Hej!
Bare en detalje, men Irshad er faktisk en kvinde. Lesbisk og feminist og super sej. Har lige læst hendes bog "The trouble with islam", der er meget oplysende og interessant-

Hilsen
Katrine

Islam har en oplysningstid. Det eneste der bliver læst i muhammedanske lande er koranen. Muhammedanere er derfor meget oplyste om islam. Det forfærdelige resultat kan ses i hele Muhammedanien.

Problemet er at koranen er det sidste Allah vil sige, og den må ikke ændres nogensinde.
Men der er helt klart meget mere at sige, hvilket giver sig udtryk over hele mellemøsten og samtlige muslimske lande og ændringer i er høj grad påkrævet.

Islam har allerede haft sin Oplysningstid, men det var for nästen tusind aar siden, og den förte til, at salafisterne vandt over de liberale muslimske filosoffer som önskede at sätte menneskets fornuft over de religiöse dogmer.

Naar islam vender tilbage til kilderne saa möder de ikke som Luther gjorde en religionsstifter som prädikede nästekärlighed og pacifisme og afstod fra at väre politisk magt, men en psykopatisk magtgalning der konstruerede en totalitär politisk ideologi med religiös begrundelse der krävede total underkastelse under doktrinen om had mod vantro og overvindelse af vantro gennem jihad.

Det er vist forskellen og sagen i en nöddeskal!

når han skriver følgende:

citat:
Til forskel fra alle andre danske toppolitikere, inklusive Thorvald Stauning, så bibeholdt Anker sin enkle levevis og simple lejebolig i et typisk socialdemokratisk arbejderkvarter i København SV, på Borgbjergvej i "Musikbyen" lige til sin død.



fordi Anker - mig bekendt - er lyslevende. Men vi må nok tilskrive det - den ellers oplyste, Ipso Facto - hans tilsyneladende længevarende udlændingehed.

Anker har politisk väret en död sild siden han löb af pladsen i november 1982.

Det er ganske vist nogle aar siden at jeg saa ham paa dansk TV, og det var ikke i anledning af hans begravelse, men hans 80 aars födselsdag 13. juli 2002, og da saa han ud som han ikke havde langt igen.

Men fakta lader sig ikke benägte - Anker lever paa Borgbjergvej og nyder sin pensionisttilvärelse, efter nu at have passeret de 85 aar.

Lyslevende er nok en overdrivelse, men jeg vil nödtvungen gaa med til blot "mere levende end död" - fysisk set

Islam har brug for en oplysningstid(?) ... et nyt fif, for
de aner ikke hvilket ben, de skal stå på.
Forstillelse, igen. - ( fordi Muhammed digtede .. )

Rettroende siger: der kan ikke ændres noget i Koranen.

Og det er sagen i en nøddeskal. Mere behøver jeg ikke
at skrive ...


mvh. lasker

Tre ting angående ijtihad
1. Mig bekendt blev “porten til ijtihad” (muligheden for selvstændige fortolkninger af koranen) lukket omkring år 1000. Man mente dermed, at sharia var fastlagt, det, fremtidens muslimer havde at gøre, var blot at adlyde.

Én af dem, der igen åbnede “porten til ijtihad”, var stifteren af wahhabismen, den meget strenge tolkning af islam, som Saudi-Arabien bygger på. Så hvis nogen mener, at enhver form for ijtihad er noget positivt, tager han fejl; nyfortolkningen kan lige så vel gå i retning af en strengere form for islam. Forøvrigt den tilladelse til selvmord, der ligger bag godkendelsen af selvmordsbombemænd, også kommet i stand i kraft af ijtihad.

2. Man må på ingen måde forveksle ijtihad med en vestlig, demokratisk debat. Vi vesterlændinge debatterer på baggrund af de erfaringer, vi hidtil har gjort, og på baggrund af fornuftsprincipper. Vil nogen komme med åbenbaringsforestillinger, kommer han ind som en hund i et spil kegler: sådanne forestillinger kan vi ikke bruge til noget.

Men den muslimske ijtihad-diskussion har koranen som baggrund. Det drejer sig ikke om at bygge på erfaringer, det drejer sig om at fortolke nogle i forvejen foreliggende tekster, som påstås at være Guds eget ord. Hele denne diskussion er altså begrænset af koranens tekst, det vil sige, begrænset af, hvor langt man kan presse denne tekst i den retning, man ønsker.

3. Når man læser sådanne forsøg på nytolkning af koranen – jeg beskæftigede mig for nogen tid siden især med Riffat Hassans forsøg på at få koranen til at gå ind for ligeberettigelse mellem mænd og kvinder – så forekommer den måde, man behandler koranen på, mig nærmest at være blasfemisk. Den arme vorherre gør man til et snøvl, der ikke forstår at udtrykke sig tydeligt. Og fortolkeren selv ligner en prokurator af værste slags, der vender og drejer en lovparagraf for at få den til at passe ind i hans eller hendes kram.

Et eksempel: I sura 5,38 hedder det i en norsk oversættelse, jeg har fundet på nettet: “Tyven, mann som kvinne, hugg av deres hender, som en gjengjeldelse de har fortjent, og som en preventiv straff fra Gud. Gud er mektig, vis”. Det har man i gamle dage forsøgt at bløde op ved at sætte strenge betingelser for denne straf, så den næsten aldrig blev anvendt. I nyere tid har man “nyfortolket” det i retning af, at det blot betyder, at man skal “slå hånden af vedkommende”, underforstået: ikke mere have noget med ham at gøre. Hvordan det kan være en præventiv straf fra Gud, eller hvordan det kan være en gengældelse, de har fortjent, det kan jeg ikke rigtig se. Men lad det ligge. Her vil jeg blot sige, at man da i al denne nyfortolkningsiver gør Gud en bjørnetjeneste. Er virkelig den almægtige så afmægtig, når det drejer sig om at udtrykke sig, at han ikke kan sige det tydeligere? Er det da ikke højst uheldigt, at man igennem mange århundreder, ja i Saudi-Arabien indtil denne dag, hugger hænder af hans skabninger, oven i købet i den formening, at man derved udfører hans vilje, blot fordi han ikke har udtrykt sig tydeligt? Kan det virkelig være Gud selv, der taler med så megen uld i mund?

Mig forekommer det, at det ikke er sådanne prokurator-udlægninger, der er brug for, men i stedet en fuldstændig udskillelse af alle de uheldige koranvers. Dog, så længe man fastholder, at hvert ord i koranen er Guds eget ord, har det vist lange udsigter med nogen reformation i den retning.

Koranen er ikke en almægtig Guds ord!
At tro det, er at gøre nar af Gud.

Fortolkning? - Vil du da ikke lige hoppe og danse.
Læs dog alle de modbydelige 'ild-suraer' .... Allah
har ild på hjernen ... eller rettere: Muhammed havde.

Allah elsker kun muslimer. Alle andre skal i ilden.
( det kaldes på godt dansk for racisme )

Mange af disse suraer kunne én fra 10. klasse havde
skrevet bedre.


mh. Lasker

DEN UDEBLEVNE ISLAMISKE OPLYSNINGSTID

Det har været fremhævet som en mangel ved den islamiske civilisation, at den ikke har gennemlevet en oplysningstid, men det er da velgörende, at ogsaa muslimer bosat i Vesten nu rejser debatten i det saakaldte Projekt Ijtihad.

Synspunktet er tidligere (2002) fremført i den danske samfundsdebat af bl.a. Hedegaard og Ralf Pittelkow. Sidstnævnte skriver i bogen "Efter 11. september - Vesten og islam" blandt andet:

citat:
Historisk set er der jo intet grundlag for at hævde, at islam per definition ikke kan skabe store samfundsmæssige resultater. Men søger man i mylderet af konkrete forklaringer efter en overordnet årsag til islams vej fra storhed til fald, så trænger ét bud sig på: Islam fik ikke sin OPLYSNINGSTID.




Dette er, som jeg tidligere skrev strengt taget forkert. Islam HAR oplevet en slags oplysning, forstået som en forsøg på at anvende rationel tænkning og således relativere den islamiske rettroenhed. Denne oplysningstid ligger meget langt tilbage i tiden - i 800-tallet - medens den europæiske indtraf 900 år senere. Det afgørende er imidlertid, at det islamiske forsøg på oplysning blev kortvarigt og hurtigt nedkæmpet af en doktrinær rettroenhed, der har holdt sig helt til vore dage.

Islams "åbning mod fornuften" for mere end et millennium siden har ikke sat sig spor hos de dominerende islamiske retsskoler, ifølge Ibn Warraq (2003).

