Troen forener sjælen med Kristus

Dette uddybes særligt stærkt, når Luther, formodentlig inspireret af Bernhard af Clairvaux, flere steder går ind og bruger metaforikken fra brudemystikken til at uddybe forholdet mellem Gud og menneske. Jeg vælger her et eksempel fra traktaten Om et Kristenmenneskes Frihed:

"Troen virker ikke blot sådan, at sjælen bliver ligedannet med det guddommelige ord, fuld af nåde, fri og salig. Troen forener også sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom. Af denne ægteskabelige forening følger, som Paulus siger, at Kristus og sjælen bliver ét legeme. Således bliver også begges ejendom, lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad Kristus har, det er den troende sjæls ejendom, og hvad sjælen har, det bliver Kristi ejendom. Nu har Kristus alt godt og al salighed, det bliver sjælens ejendom. Og sjælen har al last og al synd på sig, det bliver Kristi ejendom.

Her opstår nu denne fantastiske ejendom og modsætning. Kristus er både Gud og menneske, han har aldrig syndet, og hans retfærdighed er uovervindelig, evig og almægtig. Han gør nu i kraft af den vielsesring, som troen er, den troendes synd til sin egen og handler fuldstændig, som havde han selv begået den. Så må synderen opsluges og drukne i ham, for hans uovervindelige retfærdighed er stærkere end alle synder. Således bliver sjælen da løst og fri fra alle sine synder alene for vielsesringens skyld, det vil sige for troens skyld, og sjælen får skænket sin brudgoms, Kristi, evige retfærdighed.

Er det nu ikke et herligt bryllup, der holdes, når den rige, ædle, retfærdige brudgom, Kristus, tager den stakkels, foragtede, onde horkvinde til ægte og befrier hende fra alt ondt og smykker hende med alt godt? Så er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer hende, for de ligger nu på Kristus, og i ham er de overvundet."  

Luther bruger, til forskel fra Bernhard af Clairvaux og andre mystikere, brudebilledet på en måde, der er særegen netop for hans teologi. Han lægger vægt på det salige bytte, nemlig det, at det er Kristus, der som både Gud og menneske er den agerende formilder mellem netop Gud og menneske. Kristus skænker vielsesringen, d.v.s. troen, og løfter hermed mennesket ud af synden og forvandler det, skaber det i sit eget billede, i Guds egen pragt. Mennesket forvandles dog ikke fuldstændigt, men forbliver synder, og for at sone dette forhold, tager Kristus, som brudgommen, synden på sig.

Det er væsentligt at bemærke, at mennesket for Luther ikke en ligeværdig medspiller i den mystiske forening med Gud, som Shulamit er det i Højsangen, hvorfra brudebilledet egentlig er hentet. Netop ligeværdigheden, det gensidige samspil og kærlighedsforhold er udgangspunktet for den fortolkning, man finder hos Bernard af Clairvaux, men Luther vender billedet om, og betoner i stedet, at den kvinde, Kristus tager til sin brud, er horkvinden, den fortabte synder, som han griber ud efter og drager til sig, nøjagtigt som i billedet fra Latomusskriftet, hvor Gud forbarmer sig over den bævende due i klippespalten – i øvrigt også (som før nævnt) et billede hentet fra Højsangen.

Af Elizabeth Knox-Seith,
kultursociolog og master i teologi, tilknyttet Peterstiftelsens Pilgimsgård. Redigeret og forkortet af Birgit Urd Andersen