Skønt begrebet "treenighed" ikke forekommer i Bibelen, giver Gud sig til kende som Fader, Søn og Helligånd allerede ved historiens begyndelse. I det Nye Testamente lyser den trinitanske hemmelighed allerklarest i Johannesevangeliets referat af Jesu afskedstale: "Jeg skal bede Faderen derom, og han skal give jer en anden hjælper, som skal være hos jer for bestandigt."

Sønnen er den der beder, Faderen den som sender, og Helligånden den der kommer.

Hos Johannes bliver det åbenlyst, at Fader, Søn og Helligånd er langt mere end en og samme Gud i tre skikkelser. De er tre personer. Vor tids individualisme - vi betragter ikke længere nødvendigvis vore liv i relation til hinanden, men forstår ofte os selv som fritstående individer - har forandret betydningen af begrebet "person."

Men treenigheden skal i første omgang forstås som et relationsbegreb: Fader, Søn og Helligånd er personer i den forstand, at de eksisterer i forhold til hinanden. Relationen er afgørende for identiteten: Gud er en, men ikke alene. Han er en overflod af evigt kærlighedsliv i hvilket Fader, Søn og Helligånd er det, de er, i kraft af deres forhold til hinanden.

På samme sted i det Ny Testamente i sammenhæng med Jesu dåb i Jordan, møder vi både Faderen, Sønnen og Helligåndenen, og hver af dem agerer personligt, dvs. i relation til de øvrige. Men de er aldrig tre guder, ejheller er de tre aspekter af Gud. I Gud råder en fuldstændig enhed, og derfor bekender vi med jøderne, at "Herren er en," men det er en enhed i relation.

Al logik slår knude på sig selv, når den forsøger at nærme sig Treenighedens hemmelighed. Gud leger med os, han driver gæk med vor klogskab og tilbyder os sit venskab. Der findes en hemmelighed i tallet tre, som undviger såvel vor tale om "en" og som om "mange."

Her bevæger vi os ind på matematikkens område. Tallet tre i Trenigheden er ikke et antal: De guddommelige personer kan ikke adderes. Faderen er i Sønnen, og Sønnen er i Faderen, og Helligånden bevæger sig sammen med Faderen og Sønnen i en svimlende kosmisk dans!

Vi er budt op til den guddommelige dans, vi er skabt til at forenes med Gud. Venskabens væsen, som er enhed, kan ikke gøres op på en kugleramme. Det kan kun erfares, nippes til, forunderes over – og forandre hjertet. Først når vi drages ind i Guds treenige liv, bliver det også muligt indefra at begrunde og sætte ord på det, som vi erfarer. Vore ord får da nødvendigvis karakter af lovsang mere end af udlægning. De bliver en tilkendegivelse af kærlighed mere end af overenskomst.

Samtidig ræsonnerer de første kristne logisk, selv hvad mysteriet angår. De siger: Hvis det er i Sønnens og i Helligåndens navn, at vi bliver døbt og velsignede, såvel som i Faderens, kan Sønnen og Helligånden da være noget andet end Gud?

Som kristne lovpriser vi den eneste Gud som fællesskabet af Fader, Søn og Helligånd. Hvis ikke Sønnen og Helligånden var Gud og af samme væsen som Faderen, da ville man med rette kunne anklage os for afgudsdyrkelse.

Den kristne tro på Gud som trinitarisk – ordet kommer af det latinske trinitas, som er sammensat af tres (tre) og unus (en) – vokser altså frem af de første kristnes erfaring med Gud, ikke af deres spekulationer om Gud. Forkyndelsen om en treenig Gud var i den tidlige kirke ikke et udslag af teologisk opfindsomhed med det formål at vække opmærksomhed og kildre tanken. Man havde ganske enkelt mødt Gud som en og tre på samme gang.

De første kristne forsamlinger var fast rodfæstede i et monoteistisk gudssyn. "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er en," lød den jødiske trosbekendelses første sats. Men ud af mødet med Jesus voksede overbevisningen om, at Kristus var Gud – ikke blot en halvgud eller et usædvanligt gudsbenådet menneske. Og når de på pinsedag erfor Helligåndens nærvær, stod det klart, at Helligånden er Gud.

Selv om treenigheden som teologisk begreb altså ikke findes i det Nye Testamente, er teksterne her fulde af eksempler på, hvordan de kristne erfarer Gud som en og alligevel som tre distinkte og hver for sig virksomme personer. De møder Jesus og deler hans opstandelsesliv. De tilbeder Faderen, som sendte Sønnen som sin store kærlighedsgave. De tager imod vejledning og oplysning fra Helligånden.

Det er, når de senere reflekterer over, hvad de har overværet og forsøger at sætte ord på deres erfaring – måden på hvilken Gud har åbenbaret sig i deres personlige liv – at treenighedstanken tager form og bliver grundlæggende for den kristne forståelse af Gud og dermed af verden. Den store kristne trosbekendelse fra 300-tallet udgør en bekendelse af de troendes fælles erfaring af Gud som Fader, Søn og Helligånd. Og den skænker beskyttelse mod de misforståelser, der kan opstå selv blandt fromme bibellæsere.

Den dragen den kristne treenighedstanke i tvivl, som i senere tid har gjort sig gældende, fremføres konsekvent med bibelord som støtte. De har desuden til fælles, at de er forbundet med et voldsomt kritisk syn på kirkens udvikling efter den apostolske periode.

Men den, der indtager det standpunkt, at kirken frafaldt det nytestamentelige mønsterbillede allerede efter nogle generationer, stilles over for et andet dilemma. For hvordan skal man da betragte kanon, altså det Nye Testamentes skrifter?

De mænd, der under bøn og møjsommeligt arbejde kom frem til, hvilke evangelier og øvrige skrifter, som skulle udgøre vor Bibel, var netop de kirkefædre, som disse kritikere forkaster.

Og ingen kan vel i ramme alvor mene, at den tidlige kirke var ledet af Helligånden ved kanons tilkomst, men var frafalden og ikke værdig til at blive lyttet til i alle andre henseender?

Der genstår det alternativ at vælge samme selektive holdning til det Nye Testamentes skrifter som de grupper i den tidlige kirke, der ikke kunne acceptere Gud som Fader, Søn og Helligånd. Men på hvilket grundlag kalder vi os da kristne?

Peter Halldorf er svensker, præst i Pinsekirken og forfatter. Han er redaktør af tidsskriftet Pilgrim og leder konferencer og retræter, bl.a. om kristen mystik. Kommentaren har været bragt som kronik i Pilgrim.

Oversat fra svensk af Sara Høyrup - http://www.texthouse.eu