Moder Teresas lidelser kommer ikke fra Gud

 

På sin vis kan man jo godt forstå logikken i en sådan tankegang, for hermed kan den troende give sin personlige lidelse mening. Jeg lider, fordi Gud elsker mig, jo mere jeg lider, desto mere kan jeg føle mig overbevist om hans kærlighed. Problemet er blot, at man på denne her måde udvikler et uhyggeligt Gudsbillede og i øvrigt seriøst fordrejer den rolle, som lidelsen spiller i Det Nye Testamente.
 

Jesus led og døde på korset for vores skyld, lidelsen var altså den vej, som Jesus valgte at gå for at frelse os. Han sagde også, at hans disciple måtte regne med, at komme til at lide. Også de måtte drikke hans bæger (Matt. 20,22), og vi alle er kaldede til at bære vores kors og følge ham efter (Matt. 16,24). Lidelsen er nemlig menneskelivets grundvilkår, for livet er jo noget, som man kommer til at dø af. Lidelsen forsvinder ikke fordi vi benægter den eller forsøger at flygte fra den. Nej, at være kristen består også i, at vi er kaldede til at turde se lidelsen i øjnene i bevidstheden om, at den ikke vil have det sidste ord, for vi venter på en bedre verden, hvor der ikke længere vil være nogen lidelse.
 

Lidelsen skyldes nemlig, at verden ikke er, som Gud ønsker den. Gud er kærlighed og ønsker ikke, at hans skabninger skal lide. Lidelsen er det dunkle mysterium som vi som kristne må kæmpe med, men en ting er sikkert, Gud ønsker ikke lidelsen! Når en 10-årig pige bliver voldtaget af fem voksne mænd og 2 år efter, under store kvaler, dør af den hiv-infektion, som de smittede hende med, ja så skyldes det ikke, at Jesus holder særligt meget af denne pige og vha. voldtægt og hiv-smitte ville vise hende en særlig gunst. Man viser ikke kærlighed ved bevidst at mishandle dem, man holder af.

 

Lidelsen, være det nu den sjælelige eller den fysiske, kommer ikke fra Gud, der er kærlighed. Men Jesus lider med dem, der lider. Også når vi midt i meningsløsheden ikke kan føle hans trøst, så er det dog ham, der bærer os.
 

Jesu død på korset var en gang for alle. Ligesom han ikke gennemlever sin passion igen og igen, fordi den er et historisk kapitel i frelseshistorien, som er afsluttet, således hverken kan eller skal vi med vore lidelser bidrage til at frelse verden. Gud gav det det mest kostbare han havde, nemlig sin egen søn, for at frelse os en gang for alle, derfor er det de facto en manglende tro på Guds grænseløse kærlighed til sin faldne skabning, hvis man bilder sig ind, at der er brug for, at vi supplerer Guds gave, eller at han dog ikke gav tilstrækkeligt og vi derfor er nødt til at hjælpe til med stedfortrædende lidelser.
 

Bemærkelsesværdig er også den sidste del af Iben Thranholms klumme. Her springer hun nemlig fra et forsvar for den katolske lidelsesspiritualitet over til at forkynde et budskab, som går ud over denne. Her skriver hun nemlig: ”Det særlige i moder Teresas tilfælde er, at hun af Gud bliver hensat i denne mystiske tilstand af forladthed og mørke, fordi Gud selv lider over, hvordan den moderne verden afviser hans kærlighed. Det er nemlig heller ikke ukendt, at mystikere også kan modtage den nådegave at kunne mærke, hvordan Gud selv føler og opfatter verdens forhold til ham. Aldrig før i historien har verden afvist Gud, som den har gjort det i det 20. århundrede. Det er denne smerte, moder Teresa bærer sammen med Jesus. Hendes lidelse handler derfor ikke bare om menneskelig svaghed i troen, men om hvordan Gud føler sig ensom og forladt af den menneskehed, som han brændende ønsker at være sammen med. Samtidig med at moder Teresa konkret hjalp de afviste og fattige i verden, bærer hun således på stedfortrædende vis Jesu smerte over menneskers afvisning af ham.”
 

Jeg har ikke hørt om nogen anerkendt kristen mystiker, der skulle have modtaget den nådegave, at kunne mærke, hvordan Gud lider under verdens forhold til ham. Derimod påstår pseudo-profeten Vassula Ryden, som Iben Thranholm er en glødende tilhænger af, at Jesus en gang overtog kontrollen med hendes krop og tvang hende til at gennemleve den passion, som han gennemgår pga. verdens forhold til ham, samtidigt med, at han talte og handlede igennem hende.

Tanken om at vi skal trøste Jesus, bære hans smerte, ja hans kors, er en grundtanke i Vassula Rydens såkaldte budskaber, en forestilling, der om muligt er en endnu værre forvrængning af den nytestamentlige skildring af Jesus og lidelsen, end den, som vi finder i den traditionelle katolske lidelsesmystik.
 

Troslærekongregationen har i en skrivelse fra januar 2007 endnu engang bekræftet sin tidligere afvisning af at Vassula Rydens budskaber skulle være af overnaturlig karakter. Det er formodentligt derfor, at Iben Thranholm ikke nævner Vassula Ryden med navn, men hun kan tydeligvis ikke lade være med at hverve for dennes budskab.


Karen M. Larsen er cand. mag. og gymnasielærer