Vi må bruge tid sammen med Gud

- Jeg havde en oplevelse af, at jeg tog imod Jesus på en eller anden måde. Nu var det ikke længere bare noget, jeg havde hørt, at mor og far og alle de andre syntes var rigtigt. Det blev sandt og betydningsfuldt for mig personligt, konstaterer hun.

Troen sat på prøve
Som ung læste Eva Borbye Pedersen til ergoterapeut i København og fortsatte med at være aktiv i kristne sammenhænge. I denne periode havde hun mange givende diskussioner om troen med sine medstuderende:

- Det at tale med andre, der ikke kender så meget til den personlige tro, kan ryste meget. Man kan blive usikker på, hvad det egentligt er, man tror på. Når jeg så alligevel blev fastholdt i troen, blev disse samtaler også til en styrke. Jeg endte med at sige; der er nok meget, jeg ikke kan finde ud af, men Gud er et grundlag i mit liv.

- Jeg kunne ikke altid svare på det, jeg blev spurgt om med min tro, og derfor blev jeg også selv usikker, men aldrig så meget at jeg skippede det. Der har været meget tvivl, mange ting jeg har stillet spørgsmålstegn ved, men der har altid været noget, der blev fastholdt. Og jeg er ikke helt sikker på, at det altid har været mig. Jeg oplever, at Gud har holdt fast i mig, selvom jeg nogle gange har syntes, det var svært at finde ud af at være kristen.

Tid til Gud i kalenderen
Da hun senere i livet fik fuldtidsarbejde som ergoterapeut og samtidig var mor til tre små børn, var der ikke meget tid til en personlig relation til Gud. Det søgte hun at rode bod på, da hun første gang tog på retræte med fokus på stilhed og bøn.

- Jeg oplevede, at bønnen gav fred. Jeg havde gået og haft dårlig samvittighed over, at jeg ikke bad nok, og når jeg bad, sagde jeg de samme ord igen og igen, og det blev lidt tomt. På retræten lærte jeg, at bønnen ikke behøver at være så mange ord. Bøn kan også være stilhed overfor Gud, hvor Gud og jeg er i kontakt uden så mange ord. Og det var sådan en lettelse. Det var en mulighed for at komme ind i en nærhed med Gud, uden jeg behøvede at finde på en masse fine bønner.

- Inden retræten kendte jeg ikke til begrebet stille bøn. At man sætter sig hen og bliver stille og åben for Gud som en åndelig virkelighed. Jeg har altid troet på, at Gud var der, men gennem nogle år havde jeg manglet at have en oplevelse af, at jeg var sammen med Gud, og at Gud kunne virke ind i mit liv. At han kunne give mig sin kærlighed, og jeg kunne give ham min. De ting fik jeg åbnet op for gennem retræter og ved at lære at bede i stilhed, siger Eva Borbye Pedersen.

Siden da er hun blevet præst og har arbejdet mange år på at integrere en daglig bønspraksis i sit liv og derigennem dyrke den personlige relation til Gud. Hun har været på mange retræter og fået en efteruddannelse i spiritualitet og åndelig vejledning i USA. I dag deler hun ud af sine erfaringer gennem sit arbejde som sognepræst, hvor hun holder mini-retræter og stiller sig til rådighed for samtaler om åndelige spørgsmål.

Relationen til Gud skal vedligeholdes
Du siger, at du altid har troet på Gud. Hvorfor er det nødvendigt med en tæt kontakt til Gud i bønnen?

- Du kan sammenligne det med et parforhold. Hvis jeg ikke i mit parforhold sommetider siger; at nu er det vores tid, så dør kærligheden ud. Selv om jeg godt ved, at min mand er der, at vi er gift og har lovet hinanden troskab, er det ikke nok. Der skal være tid til at være hinanden nær, og at lytte til hvad den anden har oplevet. Nogle gange tager vi også på ferie sammen for at forny vores kærlighed til hinanden

- Hvis kærligheden skal være levende, og vi stadigvæk som elskende skal glædes over hinanden og følge med i hinandens liv og udvikles, så må vi bruge tid sammen. Og sådan er det også med troen på Gud. Hvis jeg gerne vil kende Gud mere og mere, og føle at han får lov at være en del af mit liv, og hjælper mig med det, som er mørkt og ondt i mit liv, så må jeg bruge tid sammen med ham.

Mødet med Gud i bønnen har en afsmittende effekt på resten af livet, mener Eva Borbye Pedersen:

- Det at elske sin næste er en af de store ting i kristendommen, som alle er enige om er vigtigt. Men der er mennesker, jeg bare har det svært med. Jeg har ikke i mig selv så meget kærlighed, at jeg altid kan nå ud til alle. Men i og med at jeg er meget sammen med Ham, der er Kærligheden, så smitter det af på mig. Det at være Gud nær og give ham plads vil gøre, at nogle af Guds egenskaber: kærlighed, lys, glæde, mildhed og tilgivelse lidt efter lidt bliver en del af mig.

