asalaamu aleikum wr wb , jeg har selv laert foerst om sunni da jeg som dansker konverterede nu studerer jeg saa specielt shia.. men ville ogsaa gerne hoere om hvad sufi egentlig staar for. det er vel stadig allah swt mohammad saws og de 5 soejler der er det centrale ikk. men hvad er der saa udover det der goer en til sufi? og har de deres egen moske eller gaar de i en alm sunni moske.. og udover det er jeg intereserede i hvor mange danske revertitter vi egentligt er oppe paa.. selvom det ikke kan siges praecist maaske. insh'allah jeg kan faa svar paa mine spoergsmaal.

wa salaam Zayneb

Det kan du godt.

Sufismen er en fredelig filosofisk skole, som har sit udspring i islam, men betragter andre religioner som ligeværdige. Sufi dyrkes af både muslimer og kristne. Deres åndelige "hovedkvarter" ligger i Konya i Tyrkiet, hvor Mevlana, også kaldet sheik Rumi, ligger begravet. Han var både digter og mystiker og han stiftede en orden, kendt som de dansende (eller hvirvlende) derwisher, som snurrer rundt om sig selv til musik fra ney-fløjter og trommer.

Fløjtespillet er meget smukt, og kan fås på CD'er, men derwisherne må man til Konya for at opleve. Kemal Atatürk forbød dansen, men mildnede sidenhen forbudet, så de må danse en gang om året, hvor sufier fra hele verden tager til Tyrkiet for at opleve det.

Der hører også en særlig form for meditation til sufismen, og hvis du er interesseret i at lære mere, så findes der en sufiskole også i Danmark. Hvis du googler på sufi på sider fra Danmark, kan du sikkert finde den og få flere oplysninger.

Mvh

Ole Bjørn

En af de militante sufiordener er Naksibendiye, der er spaltet i to strømninger, som begge er ekstremt militante og meget antikristne. Centralen i Tyskland er Castrup-Rauxel.

En anden af de radiale ordener er Sïleymanci, som er opstået i Tyrkiet i 1930erne. Bevægelsen er kendt for sin radikale brug af taqija, hvis ekstreme form blev videreudviklet for at snyde og bekæmpe Kemal Atatyrk. Bevægelsen, som også kalder sig "Süleyman Efendis elever" eller "Süleymancilar" hører til de mest ekstreme og aggressive islamiske foreninger i Tyskland og tager sig især af korankurser. De har dannet "Forbundet af Islamiske Kulturcentre"(VIKZ). De danner muslimske friskoler, som "eliteskoler", der skal lede børnene frem til at blive imamer.

http://www.islaminfo.dk/artikler.asp?PgID=218

Kære oscar.

Lige så lidt som du kan tage den spanske inkvisition, calvinisterne, flagellanterne eller Ouseley-troende til indtægt for den grundlæggende kristendom, kan du ikke tage radikale islamistiske grupper fortolkning af sufismen til indtægt for det grundlæggende budskab i sufismen.

Sufismens rødder går tilbage til Muhammeds datter Fatima, og kvinder har spillet en stor rolle i udviklingen af denne esoteriske variant af islam. Kvinder er helt ligestillede med mænd i den sufiske grundtanke, som meget kort kan siges at være kærlighed til Gud. Dette blev udtrykt af en af de tidligste kvindelige sufi-udviklere, Rabi'a al-Adawiyya, som levede i 700-tallet. Derfor kalder man i sufi-traditionen ikke kun Gud for "den nådige og barmhjertige", men først og fremmest for "den elskede".

Sufisterne er sande monoteister, eftersom de mener at alle mennesker tilbeder den samme gud, men blot giver ham mange forskellige navne. Selv har de 99 navne på Gud. Deres mål er gennem fordybelse og meditation at rense sindet for alle onde tanker, så man åndeligt kan blive forenet med Gud og dermed med hele universet.

En af de største sufi-mestre var Mevlâna Jalâluddîn Rumi, som mest refereres til som Sheik Rumi. Han udviklede meget ligestillingen mellem kvinder og mænd og havde selv en hel del kvindelige disciple. Disse deltog da også i derwishernes hvirveldans, som kaldes SEMA, hvis formål er at hente universets kraft og energi ned og kanalisere den til menneskene. Derfor holdes den ene hånd løftet med håndfladen opad, og den anden sænket med håndfladen nedad.

Sufierne ignorerer alle koranens grusomheder, og bruger i deres filosofi kun de spirituelle vers i suraerne. En ægte sufi kan kendes på, at han er blottet for had til jøder og kristne og betragter dem alle som ligeværdige mennesker, og hvis man vil gøre forskel på kvinder og mænd, så skal man sætte kvinden højere end manden fordi, som Mevlana udtrykte det, "Hun er en stråle fra Gud, og hun er ikke blot skabt, men også skabende".

Dele af sufi-filosofien gennemsyrer mange retninger indenfor islam, men det er klart at specielt kvindesynet og fraværet af jødehad er faldet den traditionelle islam for brystet, så der er opstået flere sekter, der søger at trække sufismen tilbage i folden. Om den danske sufi-sekt hører til dem, ved jeg ikke.

Både videnskaben og digtekunsten i islamiske lande er stærkt influeret af sufismen. Omar Khayyam er et godt eksempel på dette, og ligeså 1001 nats eventyr (allesammen), som er én lang hyldest til kvindens skønhed og klogskab. Der er ingen kærlighedsdyrkende kvinder, der bliver stenet der.

Sufismen er efter min mening det eneste bevaringsværdige i islam.

Mvh

Ole Bjørn

Jeg er helt klar over, at mit copy/paste indlæg ikke på nogen måde er dækkende.
Men afarter hører også til her, som det gør på andre religioners kontur.

Men se så her, hvad jeg fandt:

»A strange passion is moving in my head.
My heart has become a bird
which searches in the sky.
Every part of me goes in different directions.
Is it really so
that the one I love is everywhere?«

(En ukendt lidenskab rumler i mit hoved.
Mit hjerte er blevet en fugl
der søger himmelstrøg.
Enhver del af mig spredes i forskellige retninger.
Er det virkeligt sådan
at den (det?) jeg elsker er overalt
(Min ufuldkomne oversættelse)

Lyder det bekendt? Næppe. Digtet hører ikke til den kanon, der gennemgås i danske gymnasier eller læses i dannede danske kredse.

Spørger man muslimer over hele verden, vil mange imidlertid udstråle en genkendelsens glæde. Digtet er berømt og elsket i store dele af den muslimske verden, og dets forfatter er blandt de mest populære skikkelser i islams historie.

Det er den persiske sufi Djelaleddin Rumi, der levede i 1200-tallets Tyrkiet, der har skrevet digtet. Her stiftede han en islamisk munkeorden, hvis medlemmer koncentrerede deres energi om at tilbede og nærme sig Gud via åndedrætsøvelser, recitation af Allahs navne og en hvirvlende dans, som munkene siden blev verdensberømte for.

H.C. Andersen oplevede som en af de første danskere »de hvirvlende dervisher« og beskrev dem i sine rejsebreve. På trods af H.C. Andersen og på trods af, at danskere på ferie i Tyrkiet kan se Rumi-munkenes arvtagere opføre deres dans, er både digtet og den åndelige tradition, det udspringer af, imidlertid ukendt for de fleste danskere. Denne tradition er den islamiske mystik, sufismen.

Ukendskabet til sufismen kan til dels forklares med, at islam ofte præsenteres som et spørgsmål om at gøre gymnastik fem gange om dagen, småsulte i den muslimske fastemåned ramadan og tage på tur til Mekka og rende rundt om kaabaen for derefter at vende hjem belæsset med gaver. Der tales meget om pligter og regler, sharialove og straffeformer. Der er fokus på de praktiske problemer og politiske potentialer i islam. Det er synd. For de formalistiske diskussioner skygger for en forståelse af, hvordan den daglige praksis kan kombineres med åndelighed, kærlighed og poesi.

Rumis digte og lærehistorier kan hjælpe os til at se denne dobbelthed. Hans popularitet er et udtryk for, at sufismen ikke blot er en stærk strømning, der præger den muslimske verden i lige så høj grad som traditionen for bogstavelig og tekstnær korantolkning.

Sufismen opstod i slutningen af 600-tallet som enkeltpersoners forsøg på - via askese, bøn og gudsfrygt - at nå tilbage til den islamiske guldalder i Muhammeds menighed. Siden udviklede sufismen sig overvejende væk fra askesen og i retning af en mere glædes- og kærlighedsorienteret tilgang til religionen. Fokus var nu især på at udvikle metoder til at erkende Guds kærlighed og lade den afføde en tilsvarende kærlighed i den enkeltes sjæl. Sufierne bad og fastede ofte lige som andre muslimer, men udviklede også andre metoder til at opnå nærhed til Gud. Det kunne være åndedrætsøvelser, recitation af koranvers og trancedans.

Den persiske sufimester Al-Hudjwiri beskrev i 1000-tallet sufismens essens således: »Hvis sufisme bestod af formel praksis, så kunne den opnås gennem personlige anstrengelser. Hvis den var en videnskab, kunne den indlæres gennem et studium, men da sufisme er en dyd, må du søge den inden i dig selv for at finde dens egenskaber, og derefter selv praktisere dem på rette vis. Du må betale den retfærdige pris for den, for ellers vil du aldrig opnå sufismen.«

Sufismen er altså en tradition og praksis, der tager afstand fra den åndløse koranlæsning, som fører til udynamiske forskrifter for menneskelivet. De traditionelle retslærde i den muslimske verden har dog på deres side hævdet, at sufismen er en egoistisk, verdensfjern og udsvævende praksis, som forsømmer ansvaret for samfundets orden.

