I disse dage demonstrerer tusinder af buddhist-munke i Myanmar mod et undertrykkende og voldeligt militærdiktatur, og resultatet kan måske blive, at disse repræsentanter for den buddhistiske religion er med til at ændre den politiske situation radikalt i Myanmar.

Men er det ikke et udtryk for den sammenblanding af religion og politik, som politikere og andre meningsdannere her i Danmark i igen og igen tordner imod?

Den nyere historie er imidlertid befolket med mange lignende ”syndere”, som har sammenblandet religion og politik, dvs. religiøse personer og grupper, som ud fra deres religiøse udgangspunkt har blandet sig i den politiske proces.

Tænk blot på hinduen Mahatma Gandhi i Indien, eller på biskop Desmond Tutu (og en række kirker), som bidrog aktivt til afviklingen af apartheid-styret i Sydafrika.

Der var kirkeledere, som med risiko for deres liv talte imod det nazistiske politiske systems forfølgelse af jøder i Tyskland (mens var andre kirkeledere tav).

Endelig spillede Pave Johannes Paul den 2 en meget aktiv rolle mht. kommunismens fald i Østeuropa.

Når det kommer til stykket, anerkender selv de mest sekularistiske fortalere for en total adskillelse mellem religion og politik sandsynligvis værdien af disse religiøse personers og gruppers indblanding i de politiske processer.

Efter sigende er de buddhistiske munke den gruppe i Myanmar, som har den største moralske autoritet og indflydelse i samfundet, og derfor er der heller ingen, som bebrejder dem, at de bruger den i forsøget på at få indført et mere humant politisk system i Myanmar.

Teorien om adskillelse af religion og politik er et sekularistisk dogme, hvis gennemførelse – som historiske og aktuelle erfaringer viser – ikke fremmer nogen human politisk udvikling af samfundet hverken her i Europa eller andre steder i verden.

Der er også eksempler på negative virkninger af sammenblanding af religion og politik, men der er i allerhøjeste grad brug for en kraftig nuancering eller måske snarere en revision af de gældende opfattelser af forholdet mellem religion og politik.

Lige så lidt som vi har brug for en politisk magtfuld kirke (eller religion i det hele taget), der kan diktere en bestemt politisk udvikling, lige så lidt har vi brug for en politisk tænkning, der udelukker religiøse ledere og grupper fra – netop ud fra deres religiøse tradition – at deltage i den politiske proces.