Gud taler igennem mig
Hvordan har dit forhold til Gud udviklet sig gennem dit arbejde med bønnen?

- Hvis der er noget, jeg synes er svært eller er bange for, så er det blevet meget mere naturligt for mig at have det med i min bøn. Jeg prøver også at have en større tillid, så jeg ikke behøver at kæmpe så meget, for Gud er jo med i det, jeg gør. Jeg har fået en større fred, en større tryghed og en større tro på, at jeg er der, hvor jeg skal være, og at Gud også fremover fører mig derhen, hvor jeg skal være.

- Når jeg som præst går ind til gudstjenesten, så er der en større ro og tro på, at Gud vil bruge det, som jeg har forberedt. Så kan man sige, at det jo er godt for mig. Men jeg oplever også, at der er mennesker, der sommetider siger, at de syntes, der er mere dybde i det, jeg siger. Jeg oplever i højere grad, at Gud taler igennem mig både i samtaler og i gudstjenester. Jeg har en oplevelse af, at min faste, daglige bønspraksis, på en eller anden måde kommer til at lyse gennem mig som menneske, og i de ting jeg arbejder med.

Tvivlen får ikke fodfæste Selvom hun gennem livet har oplevet perioder med tvivl, vender Eva Borbye Pedersen altid tilbage til troen på Gud.

- Der er perioder med bøn, hvor jeg ikke oplever noget. Jeg er der, og jeg tror på, at Gud er der, men jeg mærker det ikke. Bøn betyder ikke altid, at man får oplevelser. Og så kan der selvfølgelig godt opstå tvivl. For eksempel i den periode omkring Grossbøl-sagen og hele den heftige diskussion om, hvordan vi kan tale om Gud, da havde jeg det virkelig svært. Jeg kan huske, at jeg skulle prædike, og jeg tænkte; her står du og skal tale om troen og om Gud, og du ved virkelig ikke, hvad der er rigtigt.

- Hvis nogen vil debattere troen med mig, så føler jeg mig tit sat til vægs. Man kan ikke gennem debat hjælpe nogen frem til troen. Jeg kan godt snakke om trosspørgsmål, men tit så ender det alligevel der, hvor jeg siger; jeg kan bare mærke, at det er rigtigt. Og det er jo ikke et argument.

Det er altså ikke først og fremmest det intellektuelle, der får Eva Borbye Pedersen til at blive ved med at tro:

- Fornemmelsen af at være nået til kanten, hvor jeg ligeså godt kunne have droppet troen, den har jeg oplevet i perioder. Men jeg droppede den ikke. Det kan jeg ikke tale meningsfuldt om på anden måde end ved at sige, det er fordi, Gud er der. Og Gud ønsker at holde fast i hvert eneste menneske. Jeg har alligevel været så lydhør, at jeg har kunnet høre det igen og igen. At Gud er der, at han taler til mig, og at han er en virkelighed i mit liv. [/size]

At møde Jesus
Hvordan taler Gud til dig?

- Han taler gennem Bibelen og gennem alle de mennesker, der har kendt ham som Gud. For eksempel er der en bibeltekst om en blind tigger, som Jesus møder. (Mark 10,46-52) Jesus siger; kom hen til mig, hvorefter tiggeren kaster kappen af sig, går hen til Jesus og får lov at blive seende. Det med, at han kaster kappen af sig, er blevet et symbol for mig på, at vi tit kan gå med en kappe af sorg, træthed eller gamle skuffelser og svigt. En kappe der tynger os. Den har vi lov at kaste af os og komme hen til Jesus. Og sådan har jeg oplevet det.

- Første gang jeg arbejdede med den tekst, kunne jeg ikke kaste kappen af mig. Et år efter stødte jeg på teksten igen, og da kunne jeg mærke, at kappen kunne løftes af, og jeg kunne møde Jesus og være i en større frihed.

- Så bliver historien om tiggeren, som foregik for 2000 år siden, meget virkelig og nutidig. Det føltes helt sandt, at det lige så meget er mig, der står med en kappe af sorg, skuffelse og en oplevelse af, at jeg ikke er god nok. Den kan jeg kaste af mig, for til det siger Jesus; kom bare hen til mig, og så gør han noget for mig.

- Der er bestemt nogle ligheder mellem, hvad mennesker kan opleve, hvis de går til selvudviklingskurser og lignende, og hvad jeg oplever gennem bibellæsning, bøn og stilhed som kristen. Det er jo mig, som det menneske jeg er psykologisk set, at bønnens erfaringer gør noget ved.

Men Eva Borbye Pedersen er overbevist om, at det gør en stor forskel at bede:

- For mig er det sådan, at det er Guds virkelighed og kraft, der går ind og ændrer mig. Ligesom det at elske et andet menneske, kan være meget helende for nogle ting, der har været svært i ens liv, er det helende, at have en nær kontakt med Gud i bønnen.