Åndeligheden er vendt tilbage

I nogle dele af samfundet bliver idealet at undlade at plukke fra de etablerede tilbud og institutioner og i stedet skabe sig selv fra bunden. Religiøsiteten er et område med stort pres på den enkelte til at udvikle sin egen tro. Det hænger sammen med, at dele af nyåndeligheden er blevet stærkt knyttet sammen med den såkaldte selvudvikling. At skulle skabe sin egen identitet, også den religiøse, er et voldsomt krævende livsprojekt. Det driver os i armene på hjælpere, de være sig åndelige væsner eller menneskelige vejledere og kursusholdere.

Ændringerne er dramatiske og stikker dybt. Den kendte engelske religionssociolog Paul Helaas beskriver det, der sker, som en åndelig revolution, og siger, at den finder sted i store dele af Nordeuropa. Det revolutionerende, siger Helaas, fremgår af, at der i dag er flere mennesker, som tror på noget guddommeligt i mennesket end på en teistisk gud uden for mennesket. Etablerede institutioner som samfundsvidenskab og teologi, sundhedsvæsen og kirke udfordres alle af den nye religiøse virkelighed, som institutionerne kæmper for at forholde sig til. Og medierne har nok at skrive om. 

Kirken udfordret

Mange mennesker ønsker at finde plads til dem selv, deres tro og deres tvivl inden for rammen af den Norske Kirke. For kirken er dette glædeligt. Samtidig er det imidlertid problematisk på flere måder. Et af problemerne for kirken er, at kirkemedlemskabet for mange bliver et passivt medlemskab eller rettere sagt et medlemskab, der kun tages i brug ved de store begivenheder i livet: dåb og konfirmation, vielse og begravelse. Samtidig går folk omkring med en længsel efter et guddommeligt nærvær og en hjælp fra oven til hverdagens mange udfordringer. Ofte oplever de, at kirken ikke har noget at byde på i forhold til disse længsler, og de åbner sig i stedet for kræfter og energier eller engle og andre åndevæsener, som de søger livhjælp hos.  Mange mennesker gør sig paranormale eller åndelige erfaringer.

Kirkens problem er, at dens sprog ikke taler til menneskene, der vandrer i dette landskab. Den norske kirke har stirret sig blind på den store talmæssige opslutning til kirken gennem medlemskab og deltagelse i de kirkelige ritualer. Kirkens sprog er gennemsyret af en flertalsmentalitet præget af selvtilfredshed og nedvurdering af andre trosudtryk. Ligesom alle andre majoriteter, der forvalter etablerede sandheder, har kirken svært ved at indse dette.

Imidlertid er det afgørende måske, at kirken har indstillet sig på at fungere i et stadig mere sekulariseret samfund. I det sekulariserede samfund (før nyåndelighedens indtog) var åbningen mod en åndelig dimension i tilværelsen minimal, og samtale om sådanne sager var henvist til privatsfæren. Det har skabt en åndelighed sprogløshed og ubehjælpsomhed i det sekulære samfund, som rækker langt ind i kirken.

Derfor har kirken svært ved at tage folk alvorligt, tale med dem og tilbyde dem tolkninger, når de fortæller om åndelige og paranormale erfaringer. Dermed åbnes et stort rum for nyreligiøst sprog og virke. I den alternative åndelighed oplever mennesker, at deres mystiske oplevelser bliver taget alvorligt og givet fantasirige tolkninger, og de bliver tilbudt nye, intensive erfaringer. Ofte til en høj pris.

Hvad gør kirken?

Ligesom alle andre dele af samfundet, inklusiv kirken, må nyåndeligheden stilles i et kritisk lys. Holder den, hvad den lover? Tilbyder den enkle løsninger på komplicerede problematikker? Kvalitetssikres kurser og terapier gennem kritisk efterprøvning internt og eksternt? Og hvad betyder det for åndeligheden, at den bliver gjort til en profitabel forretning?

Kritik af og polemik mod nyåndeligheden er dog ikke en af kirkens hovedopgaver. Kirkens opgave er derimod at møde mennesker der, hvor de er på deres vandring, at lytte til dem med respekt og åben nysgerrighed, og at forsøge at vejlede dem ud fra kirkens tro og erfaringsramme. En forudsætning for at nå målet er, at kirken genvinder sin drivkraft til at søge videre ind mod livets centrum – som ifølge kirkens tro er den Treenige Gud – og søge dybere i det åndelige livs kilder: Biblen og kirkens tradition. 

Frem for alt står kirken over for en udfordring om at få frem, at samtalen om det sandt menneskelige er samtalen om Gud, og at denne samtale har plads til alle sider af menneskelivet. Det betyder også, at samtalen om skaberværket, om forholdet mellem mennesker og dyr, træer og blomster, ikke er en anden samtale, men indgår i den store samtale om Gud. I dag går der en stærk længsel gennem samfundet efter helhed og nærhed og kommunikation med naturen. Denne længsel og de erfaringer, som mange mennesker gør i mødet med naturen, kan godt rummes inden for kirkens skabertro. Kirken tror, at mennesker, dyr og natur udspringer af samme guddommelige ophav. Det betyder, at der er et slægtskab, en sammenhæng, en fælles handlen i hele skaberværket, som er af vital betydning for livet.

Rendegarnet i skabelsens væv er Skaberen selv. Det er en stor udfordring for kirken at nå frem til sit Gudsbillede. Kirkens Gud er ikke en Gud, som er uden for mennesket og naturen. Kirkens Gud er en Gud, som virker i og kan bo i menneskenes hjerter; en Gud, der gennemstrømmer hver en fiber af universet og som samtidig står over for mennesket og hele skaberværket som dets Skaber og forløser.

En kirke, der lytter mere både udadtil og indadtil, vil ændre karakter og blive en mere åben og medvandrende kirke med en åbenhed, der er rodfæstet i kirkens eget centrum.

Tore Laugerud er norsk teolog og forfatter. Artiklen er oversat fra norsk af Sara Høyrup / www.texthouse.eu