Mennesker, der kommer med denne type af erfaring som en del af livets bagage, vil ofte have brug for dybtgående og seriøs vejledning i mødet med den kirkelige tradition, og de vil ofte have brug for nye måder at komme i kirken på. Ofte oplever de, at alt for mange i kirken ”larmer”for meget. Der er ingen hengivelse, ingen kontemplativ ro. Når man endelig har sat sig ned for at være stille og hvile i Gud, bliver man bedt om at rejse sig, sætte sig igen, rejse sig atter igen, o.s.v. Der er ikke nok ”stilhed” og ”lytten” i gudstjenesten, vil mange sige. Den virker mere som ”ritual” end som et rum, hvor man reelt kan møde Gud. Derfor er retræte, meditationog pilgrimsvandring stigende i popularitet.

At turde tale om Gud som en direkte, erfarbar virkelighed har så at sige været bandlyst i den danske, teologiske tradition i adskillige årtier. Det har betydet, at det at berøre eller overhovedet anerkende eksistensen af en mere personlig gudserfaring er blevet ”udgrænset” til mere karismatiske og pietistisk prægede miljøer, hvor universitetsteologien ikke på samme måde har fået lov at tage ”overhånd”.

Moderne søgende stiller ofte meget dybe spørgsmål, og derfor er det så overordentligt vigtigt at bryde blufærdigheden i folkekirken. Det er vigtigt at kunne begynde at finde nye ”spejle” i debatten om, hvad det er at tro - og i den sammenhæng gælder det om at søge dybere i den kristne tradition. 

Noget af det, der blandt moderne søgende har stor interesse, er mystikken, altså selve det, at mennesket har mulighed for at erfare Gud, at fornemme Gud som en gennembrydende del af dagligdagen. Mange, som kommer til kirken, kommer faktisk med erfaringer af såkaldt ”mystisk” karaktér, og har brug for hjælp til at tolke dem. Nogle tør slet ikke henvende sig til kirken, fordi de er bange for at blive opfattet som ”mærkelige” – eller endnu værre, som ”kættere”. Så de går rundt med deres indre erfaringer i årevis, og gemmer dem som små perler, ofte uden at dele dem med nogen. Denne vandring kan være meget ensom, og ofte lukkes der først op for den skat, der ligger i deres erfaring, hvis de møder andre, som de kan fornemme har haft erfaringer af samme karaktér.

Den søgende vil spørge: Hvad er nåden? Hvad er det være i Guds hånd? Findes Gud, eller er det nærvær, jeg selv har erfaret, blot en illusion, fordi jeg er i krise? Hvordan erfarer jeg, hvad der er sandt eller falsk? Kan Gud virkelig vise sig som en engel i drømme, eller er jeg helt på vildspor?

Netop af denne grund er det så meget desto mere vigtigt, at folkekirken tør vende sig mod sin egen luthersk-evangeliske tradition og se på, hvilke kilder, der skjuler sig her – kilder som synes at være blevet drænet ud, midt i kampen for at skabe en mere rationel teologi i et samfund, der blev stadig mere og mere sekulariseret. Muligvis er det sekulariseringen indefra, der har skabt det tomrum, som har haft sat et præg på teologien, og som på mange måder også har haft betydning for synet på, hvordan Luther skulle læses og tolkes.

For i højere grad at kunne møde den moderne søgen, er det vigtigt, at man i folkekirkelig sammenhæng tør genopdage de kilder til forståelse af forholdet mellem Gud og menneske, som dels findes i Luthers egen teologi, dels findes i andre traditioner, som har beskæftiget sig dybtgående med Gudserfaringens betydning.

Elisabeth Knox-Seith er kultursociolog og master i teologi. Tilknyttet Peterstiftelsens Pilgrimsgård. Artiklen er redigeret af Birgit Urd Andersen.