Ricardt Riis |
2. september 2007
En kristen martyr kan ikke slå andre ihjel for sagens skyld, forklarer teolog Ricardt Riis
Spørgsmål:
Hej Ricardt
Man hører og ser så meget om martyrer i medierne, når de viser udsendelser fra mellemøsten. Hvad er i grunden forskellen, imellem muslimsk martyrdom, og kristen martyrdom?
Blev lidt forbavset, over en udsendelse fra et muslimsk land, hvor de talte med nogle mødre, hvis største ønske var, at deres sønner ville blive martyrer. Hvorfor ønske døden frem for livet?
Med venlig hilsen
Sigurd
Svar:
Kære Sigurd!
Forskellen på en muslimsk martyr og en kristen ditto er hurtigt skitseret op. Den muslimske martyr er ude på at
slå ihjel, den kristne finder sig i at
blive slået ihjel.
Det, der er fælles, er villigheden til at dø for deres sag. Men muslimen er så sikker i sin sag – han har en sand tyrkertro på sin sag – at han er villig til at slå andre ihjel for sagens skyld. Den kristne tror lige så stærkt på
sin sag, men den sag, han tror på, er en sag, der har Jesus Kristus som centrum, og da Jesus valgte at lade sig slå ihjel frem for at slå andre ihjel, kan den kristne derfor ikke, hvis han vil være
kristen martyr, slå andre ihjel for sagens skyld.
Umiddelbar vil man måske synes, at den muslimske martyr-forestilling må være langt mere effektiv end den kristne. Men det er ikke tilfældet. Den kristne martyr-forestilling går ud fra, at sandheden vil overbevise i frihed, den vil ikke tvinge sig igennem, den vil lade sproget virke frit, for den har en – nå ja – tyrkertro på, at sproget nok skal sætte sig igennem, den frie diskussion skal nok gøre sig gældende, så de love, der vedtages, er retfærdige.
Og hvis således kristentroen eventuelt selv har fremkaldt demokratiet, og i hvert fald står last og brast med det, så er det nok den kristne martyr-tanke, eller kristendommens forestilling om mennesket som et sprogvæsen i det hele taget, der er den mest effektive virkemiddel. For demokratiet er stærkere end diktaturet.
Man kan i vore dage lægge mærke til en anden forskel på den muslimske og den kristne martyr. Forestillingen om den muslimske martyr har nemlig ændret sig i vore dage, så martyren tænkes at opnå sin martyrstatus, selv om han slår sig selv ihjel. Sådan har det ikke altid været indenfor islam. Normalt har man sagt, at selvmord er forbudt i islam, og martyren var derfor "kun" en person, der døde i krigen for islam. Men efter at selvmordsbombemændene blev "opfundet", har islams teologi ændret sig, så selvmord nu er tilladt, ja, oven i købet gavnligt for islams sag, hvis man vel at mærke kan tage andre med sig i døden.
Den kristne martyr, derimod, begår ikke selvmord, han bliver martyr, fordi andre slår ham ihjel, uberettiget.
Du undrer dig over, at nogle mødre kan ønske sig martyrstatus for deres sønner og spørger: Hvorfor ønske døden frem for livet?
Og man må virkelig dele din undren, når man stilles overfor de rabiate muslimer i Europa, der går med tanker om at dræbe sig selv for at slå et antal europæere ihjel. De synes at være båret af en ganske forskruet tankegang, og det er virkelig svært for os andre at sætte os ind i, hvad det vel skal gøre godt for. Specielt besynderligt forekommer det, når man opdager, at langt de fleste af selvmorderne er veluddannede og har et godt job.
Lidt anderledes stiller det sig efter min mening med selvmordsbomberne i Palæstina. Her kan vi dog ligesom bedre sætte os ind i tankegangen. For den undertrykkelse, palæstinenserne udsættes for, gør deres tilværelse udsigtsløs, og de mennesker, der ikke kan se nogen fremtid for sig selv, for dem kan måske dette at opnå martyrstatus synes tillokkende.
Men så er der selvmordsbomberne i Irak! De synes lige så ufornuftige og uforklarlige og meningsløse som dem i Europa og USA.
Jeg ville ønske, at USA efter 11. september 2001 havde undladt at angribe Afghanistan, og at de senere naturligvis også havde undladt at angribe Irak. De kunne i stedet for at råbe på hævn have fremhævet passagererne i det fjerde fly som sande martyrer, de kunne have hånet de muslimske selvmordsbombere, fordi de trods deres store villighed til at dø ikke kunne hamle op med ganske almindelige amerikanere, der, stillet overfor døden, ikke blev lammede eller klynkende, men gik til modangreb, for at forhindre, at andre amerikanere skulle dø. Når amerikanerne af begivenhederne tilfældigt får foræret en række helte, så burde de have udnyttet dem langt bedre, end de har gjort.
Det drejer sig jo ikke om at slå muslimer ihjel, hvad enten de bor i Afghanistan eller Irak, heller ikke de muslimer, der går med tanker om at lave selvmordsattentater, det drejer sig om at vinde muslimernes hjerter. Og det gøres altså ikke med krig og voldsanvendelse, selv om den, der bruger den, aldrig så meget mener, han har ret. Det gøres snarere ved at vise dem, at friheden er bedre at bygge samfund på end frygten. Og det kunne også være gjort ved at skildre heltene fra det fjerde fly som helt anderledes hele mennesker end deres banemænd.
Lad dette være nok for denne gang. Hvis vi skal alle forskellene igennem, skal vi skildre religionerne og deres forskelle i deres helhed, og det ville vist blive for langt.
Jeg har skrevet en lille afhandling om Kaj Munk og Martin Luther, der behandler emnet "martyrforestillinger" lidt mere udførligt. Den kan findes på
her.Venlig hilsen
Ricardt Riis
Tidligere sognepræst
Se i højre side links til muslimske svar på spørgsmålet om islams forhold til martyrdom, krig og vold - skrevet af Aminah Tønnsen og Safet Bektovic, red.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk