Hej

"Forskellen på en muslimsk martyr og en kristen ditto er hurtigt skitseret op. Den muslimske martyr er ude på at slå ihjel, den kristne finder sig i at blive slået ihjel."

Jamen er det derfor at martyrerne fra korstogene kæmpede ved at dræbe andre?


Desuden har man i Islam forskellige slags martydom som kan opnåes på forskellige måder.

Man kan i Islam sagtens være martyr ved at lade en selv dø fremfor at andre uskyldige mennesker dør. F.eks. kan du være martyr hvis et sted bliver holdt som gidselsted og du så som
muslim giver dig selv til gidseltagerne og beder dem om at slippe de andre fri.

Martydom i Islam har mange farver. Så synes at denne artikel er helt hen i vejret, for den bærer intet sandhed med sig.

Desuden bliver der selv til dags dato talt om kristne martyr. tjek blot De Amerikanske præste prædike om martyrdom før USA's soldater drager i krig.

Hej igen

Kære Anonym!
Du tager fejl. Der er forskel på kristendommen og islam, og der er forskel netop med hensyn til martyrbegrebet.
Én af de berømteste muslimske tænkere, Ibn Khaldun, der døde i Cairo i 1406, skriver i sit mest berømte skrift Muqadimma: “I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt, fordi den muslimske mission er universel, og på grund af forpligtelsen til at omvende enhver til islam, enten ved overtalelse eller ved magt. – – De andre religiøse samfund havde ikke en universel mission og hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem, de havde kun pligt til at forsvare sig”. (Muqadimma, kapitel 3, afsnit 31).
Det er sandt nok, at paven sendte korsfarerne af sted for at de skulle kæmpe for kristendommens sag; men han kaldte ikke dem, der døde i krigen, for martyrer. Luther og med ham de fleste nutidige teologer hævdede, at vel skulle man forsvare sig mod tyrkerne, der belejrede Wien i 1529, men man skulle gøre det under kejserens banner, ikke under pavens, det vil sige, man skulle forsvare sig, men undlade at angribe muslimerne (tyrkerne) af religiøse grunde. Så der er i den kristne kirkes historie kun nogle få år, hvor vi (fejlagtigt) har ført krig for at udbrede kristendommen. Islam, derimod, har under hele sin vækst fra 632 til 1685, hvor tyrkerne endegyldigt blev standset foran Wien, ført krig for at udbrede deres religion. Hermed siger jeg ikke andet, end hvad Ibn Khaldun siger.
Det ville være udmærket, om der kun fandtes den slags martyrer, du taler om: mennesker, der udveksler sig selv med gidsler. Men de muslimske martyrer, vi hører mest om, det er nu selvmordsbomberne.
Og det ville være endnu mere udmærket, om samtlige muslimer ville tage afstand fra de martyrer, der dræber andre med deres selvmord. Det er jo det, der er så forargeligt og umenneskeligt.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.

Hej kære Ricardt Riis

Jamen det khaldun siger er jo ikke i ensoverstemmelse med den islamiske forståelse af hvad begrebet "jihad" indebærer.

Når en muslimsk "mujahid" (den der fører jihad, altså den der stræber for det gode ved at bekæmpe det onde) så har han nogle retningslinjer som han skal forholde sig til. Det er ej tilladt at dræbe de der ikke selv bærer våben imod denne "mujahid", ej hellere er det tilladt at dræbe fjenden bag fjendens ryg, osv. osv. der er mange regler. Men Det er ik det jeg vil tge fat i.


Khaldun siger at muslimske matyr kan opnåes ved at man enten kæmper for at forsvare sig eller ved at man kæmper for at udvide Islam. Dette er en lodret løgn.

I Islam er det ej tilladt at udvide islam til et land der ikke allerede har en befolning som allerede består af 60% muslimere.

Derfor er det for Islam UMULIGT at udbredde sig md sværdet.

Det er desuden nævnt i koranen at Islam IKKE må tvinges på folk, men at det er et valg mennesket selv vælger.


Den korte af den lange:

Jeg mener at når folk med sådan en stor autoritet som dig skriver en artikel som denne du skrev, så synes jeg at man skal tage de rigtige deffinationer på de emner man arbejder med.

Så når du tager fat i konceptet "jihad i Islam", så burde du tage det fra de rene islamiske kilder og ikke fra de muslimere som selv har misforstået begrebet.

For hvis alle gjorde som du gjorde, så ku en muslim ligeledes finde de ekstrimistiske kristne terrorgrupper i USA samt andre lignende ekstrimistiske kristne grupper i Europa, heraf kan jeg nævne IRA. De dræbte også uskyldige mennesker i Jesus navn. Skal en muslim så også pege fingre på kristendommen og sige at kristne dræber uskyldige?

Man skal være retfærdig. Retfærdighed er vejen frem.

Det er dejligt at se at du bruger din tid på at læse folks kommentar til dig, smukt.

hej igen

Kære anonyme!
Denne Ibn Khaldun, som jeg citerer fra, er ikke en hr hvemsomhelst. Han er anerkendt som en stor muslimsk filosof i store dele af den muslimske verden. Men det er da for så vidt glædeligt, at du vender dig imod hans ytringer. Blot må du jo vide, at du dermed også vender dig imod store dele af den muslimske tradition.
Det samme kan måske (men her siger jeg: måske) også siges om din noget bastante påstand om, at islam ikke kan påtvinges nogen. Der står i koranen, at der ikke skal være tvang i religionen. Men ganske mange steder i den muslimske verden tolkes dette sådan, at man ikke må tvinger nogen, når han ønsker at gå ind i islam, men godt må anvende tvang for at forhindre, at han går ud af islam. Med andre ord: ganske mange steder er det forbudt for en muslim at forlade islam, visse steder er der endog dødsstraf for det.
Jeg læste for nogen tid siden en afhandling af den pakistanske muslim Mawdudi (der døde i 1979, altså ikke en middelalderlig figur), der tog det spørgsmål op, om der var dødsstraf for frafald fra islam. Det mente han, der var. Og han henviste til, at alle de fire retsskoler indenfor islam mente det samme.
Det skulle da glæde mig meget, om der fremstod en Euro-islam, der mener som du, at man ikke kan anvende tvang i religionen, hverken til at få folk til at tilslutte sig islam eller for at få dem fra at forlade islam. Men jeg tror, de skal gøre sig klart, at de i så fald må gøre op med store dele af den muslimske tradition. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Hvis man siger noget andet end den muslimske tradition har sagt igennem århundreder, så må man være klar over, at det er det, man gør.
Du nævner en række regler som en mujahid skal overholde. Udmærket! Bortset fra, at han så vidt jeg kan forstå på dig, stadig må slå ihjel for at gennemføre det gode. Det gjorde også Muhammed selv, så han er i den henseende i godt selskab. Men Jesus gjorde det ikke. Han bragte en ny forståelse af forholdet mellem mennesker og Gud. Men han anerkendte, at denne nye forståelse måtte modtages i frihed, den kunne ikke tvinges igennem. Derfor fandt han sig i at blive korsfæstet.
Så henviser du til ekstremistiske kristne grupper i Europa. Men du må være klar over, at du får meget svært ved at finde kristne grupper i Europa, der vil opnå deres mål ved at anvende vold. Du nævner vist IRA i den forbindelse. Men er de kristne? Udøvede de deres voldelige aktivitet i Jesu navn? Det har jeg overset. Men hvis de gjorde det, så er det ikke blot muslimer, der kan pege fingre af dem, det kan vi kristne også gøre. Og vi gør det.
Til sidst skriver du: “Retfærdighed er vejen frem”. Det kan vi kun være enige om. Ikke en speciel kristen retfærdighed, ikke en særlig muslimsk retfærdighed, men simpelthen en menneskelig retfærdighed, dvs en retfærdighed, som alle kan forstå er retfærdig. Men det er jo netop det svære. At finde den retfærdige vej i forholdet mellem israelere og palæstinensere er ikke nogen let opgave, selv om der kan peges på adskillige uretfærdigheder, der begås mod palæstinenserne. Og at få folk overbevist om, at det var et brud på international lov (og på almindelig retfærdighedsfølelse) at angribe Irak, er også vanskeligt.
Netop derfor er diskussion så vigtig. For igennem diskussion får vi vort retfærdighedsbegreb tilslebet, så vi føler det naturligt at rette os efter det.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.

Kære Flemming Vang!
Vi skal vist snart til at holde op, for det ser ud til, at vi kommer til at gentage os selv lidt for rigeligt. Og det plejer at være et tegn på, at diskussionen er ved at løbe ud i sandet.
Men lad mig alligevel prøve at gentage mig selv endnu en gang.
Du erklærede dig fuldstændig enig i min bemærkning om, at forholdet til Gud og forholdet til næsten hang sammen på den måde, at en ændring i opfattelsen af det ene ville medføre en ændring i opfattelsen af det andet.
Dette er en meget væsentlig ting for mig, og jeg har en mistanke om, at du alligevel ikke er helt enig med mig, eller måske ikke helt har forstået de vidtrækkende konsekvenser af denne iagttagelse.
Det betyder fx, at alle Paulus’ udredninger om, at vi retfærdiggøres ved tro, ikke ved gerninger, ikke blot har deres gyldighed i gudsforholdet, men uden videre kan overføres til forholdet mellem mennesker: det, der gør, at forholdet mellem mennesker bliver gjort intakt igen efter at have været brudt (svarende til “retfærdiggørelsen” i gudsforholdet), kommer ikke i stand ved et større eller mindre antal gode gerninger, men ved, at den ene stoler på den andens kærligheds- eller tillidsord.
Det betyder fx for ægteskabsbryderskens vedkommende, at hun ikke bevares i de forhold, hun står i (fx forholdet til hendes mand, som jo er slået i stykker ved hendes utugt), blot ved at hun “holder sig på måtten”, det væsentlige er, om den indbyrdes tillid kan genoprettes. Og her er det, jeg siger, at der nok er en del, der skal bedes om tilgivelse for, og en del, der skal tales igennem.
Hvis ikke den nye forståelse af gudsforholdet på den måde smitter af på forståelsen af menneskeforholdet, så bliver formaningerne i det ny testamente blot opfattet som en ny lov, lidt vanskeligere at leve op til end den gamle. Er det en sådan forståelse, der får dig til at sige, at “For mig at se gør denne nye forklaring det reelt umuligt at sige, at synd ikke er "at overtræde en lov, en moralforskrift eller en opfattelse af, hvad et menneske skal stræbe efter”.”?
Lige efter siger du: “Jeg mener, at Synd i Jesu forståelse er ikke at kende/genkende Gud i det, Jesus sagde og gjorde.” Og det kan du måske have ret i, men hvordan skal så Jesu ord i Joh 5,14 og 8,11 (synd ikke mere) forstås? Hvordan kan de efter din mening forstås, sådan at der ikke er tale om, at synd er lig med lovovertrædelse, men tale om, at synd er “ikke at kende Gud i det, Jesus sagde og gjorde”?
Venlig hilsen
Ricardt Riis.