Moder Teresa havde en troskrise i de sidste 50 år af hendes liv, kan man læse i Berlingske Tidende fra d. 25. august.

Nyheden kommer nok som et chok for mange, for Moder Teresa er på mange måder blevet lanceret som indbegrebet af en helgen, sådan lidt på linje med Frans af Assisi.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig har haft særligt meget til overs for Moder Teresa. Jeg har altid syntes, at hun ligesom var "for meget," dvs. utroværdighed i hendes hellighed. Set i det lys er det faktisk sympatisk, at det nu viser sig, at hun måtte kæmpe med sin tro, for hermed kommer hun ned på jorden og bliver dermed også tilgængelig og forståelig. Og ikke mindst, hendes tvivl gør hende langt mere troværdig som kristen.

Tvivl er nemlig slet ikke troens modsætning, som nogen, være det nu ateister eller fundamentalister, gerne hævder. Tvivl er en del af troens realitet. Tvivl, være det nu den, der har sine rødder i, at vi føler, at vi ikke kan mærke Gud eller om det er den, der skyldes, at vi intellektuelt kommer til kort over for troen, viser os nemlig, at troen ikke er en menneskelig præstation.

Troen er en gave fra Gud, og dermed er den i sidste instans hans ansvar. Den protestantiske kernesætning om at vi frelses ved troen alene betyder, at vi ikke skal yde noget som helst for at blive frelst, for at have et Gudsforhold her i livet, et forhold, som vil vare ved også på den anden side af døden.

Vi skal ikke betale for at komme ind i Guds rige, hverken med gode gerninger, religiøse følelser eller intellektuelle præstationer. Tro, i protestantisk forstand, betyder, at vi har tillid til, at Gud har frelst os, at han er i vores liv og vil forblive der, sådan som det bliver os tilsagt i dåben.