Spørgsmålet er så, hvorfor islams oplysningstid aldrig slog igennem og førte til demokrati således som den europæiske gjorde?

I stedet for spørgsmålet om, hvorfor den islamiske verden aldrig har haft et selvgroet demokrati sættes så spørgsmålet om, hvorfor den ikke har haft en selvgroet oplysningstid. Og her er det relevant at spørge, om forklaringen på denne forskel ligger i en forskel mellem kristendommen og islam.

Hvis man som Pittelkow og andre tror, at forklaringen på den islamiske verdens vanskeligheder med at etablere en demokratisk samfundsorden ikke skyldes islam i sig selv; men mangelen på en oplysningstid, så har man blot glemt eller overset spørgsmålet om grunden til den islamiske verdens mangel på oplysningstid og om islams rolle i det forhold. Der er simpelt hen ingen vej uden om at undersøge, om forskellen mellem henholdsvis den vestlige og den islamiske verdens holdning til demokratiet skyldes en forskel i de to herskende religioner selv.

Her er analysens konklusion, at mens kristendommen blev statsreligion og politisk magtfaktor PÅ TRODS AF Jesu forkyndelse, så blev islam statsreligion i fuld overensstemmelse med Muhammads forkyndelse. Derfor lå der også i Jesu forkyndelse et indbygget opgør med, at kristendommen var blevet institutionaliseret som en politisk magtfaktor. Et opgør mod ethvert forsøg på at guddommeliggøre politiske institutioner og magter, og mod at guddommeliggøre en særlig politisk lovgivning. Et sådant indbygget opgør findes ikke i Muhammads forkyndelse. Her bliver opgøret ikke mod dem, der tror at kunne guddommeliggøre den politiske lovgivning, men mod dem, der ikke er ihærdige nok i at gennemføre den islamiske lovgivning.

Det blev i første omgang Luther, der kom til at menifestere kristendommens indbyggede opgør med religionen som politisk magt. Det var med Reformationen, at kimen blev lagt til sekulariseringen af politikken i den vestlige verden. Fordi man havde en religion, som når den tog sig selv alvorligt, også måtte sekularisere politikken. Deri er kristendommen forskellig fra islam. Selve islams centrale idé om en guddommelig lovgivning for samfundet, giver den ikke nogen indre vej til sekularisering af det politiske. Her fører den indre vej langt snarere i den modsatte retning: til fornyet forening af politik og religion i en genoplivning og styrkelse af den islamiske lovgivning.

Således er der en afgørende forskel på de to religioners forhold til politik. I den kristne verden kommer kritikken af ethvert forsøg på at ville sanktionere en bestemt politik religiøst ikke mindst fra religionen selv. I den muslimske verden er det en central del af selve den politiske opgave at skulle gennemføre en religiøst sanktioneret lovgivning. Hvor kristendommen i sig selv gør det suspekt at ville tage religionen til indtægt for en politisk lovgivning, så gør islam det suspekt at ville gennemføre en lovgivning, som ikke har sin grund i islam.

Islamforskere som Renan og Grunebaum har anført den pointe, at islamisk videnskab i nogen tid udviklede sig PÅ TRODS AF ISLAM. Som Renan udtrykker det:

citat:
Videnskab og filosofi blomstrede på muslimsk grund gennem middelalderens første halvdel; men det var ikke på grund af islam, men trods islam. Ikke én muslimsk filosof eller videnskabsmand slap for forfølgelse. I den nævnte periode er forfølgelsen mindre intens end instinktet for fri forskning, og den rationalistiske tradition holdes i live, men så får intollerancen og fanatismen overtaget. Det er sandt, at også den kristne kirke lagde mange forhhindringer i vejen for middelalderens videnskab; men den kvalte den ikke ligefrem, sådan som den muslimske teologi gjorde. At give islam æren for Averroes (1128-98) og så mange andre strålende tænkere, som tilbragte halvdelen af deres liv i fængsel, blev tvunget under jorden, måtte leve i vanære, hvis bøger blev brændt, og hvis skrifter næsten blev tilintetgjort af de teologiske myndigheder, er som at ville give inkvisitionen æren for Galileis opdagelser og for hele den videnskabelige udvikling, som den ikke var i stand til at forhindre.




Islam har traditionelt opdelt videnskaberne i de prisværdige, de dadelværdige og de neutrale. Dadelværdige er alle videnskaber, der ikke hjælper mennesket med at handle rigtigt over for Gud. Profeten skal selv have bedt til Gud om at beskytte sig imod unyttig viden. (Jf. Muhammads ord, da han erklærede Medina for hellig by: "Gid enhver, som fører nye ting til denne by må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd").

Nyttig var den viden, der understøttede eller fremmede religionsudøvelsen. I det lange løb tabte de gamle, det vil sige de græske, videnskaber kampen mellem tilhængerne af den teologiske og den filosofisk-videnskabelige tilgangsvinkel, idet de ikke var nødvendige for at virkeliggøre det liv, som Gud havde forordnet. Selv om også muslimske lærde ydede bidrag til de "græske" videnskaber, blev de aldrig rodfæstet i den islamiske civilisations grundlæggende bestræbelse. Ifølge islam er menneskets vigtigste opgave og mål at tjene Gud, og til det formål var der behov for discipliner, der var tæt knyttet til religionen, som for eksempel den islamiske retsvidenskab, men enhver videnskabelig bestræbelse derudover måtte forblive perifer og kunne i virkeligheden opgives.

Ikke blot kvalte den islammiske ortodoksi videnskabsmændenes forskning, det var også tydeligt, at deres forskning ikke havde noget at bidrage med til et islamisk samfund, der ikke betragtede ny viden som en berigelse af livet. For nutidige og vestlige betragtere fremstår videnskabens nederlag som en forarmelse af den islamiske civilisation, men som den pakistansk-fødte islamforsker Ibn Warraq udtrykker det:

citat:
... for muslimerne var det ikke noget tab, idet ... videnskab(en) ikke bidrog til den muslimske målsætning om at tjene Gud. Tanken om viden for dens egen skyld var meningsløs i den muslimske sammenhæng.




Som et eksempel på denne forfølgelse af videnskabsmænd, kan man nævne sagen om Ibn al-Haytham (Alhazen), hvis værker blev erklæret kætterske og derefter glemt i det muslimske Østen. En discipel af den jødiske filosof Maimonides beretter, at han var på forretningsrejse i Bagdad, da et bibliotek som tilhørte en vis filosof (der døde i 1214) blev brændt. Den gejstlige, der stod for dommens eksekvering, kastede selv Ibn al-Haythams astronomiske værker på bålet, efter at han havde kaldt deres beskrivelse af jordkloden et sørgeligt symbol på ateisme.

Et andet eksempel er fra det Andalusien, som moderne islamofile fremhæver som et ideal og mønster på et højtudviklet multikulturelt, tolerant og fredeligt samfund. I de spanske byer fungerede islam som en detaljeret pligtlære, der foreskrev miserable forhold for det store flertal af kvinder. I al-Andalus håndhævede jurister fra den malikitiske retsskole en særlig streng version af sharia, og i slutningen af det 12. århundrede vakte filosoffen Ibn Rushd (Averroes) skandale i Sevilla - Almohade-kaliffernes residens - ved sine kontroversielle udtalelser om kvinder. Efter hans mening var alle mennesker uanset køn i besiddelse af et intellekt, og derfor burde også kvinder have adgang til uddannelse og i det hele taget en højere grad af frihed. Dette vakte imidlertid udbredt forargelse, og byens bogbrændere og obskurantister ophidsede i 1196 pøbelen mod den gamle filosof. For at standse optøjerne og bevare de retslærdes loyalitet i krigen mod de kristne måtte kaliffen derfor sende filosoffen i eksil.

Som følge af imamernes og ulemas tyranniske fanatisme endte islam som en antividenskabelig og fremskridtsfjendtlig religion, der er ude af stand til at skabe fremskridt i de områder, hvor den har tag i befolkningsflertallet.

Islams muligheder for, efter den langvarige civilisatoriske tilbagegang, nu at bevæge sig ind i moderniteten og etablere grundlaget for en slags islamisk oplysningstid ligger i at frigøre sig fra den traditionelle, fundamentalistiske og dogmatiske udlægning af de hellige tekster, og det kan kun ske ved at omfortolke dem eller ved at relativere deres betydning.

Lad mig til slut give et aktuelt eksempel på et sådant moderne forsøg på at bringe islam ind i moderniteten, der desværre er endt lige så sørgeligt som alle tidligere forsøg på at bringe fornuft og oplysning i islam.

Et radikalt opgør med den islamiske fundamentalisme, som ayatollah Khomeini repræsenterede, blev forsøgt af den iranske ayatollah Jalal Ganj´i, der af samme årsag blev fordrevet af sin kollega sammen med adskillige andre, ikke fundamentalistisk indstillede iranske gejstlige. Hvor det under shaen var Khomeini der levede i eksil i Paris er denne skæbne nu overgået Ganj´i og hans tilhængere.

Ganj´i går til angreb på selve kernen i den islammiske fundamentalisme og slår til lyd for en historisk opfattelse af Koranen. Vil man virkelig forstå, hvad det var, Koranens vers ville sige Muhammad og hans samtidige, må man tage de historiske omstændigheder på profetens tid i betragtning, understreger ayatollah Ganj´i, ellers risikerer man at forstå det modsatte af, hvad Koranen i virkeligheden vil sige. Han pointerer også, at hvert koranvers er et svar på en bestemt historisk tildragelse.

Hermed leverer Ganj´i en elegant løsning på det påtrængende muslimske problem: hvordan forene påstanden om koranversenes guddommelige oprindelse med deres - efter moderne begreber - barbariske indhold? Han anviser således en metode til at relativere koranteksten uden at skulle benægte, at den nøje gengiver Guds ord. Ganj´i mener også, at ikke-muslimer kan bidrage med lærerige udlægninger af Koranen, hvis de har de fornødne faglige forudsætninger. Her går han stik imod den dominerende opfattelse inden for islam, der vil forbyde ikke-muslimer at udlægge - og overhovedet studere - den hellige tekst.

Interessante er også Jalal Ganj´is politiske konklusioner: Han afviser på det bestemteste, at Koranen skulle forkynde noget muslimsk verdensherredømme, eller at islam skulle stå i modsætning til frihed og demokrati. Samtidig bebrejder han Vesten, at man ikke tager demokratiet alvorligt, idet mange partier og regeringer i Vesten har gjort sig til fundamentalisternes forbundsfæller. Her er Den Europæiske Union et særligt grelt eksemplem på hvor galt det kan gå, når man knægter de demokratiske frihedsrettigheder for ikke at krænke islamiske fundamentalister.

Om Jalal Ganj´i er pluralist og tilhænger af demokrati i vestlig forstand, er det for tidligt at sige noget om. Problemet, som han personificerer, er, at under islam afhænger friheden til syvende og sidst af de lærdes udlægninger af de gamle tekster. Folk som Ganj´i vil formentlig udlægge Koranen liberalt og således give et betydeligt råderum for politikken, den frie tanke og den religiøse og kulturelle pluralisme, men hvordan løser man det problem, at andre ayatollaher kommer til andre tolkninger? Så længe de islamiske lærde fastholder troen på den koraniske tekst guddommelige status, vil der altid være mullaer, der for det første vil kræve fortolkningsmonopol og for det andet udlægge de hellige tekster absolut fundamentalistisk. Inden for kristendommen blev det endelige opgør med den religiøse totalitarisme først muligt, efter at kritikere havde vundet retten til at kritisere Bibelens tekster. Her blev udviklingen som sagt hjulpet på vej, fordi de religiøse grundtekster - Jesu forkyndelse - selv afstod fra at ville være politik og krævede sekularisering. Alligevel var kritik af kristendommen en livsfarlig beskæftigelse gennem mange århundreder.

Det er denne grænse, som islam aldrig har formået varigt at overskride - trods adskillige reformforsøg i en periode, der strækker sig over mere end et millennium. Den islamiske oplysningstid kom derfor aldrig rigtigt i gang, og den ligger således stadig ude i en usikker fremtid. Her kan Vesten gøre en indsats ved at støtte de reformkræfter i islam som prøver at sætte fornuften over dogmerne, således at islam på sigt opgiver det guddommelige påbud om at underlægge hele verden for Allah. Først da er der mulighed for fredelig sameksistens mellem muslimer og andre religioner og kulturer - en sameksistens som må bygge på reciprocitet og gensidig anerkendelse af andre religioners og kulturers ret til at eksistere uden at skulle påtvinges og overmandes af islam gennem jihad.