Imamer er tit blevet efterlyst til opklaring af sociale problemstillinger. De mange udsatte og socialbelastede grupper, heriblandt de handicappede, hjemmeløse, psykiske syge, prostituerede, voldsramte kvinder for ikke at snakke om de kriminelle, utilpassede unge mm. er bare nogen af de grupper, som har brug for hjælp i tilværelsen.

Men det er ikke altid at imamerne kan hjælpe disse grupper. Det er der mange grunde til, men de største grunde er nok de sproglige og kulturelle barrierere, som mindsker chancen for en god dialog.

Dernæst er der hos nogen heller ikke den store viljekraft til at bevæge sig uden for moskeens fire vægge for at markere sig i sociale problemstillinger. Faktisk har nogen af dem slet ikke det, der skal til for at mødes med de socialbelastede, fordi de ikke råder over de pædagogiske kundskaber til at nå ind til livsverden på de mennesker.

Andre har allerede hænderne fulde i deres menigheder med hundredvis af koranstuderende, prædikener, studiekreds, moskémøder, de fem daglige bønner mm.

Ramadanens betydning bliver aldrig den samme, hvis ikke de svage grupper hjælpes. Ramadan måneden er ’handlingens’ måned i alle henseender og derfor burde muslimer proaktivt søge mennesker, der har brug for hjælp og støtte. Man bør starte med egne nabokredse og se sig lidt omkring. Jeg ved også, at der bliver gjort en stor indsats mht. ulandsbistand/velfærdsarbejde i udlandet, men de svage grupper i Danmark må heller ikke glemmes. Hvad kan vi egentlig gøre her og nu?


Mange unge muslimer i Danmark kan heller ikke ’forstå’ mange af imamerne i ordenes dobbelte betydning. Flere moskemiljøer har været alt for dogmatiske og kulturbundne, og imamerne har været uvidende om de behov, som de unge ’søgende’ har haft. Det har forvirret de unge, og det har givet dem anledning til at opsøge ’andre’ muslimske miljøer udenfor moskeerne, hvor tilhængerne talte et sprog, som de kunne forstå, men som tit havde en mere ekstrem og ideologisk/politisk dagsorden. Nogle af tilhængerne talte om en højere ’sag.’ Men denne højere ’sag’ bliver i sin yderste og mest ekstreme form til noget hadsk og ekstremistisk.