Der har siden 700-tallet været tale om et modsætningsforhold mellem sufierne på den ene side og de islamiske retslærde på den anden. Men det lykkedes i 1100-tallet teologen al-Ghazzali at bygge bro over den påståede kløft. Al-Ghazzali underviste i årevis i en stor koranskole i Bagdad, men fik en personlig krise, da det gik op for ham, at han trods sin intellektuelle viden om Gud aldrig havde erfaret hans eksistens. Han begyndte derfor at læse sufiernes værker: »Da gik det op for mig, at det, der frem for noget karakteriserer dem, kun kan opnås gennem personlig erfaring, ekstase og en ændring af personligheden ... Jeg indså, at sufierne er folk med personlig erfaring og ikke folk af ord, og at jeg var nået så langt, som det er muligt gennem studier og refleksion, så kun personlig oplevelse og tilbagelæggelse af den mystiske vej stod tilbage.« (Fra Karsten Lomholt: »Elskere og asketer«, Museum Tusculanums Forlag 1994).

Al-Ghazzali tog konsekvensen af sin erkendelse. Han rejste til Damaskus og Jerusalem og praktiserede sufisme, og 10 år senere vendte han tilbage til Bagdad og skrev en rækker bøger, hvor han argumenterede for, at de lærdes tolkning af Koranen og de ydre regler for levevis burde suppleres af sufismens personlige søgen efter gudserfaring. Og at sufismen burde have et indgående kendskab til korantolkning som sit grundlag. Dermed reddede Al-Ghazzali sandsynligvis islam fra at blive splittet i to uforenelige strømninger.

Uenigheden mellem de to sider er dog blusset op adskillige gange siden, ikke mindst i den muslimske verdens randområder, hvor sufierne er gået i dialog med andre religioners tilhængere og har dyrket Jesus som et eksempel til efterfølgelse. En praksis, som har fået traditionalister og fundamentalister til at beskylde sufierne for afgudsdyrkelse. Interessen for Jesus har til gengæld gjort kristne opmærksomme på den fælles åndelighed i islam og kristendom.

Sufierne har peget på betydelige lighedstræk mellem protestantisme og sufisme, blandt andet en særlig inderlighed. Den herboende filosof med bosnisk baggrund Safet Bektovic påpeger, at Søren Kierkegaards syn på troen som noget dybt personligt og inderligt, der må have konsekvenser for ens handlinger og livsførelse, har mange fællestræk med sufiernes syn på troen som noget, man må tilegne sig gennem en personlig erfaring af Gud.

Sufismen har - blandt andet på grund af ligheden med protestantisk tradition - potentiale til at fremme dialogen mellem muslimer og ikke-muslimer i Danmark. Dens poetiske verdensbillede kan hjælpe danskere med billeder af håndsafhugninger og steninger på nethinden til at få andre associationer til ordet islam.

Men det betyder ikke, at sufismen kan erstatte den mere traditionelle korantolkning. Og der findes muslimer i Danmark, der dyrker sufismen med udgangspunkt i al-Ghazzalis teori om, at det kræver et solidt kendskab til sharia at »flirte« med sufismen. Har man ikke dette kendskab, vil man blot blive ført bort i psykens afkroge, lyder argumentet.
Sufisme dyrkes dog også af både muslimer og ikke-muslimer, for hvem sharialove synes irrelevante, blandt andre den danske performancegruppe Breath, hvis sceneshow kombinerer digt-recitation, elektroniske lydspor og skuespil. Og forlaget Vangsgaard har oversat et fint udvalg af Rumis lærehistorier. Bogen, der har titlen »Der er vinduer mellem menneskers hjerter«, blev positivt anmeldt i nærværende avis, da den udkom i 2001. Og jeg kan kun være enig med Nikolaj Nottelmann, der i sit forord til bogen konstaterer: »Her er noget at hente for enhver, hvad enten han eller hun ser nysgerrigt til fra sidelinien eller allerede befinder sig på vejen.«

Vejen fører til en af islams skatte, som er tilgængelig for alle og ikke bliver mindre værd, fordi flere deles om den. Sådan er sufismens natur, og man kan kun håbe, at flere ikke-muslimske danskere og troende muslimer vil vove sig ind i dette skatkammer af poesi, kærlighed og åndelighed. Med Rumis måske mest berømte tekst kunne man sige:

»Uanset hvem du er, så kom.
Om du skulle være vantro, hedning
eller ildtilbeder, så kom!«

Malene Grøndahl.
Kronik i KRISTELIGT DAGBLAD den 26. maj 2003.

Hvad betyder ordet sufi?

Man kan være sufi samtidig med alle andre trosretninger indenfor islam, bortset fra den yderligtgående fundamentalisme som salafisterne og wahhabisterne og islamiske organisationer som Hisb-ut-tahrir repræsenterer.

Sufismen er en filosofisk opfattelse af religionen, der kun hylder de fredelige sider af islam. De fleste store arabiske digtere og filosoffer var sufi, som f.eks. Omar Khayyám som digtede det monumentale værk, Rubáiyát.

Hvis alle muslimer var sufi, ville verden være et betydeligt fredeligere sted.

Se iøvrigt mit andet svar.

Mvh

Ole Bjørn