Finsk forskning genfinder Luthers mystiske sider

En af de sammenhænge, hvor man for alvor har forsøgt at genfinde de oversete mystiske sider hos Luther, er den nyere finske Lutherforskning.

Denne forskning udspringer af en levende tradition for Lutherstudier på Institut for Systematisk Teologi i Helsinki og kan ses som et opgør med hovedtendenserne i det 20. århundredes Lutherforskning.

Studierne har haft et tæt samarbejde med den russisk-ortodokse kirke, som er vigtig i Finland. Ærkebiskoppen for denne kirke, Martti Simojoki, tog initiativ til at starte en gruppe, der via sin tilknytning til fakultetet i Helsinki skulle lægge en teologisk grundsten til en dialog mellem lutheranere og ortodokse.

Professor Tuomo Mannermaa blev den vigtigste inspirator i dette arbejde. 
 
- Helt i begyndelsen af vore studier nåede vi til den konklusion, at Luthers idé om Kristi nærvær i troen kunne danne en basis for den luthersk-ortodokse dialog. Kristi iboenhed som forstået i den lutherske tradition indebærer en virkelig deltagelse i Gud, og den svarer på en særlig måde til den ortodokse doktrin om deltagelse i Gud, theosis, forklarer Tuomo Mannermaa.

Mystikken havde betydning for Luther

Det ville være at overdrive at kalde Luther mystiker – men omvendt er der ingen tvivl om, at mystikken betød noget for Luthers egen erkendelsesproces. 

Han lagde stor vægt på det enkle forhold, at Gud i sit majestætiske væsen bøjer sig mod mennesket for at gøre sig til ét med det. Men Luther mente ikke, at Guds bøjen sig mod mennesket ændrer eller helliggør det enkelte menneske endegyldigt. Mennesket må hele tiden, til stadighed, igen og igen, erkende sin synd og samtidig vide sig gjort retfærdig gennem Guds nåde (på latin: simul justus et peccator).