Intet revolutionerende i “Den femte revolution”

Der er nok ikke tvivl om, at hjerneforskningen i disse år vitterligt gør fantastiske opdagelser. Ja, det er måske endda tilfældet, at hjerneforskningen er i gang med at revolutionere vores forståelse af mennesket på en række områder. Ikke mindst på områder relevante for behandling af sygdom. Den videnskabelige revolution er dog næppe knyttet til de dele af hjerneforskningen, hvis resultater Lone Frank refererer. Et synspunkt, jeg i det følgende vil underbygge ved at analysere to af de helt centrale studier i bogens argumentation.

I bogens kapitel om oprindelsen til Gudstroen refereres i betydeligt omfang til forsøg gennemført af den neuroforskeren Michael Persinger. Forsøgspersoner iklædes en styrthjelm udstyret med magnetspoler og placeres i et hermetisk lukket, mørkt og lydtæt rum. Herefter sendes via magnetspolerne særlige magnetiske impulser mod udvalgte dele af forsøgspersonernes hjernebark. Ved forsøg med mere end tusind personer har man fundet, at op mod firs procent under forsøget fornemmer en andens eller noget andets tilstedeværelse. En del forsøgspersoner rapporterer ydermere, at den tilstedeværende var en navngiven religiøs person – typisk fra den religion, de i forvejen bekender sig til.

Hvad viser Persingers eksperiment? Ja, desværre gør Lone Frank sig ikke nogen (systematiske) overvejelser herom, men lader blot Persinger konstatere, at en række religiøse oplevelser altså tilsyneladende har deres ophav i hjernen. Men viser eksperimentet nu også det? Lad os for et øjeblik se bort fra, at vi ikke kender alle detaljer ved eksperimentet og de præcise fund. Lad os også se bort fra, at en svensk forskergruppe, der har lavet eksperimentet, mener, at det intet har med magnetfelter at gøre, men derimod manipulation.

Lad os tage eksperimentets ”face value”.
Eksperimentet kan tages som evidens for, dels at bevidsthedsfænomener er ledsaget af aktivitet i hjernen, dels at bevidsthedsfænomener kan opstå og påvirkes ved at påvirke hjernen. Dette ville i givet fald understøtte en ”common sense” opfattelse af forholdet mellem bevidsthed og hjerne, ifølge hvilken der er afhængighed mellem de to. (Antageligt en svag form for superveniens). At være lidt melankolsk og høre blues på en søndag vil således ofte blive kædet sammen med lørdagens aktiviteter. Ligesom det også er almindelig accepteret, at visse euforiserende stoffer kan foranledige religiøse oplevelser. Dette er i sagens natur også ”common sense” for en Gudstroende. Kontakt med Gud er ikke en ud-af-kroppen oplevelse i bogstaveligste forstand. Nej, den er selvfølgelig ledsaget af hjerneaktivitet.

Eksperimentet kan derimod på ingen måde vise, at en troendes oplevelse af Gud ikke har deres ophav i Gud. At man er i stand til at forårsage en instans af en bestemt type af bevidsthedsfænomener betyder naturligvis ikke, at alle instanser af denne type af bevidsthedsfænomen er forårsaget på samme måde. Altså, at der gives eksempler på, at religiøse oplevelser kan forårsages vha. magnetiske impulser, betyder naturligvis ikke, at alle religiøse oplevelser er forårsaget af magnetiske impulser. Det ville jo svare til at slutte, at fordi denne blå negl er forårsaget af et hammerslag, så må alle andre blå negle være forårsaget af et hammerslag. Hvilket jo er en indlysende fejlslutning. Og skulle det vise sig, at alle eksempler på en bestemt type af bevidsthedsfænomen involverer en bestemt årsagskæde, så udelukker det på ingen måde yderligere årsager.

Altså, skulle det vise sig – og lad mig igen understrege, at det har Persinger på ingen måde godtgjort – at den troendes oplevelser af Gud opstår som følge af, at hjernen påvirkes af magnetfelter, så udelukker det selvfølgelig ikke, at Gud kan være årsag til oplevelsen. Det ville jo svare til at slutte, at fordi det altid er en ball, der forårsager ”rødt” i keglebillard, så kan det ikke også være en kø. Hvilket jo er indlysende fejlslutning.

Lad mig tilføje: Det ville nok komme som en overraskelse for de fleste gudstroende, hvis det skulle vise sig, at deres oplevelse af Gud går via magnetfelter og hjernen i stedet for en mere direkte forbindelse fra bevidsthed til bevidsthed. Det synes imidlertid ikke som om, at der er noget i den gudstroendes (teists) overbevisning, der på forhånd skulle udelukke, at Gud har skabt mennesket med en art ”fysisk modtagesystem”.

Nogle vil måske her henvise til, at de af forsøgspersonerne i eksperimentet, der er religiøse faktisk beskriver oplevelsen ved hjælp af begreber fra deres religion. Viser det ikke, at den religiøse oplevelse bare er det religiøse menneskes konceptualisering af et fuldstændigt areligiøst fænomen? For det første må det her bemærkes, at Persinger knapt har så entydige fund på dette punkt. Der er tale om, at ”en del” personer rapporterer om møde med religiøse skikkelser og ”typisk” fra den religion, de tilhører. Uanset hvad – selv hvis der skulle være helt entydige fund, er der imidlertid et helt indlysende muligt svar på denne indvending: De pågældende mennesker tager fejl. De giver et fejlagtigt indhold til deres oplevelse. Det implicerer imidlertid ikke, at de alle altid tager fejl med hensyn til alle deres religiøse oplevelser. Så kan man selvfølgelig godt overveje, hvad det er, der gør, at man giver ét indhold til en hallucination snarere end et andet. Hvorfor er det for eksempel, at indholdet af en hallucination på udmarvende ørkenmarch angiveligt altid er en oase? Ønsketænkning måske. Men igen, det udelukker jo ikke, at den næste sansning af en oase faktisk er af en oase!

Et andet eksempel på den mildest talt dybt, dybt problematiske brug af videnskabelige studier finder man i bogens kapitel om moral. Lone Frank refererer her undersøgelser foretaget af den amerikanske forsker Joshua Greene. Dennes forskerteam har præsenteret en række forsøgspersoner for klassiske moralske dilemmaer og bedt dem tage stilling til, hvad der er moralsk rigtigt at gøre.

I forbindelse hermed har de scannet forsøgspersonernes hjerne for at afklare, hvilke dele af hjernen, der er aktive i beslutningsprocessen. Et af disse dilemmaer kommer i to varianter – en upersonlig og en personlig: En person er i et løbsk tog ved et sporskifte. Personen kan aktivere sporskiftet. Ret forude er der på det ene spor fem personer og på det andet en enkelt. Forsøgspersonen skal afgøre, om det er moralsk rigtigt eller forkert at aktivere sporskifte med henblik på at slå én ihjel og redde fem. De fleste mener, at det er moralsk rigtigt. I den anden variant står en person på en bro umiddelbart over det løbske tog, som er på vej til at slå fem personer ihjel. Personen ved, at toget kan stoppes ved at kaste en tung genstand ned på skinnerne. Eneste forhåndenværende tunge genstand er en anden person på broen. Forsøgspersonen skal afgøre, om det er moralsk rigtigt eller forkert at kaste manden på broen i døden med henblik på at redde de fem andre.
De fleste mener, at det er moralsk forkert. Ved scanning er fundet, at når forsøgspersonerne overvejer det første upersonlige dilemma, så er der aktivitet i de dele af hjernen, der typisk er aktive ved kølig analyse. Ved det personlige dilemma, er der derimod primært aktivitet i de dele, der behandler emotionel information. Joshua Greene’s konklusion er, at når forsøgspersonerne mener, at det er forkert at skubbe sidemanden ned på skinnerne, så er det fordi, der kommer følelser indover og skygger for den pure logik. Lone Frank konkluderer, at hjerneforsk­ningen viser, at der ikke gives sande og absolutte værdier. Fornemmelsen for, hvad der er rigtigt og forkert, kommer fra hjernen.

Eksperimentet viser selvfølgelig ikke, at der ikke findes moralske kendsgerninger uafhængigt af menneskets hjerne. Eksperimentet kan faktisk ikke en gang vise, at det ikke er de moralske kendsgerninger, som forsøgspersonerne erkender gennem deres overvejelser af dilemmaerne. Når der i overvejelsen af det personlige dilemma – modsat det upersonlige – i særlig grad aktiveres emotioner, kan det jo lige præcis hænge sammen med, at der er en forskel i de objektive moralske kendsgerninger. Det er således muligt, at erkendelsen af den objektive moralske kendsgerning, at det er forkert at skubbe manden ned fra broen, går via aktivering af følelserne – hvor en sådan aktivering ikke i samme grad er nødvendig i det første tilfælde.

At afskrive følelser som mulig og troværdig kilde til erkendelse af moralske kendsgerninger er fuldstændig ubegrundet. Aktiveringen af følelserne i et sådant eksperiment kan jo i øvrigt have et utal af andre forklaringer. Det kan hænge sammen med, at forsøgpersonerne oplever det som svært at tage stilling til dilemmaet – snarere end overhovedet at vedrøre indholdet af dilemmaet osv., osv.

Strengt taget kan forsøget ikke – i hvert fald ikke i Lone Franks genfortælling – bruges til meget andet end at konstatere, at der er et afhængighedsforhold mellem bevidsthed og hjerne. Overvejelse af etiske dilemmaer er ledsaget af aktivitet i hjernen. Givet den ”common sense” opfattelse af forholdet mellem bevidsthed og hjerne, jeg skitserede ovenfor, kommer dette dog næppe som det store chok for nogen mennesker. Og da slet ikke som en revolution.

Den femte revolution er, som skrevet indledningsvist, drevet af passion. Og som det fremgår, er det bogens akilleshæl. De refererede videnskabelige studier underkastes ikke systematisk analyse – og der drages alt, alt, alt for vidtgående konklusioner. Når dette kombineres med Lone Franks beundrende karakteristikker af ateistiske og evolutionsbiologiske korsfarere som Harris og Dawkins. Og når dette kombineres med stadige indskud om, at alt, hvad der sker i hjernen, ”i øvrigt” er formet af blinde evolutionære kræfter. Ja, så har man desværre ikke længere et videnskab­journalistisk værk, men et bekendelsesskrift. Et religiøst menneskes bekendelse af dyb og passioneret tro på hjernens forklaringskraft, ateisme og evolutionsbiologi.

Ironisk er det, at denne beskrivelse af Lone Frank som religiøs, er afledt af hendes egen rudimentære forståelse af en naturvidenskabelig tilgang til verden. I modsætning til den religiøse tilgang, skulle den naturvidenskabelige således være kendetegnet ved ”kronisk nysgerrighed og behovet for at afprøve og føre bevis for påstande og regler”. Som det gerne skulle være fremgået, er det næppe en beskrivelse, man rimeligvis kan hæfte på Lone Franks arbejde. Og lad os så i øvrigt se bort fra, at det er videnskabs­teoretiske børnelærdom, at naturvidenskaben (fraregnet matematik og logik) ikke kan bevise noget. 

Thomas Plough er filosof og ph.d. Han er ansat ved Syddansk Universitet. Følg hans blog på http://thomasploug.religionblog.dk