ABORT: Biskopper forlader organisationen efter anerkendelse af kvinders ret til abort som menneskerettighed
Amnesty International er kommet i konflikt med den katolske kirke, efter at organisationen har besluttet at støtte kvinders ret til at vælge abort. Mest konsekvent er det sket i Den irske Republik, hvis nationale afdeling af Amnesty International officielt har meddelt, at den ikke vil støtte verdensorganisationens nye politik, der tillader abort i forbindelse med voldtægt, incest eller trusler mod moderens liv og helbred.
Generel holdning blandt katolikker verden over
USA's katolske bispekonference har ligeledes taget afstand fra Amnesty International. I en erklæring fra præsidenten, William Skylstad fra Spokane, hedder det, at kampen for at beskytte menneskeliv og kæmpe for den menneskelige værdighed må fortsætte. Den katolske kirke vil søge autentiske veje og arbejde tæt sammen med organisationer, der ikke er i strid med den fundamentale menneskeret til livet fra undfangelsen til døden.
Udtalelsen falder i tråd med lederen af det pavelige center for justits og fred, kardinal Renato Martino. Han har udtalt, at katolikker må stoppe deres bidrag til Amnesty International, hvis organisationen fortsætter sin støtte til abort.
Også den skotske ærkebiskop at St. Andrews og Edinburgh, kardinal Keith O´Brien, har ”som en samvittighedsgerning og med største bedrøvelse” meddelt, at det er hans hensigt at forlade Amnesty International. Det skete i et brev til direktøren for Skotlands menneskeretskommission, hvor den 69-årige kardinal forklarer, at han meldte sig ind som ung student og har støttet organisationen lige siden.
Amnesty Internationals vicegeneralsekretær, Kate Gilmore, siger, at hverken den irske afdelings beslutning eller de amerikanske biskoppers erklæring vil ændre Amnesty Internationals politik på området. Organisationen startede i 1961 som en kampagne for samvittighedsfanger. Den blev oprettet af den engelske advokat, Peter Benenson, der selv konverterede til den katolske kirke. Amnesty International, der i dag tæller 1.8 millioner medlemmer, modtog i 1977 Nobels fredspris.