
- Helt i begyndelsen af vore studier nåede vi til den konklusion, at Luthers idé om Kristi nærvær i troen kunne danne en basis for den luthersk-ortodokse dialog. Kristi iboenhed som forstået i den lutherske tradition indebærer en virkelig deltagelse i Gud, og den svarer på en særlig måde til den ortodokse doktrin om deltagelse i Gud, theosis, forklarer Tuomo Mannermaa.
Annonce
Det ville være at overdrive at kalde Luther mystiker – men omvendt er der ingen tvivl om, at mystikken betød noget for Luthers egen erkendelsesproces.
Han lagde stor vægt på det enkle forhold, at Gud i sit majestætiske væsen bøjer sig mod mennesket for at gøre sig til ét med det. Men Luther mente ikke, at Guds bøjen sig mod mennesket ændrer eller helliggør det enkelte menneske endegyldigt. Mennesket må hele tiden, til stadighed, igen og igen, erkende sin synd og samtidig vide sig gjort retfærdig gennem Guds nåde (på latin: simul justus et peccator).
Hvor Luther på den ene side understreger det forhold, at mennesket kan forvandles ved at lade sig indfolde i Kristi væsen, ved at tage imod den fødsel, der ligger i mødet med Kristi ånd, lægger han på den anden side stor vægt på, at mennesket aldrig kan hæve sig mod Gud af egen kraft, eller kan forvandles til at blive fuldstændigt uden synd.
Mennesket skal bøje sig under Gud, gøre sig selv til intet, for dermed at retfærdiggøres. Denne klare skelnen mellem Guds aktive handlen og menneskets passive delagtighed i denne handlen, forhindrer dog ikke Luther i at tale om helligelsen.
Luther kan i denne sammenhæng også referere til en kirkefader som St. Cyprian, der havde stor indflydelse på udviklingen af den ortodokse teologi:
"Men mærk dig, at Guds navn er helligt i sig selv og ikke skal helliges af os, så meget mere som det skal hellige alle ting og os med, men det skal helliges i os. Thi derved bliver Gud alt, og mennesket rent til intet..."
Af Elizabeth Knox-Seith,
kultursociolog og master i teologi, tilknyttet Peterstiftelsens Pilgimsgård. Redigeret og forkortet af Birgit Urd Andersen.
Temaer fra religion.dk |
Temaer fra kristendom.dk |
Temaer fra Kristeligt Dagblad |
| Afstemning |
|
|
|
|
| Nyhedsbrev |
|
Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail |