26. september 2007
Psykiatere er de mindst religiøse af alle medicinske fagfolk, viser en amerikansk undersøgelse, og de mest religiøse læger henviser færrest patienter til psykiatere
Kan man som læge bruge religion i sin praksis? Og har den religion, man bekender sig til, lov til at have indflydelse på den behandling, man giver?
Det er 100 psykiatere og 1044 andre læger blevet spurgt om i en stor undersøgelse i USA. Den handler om holdninger til religion i lægers praksis over for deres patienter. Lægerne blev bl.a. spurgt om, om de spurgte til deres patienters religion, og om de havde prøvet at bede med en patient.
47% af alle lægerne og kun 29% af psykiaterne går til en gudstjeneste oftere end en gang om måneden , mens 42% af psykiaterne mod 53% af alle læger vil beskrive sig selv som religiøse eller åndeligt interesserede.
Kun 1/3 af psykiaterne søger hos Gud efter styrke, støtte og vejledning, mens andelen af andre læger, der vender sig mod Gud for at få vejledning, næsten er oppe på 50%. Psykiatere angav i signifikant højere grad at være af jødisk baggrund eller "ikke-tilhørende nogen religion" og havde i signifikant lavere grad at være protestanter eller katolikker, når de blev sammenlignet med læge-gennemsnittet.
De fleste læger er tilbøjelige til at henvise en patient med psykiske problemer til en psykiater, men hvis lægen er protestant, sker det kun halvt så mange gange, som hvis lægen ingen religiøs overbevisning har. I stedet henviser den protestantiske læge overvejende til religiøse rådgivere.
Professor i medicin ved Chicago Universitet og forfatter til artiklen, som udkom i september-udgaven af Psychiatric Services udtaler: ”Religion og psykiatri er to forskellige måder at reagere på en sygdom på og to forskellige måder at søge helbredelse for den på. I visse tilfælde vil de to metoder altid konkurrere”.