Er højmessens udløbsdato overskredet?

Formen på Folkekirkens højmesse, som nu om dage bliver styret og reguleret af statsmagten via kirkeminister, biskopper og provster, er i store træk en blanding af græsk-romerske teaterformer fra det gamle Romerrige.

For kristenheden var det bekvemt at overtage formerne; dels fordi de var velkendte i hele Romerriget, og dels fordi de kunne give kirken en god start og basis for succes. Sidenhen har kristenheden gentagne gange brugt folkelig appeal (hvem sagde pop?) til at peppe kirken op i krisetider: Fx indførte Luther modersmålet i kirkens forkyndelse, og dansehits blev brugt til at give salmesangen vind i sejlene; selveste Grundtvig gjorde også kirken til en del af nationalstatens vækkelse.

Ligeledes kan Folkekirken også i dag lytte til folkedybet, og den bør lytte til de svar, der måtte komme derfra.

For den folkelige appeal kan man vist godt sige, at højmessen ikke har haft længe. I Folkekirken dyrkes det elitære som noget særligt: fx fortidens tanker og former. Man taler endda om kirkens sprog og musik; formuleringer der står i skærende kontrast til Martin Luthers tanker om at nærme sig folket ved at bruge dets eget modersmål.

For Folkekirkens problem bliver beklageligvis kun større for hver gang mennesker føler sig fremmede i højmessens noget kryptiske form og billedsprog, og når det hele bare bliver opfattet som latin for viderekommende.

Mange, især de unge (under 50) har taget konsekvensen og valgt kirken fra – enten ved at melde sig ud eller ved at (for)blive passive medlemmer. Resultatet er, at folkekirken i dag står uden nogen kontakt til en meget stor gruppe passive medlemmer. Det er derfor på tide at se på udløbsdatoen på Folkekirkens statsautoriserede højmesse – formentligt er den for længst overskredet.