Spørgsmålet om, hvorfor paven fandt teserne farlige, er måske lidt lettere at besvare. For der er ingen tvivl om, at paven havde store økonomiske interesser i afladen. Luther blev senere klar over, at af netop den aflad, der udløste affæren, skulle halvdelen sendes videre til paven i Rom. På den baggrund er det sådan set ret bemærkelsesværdigt, at det på det katolske tridentinerkoncil i midten af 1500-tallet blev forbudt at sælge aflad. Men om det skyldes, at Luther allerede havde ødelagt alle indkomstmuligheder fra afladen, eller det skyldes, at man fra katolsk side havde indset det
forkastelige i alt pengevæsenet omkring afladen, kan vist ikke afgøres.

Dog havde spørgsmålet om afladen også en aflægger til spørgsmålet om pavens autoritet. Man havde i senmiddelalderen den forestilling, at kirken havde en skat af overskydende gode gerninger, som af kirkens overhoved, paven, kunne overføres til den, der havde for lidt og derfor var hjemfalden til skærsildens straf. Og hvis nogen satte spørgsmålstegn ved pavens autoritet i så henseende - og det kan man godt sige, at Luther gjorde - så er der måske ikke noget at sige til, at paven prøvede at lukke munden på ham.

Dog lykkedes det ikke at lukke munden på Luther. Ikke blot skrev han pjece efter pjece og bog efter bog, også hans optræden på rigsdagen i Worms hjalp hans budskab med at blive udbredt. Den dansk-holstenske hertug Christian, den senere kong Christian den Tredie i Danmark, var til stede, og Luther gjorde et sådant indtryk på ham, at han fra da af var en trofast lutheraner.

Selvfølgelig må man også sige, at Luther havde en god sag, i den forstand, at papisternes sag var dårlig. Udbytningen af Tyskland havde taget overhånd, enhver kunne se det, og da så endelig én stod frem, der turde sige det, så turde pludselig alle sige det. Dertil kom, at de anbefalinger til handling, Luther kom med, alle var ikke-voldelige. F. eks. anbefalede han, at man i stedet for at betale paven for godkendelsen af en udnævnelse til ærkebiskop, skulle beholde pengene selv og være ligeglad med, om ærkebiskoppen fik pavens godkendelse eller ej. (Se martinluther.dk)

Denne sidste idé tog de danske rigsråder op i 1525 (eller var det 1524?). I Danmark var Christian den Anden blevet drevet ud af landet i 1523, og han rejste nu Europa tyndt for at skaffe penge til et angreb på Danmark, så han kunne genvinde sin tabte trone. Det betød, at den nye konge, hertug Frederik af Gottorp eller Frederik den Første, skulle skaffe mange penge for at holde en hær på benene. Og da hverken adelen eller kirken ville betale, gennemførte man Luthers idé og lod den nye ærkebiskop i Lund betale til kongens kasse, hvad der ellers ville være gået til Rom.

Derved brød man imidlertid med Rom, og det fik en vistnok uventet konsekvens. Kongen ville ikke mere som tidligere tiders konger sørge for, at bortløbne munke blev sendt tilbage til deres klostre; han tog sågar én af dem i sin tjeneste, Hans Tavsen, johannittermunk i Viborg. Det blev signalet til almindelig bortløben fra klostrene. Og dette førte videre med sig, at kongen, fordi forbindelsen med Rom var afbrudt, anså sig som ejer af franciskanerklostrene. I hvert fald sørgede han for, at munkene blev samlet på færre klostre, og de klostre, han således fik "tilovers", forlenede eller solgte han bort.

Ikke desto mindre ser det ud, som om det, der satte reformationen i gang her i landet, var den lutherske prædiken. Især i Malmø gjorde den sig gældende. (Se martinluther.dk).

Grevens Fejde, vor sidste borgerkrig, kom først senere. Og den havde meget blandede årsager. Én af dem var nok, at man fra de katolske rigsråders side ikke ville vælge hertug Christian, kong Frederik den Førstes søn, til konge, da Frederik døde i 1533. Man vidste nemlig, at han var lutheraner om en hals. Og så var det, at det kom til borgerkrig. Rigsrådet havde ikke format til at holde riget samlet. Og da den havde varet længe nok, greb Christian ind, formentlig på utallige opfordringer, og med en holstensk hær ledet af Johan Rantzau gjorde han ende på stridighederne i landet. Og kort efter gennemførte han reformationen med en række nye bisper ved roret.

Bondeoprøret i Tyskland i 1525 havde givetvis ikke fået den form, det fik, uden Luthers reformation, men det er på den anden side også givet, at Luther selv på ingen måde anstiftede oprøret, og at den vold, det førte med sig, var stik imod Luthers tanker. Ifølge Luther skulle en kristen aldrig gøre oprør mod sin fyrste, uanset hvor tyrannisk fyrsten var. Men det afholdt jo ikke katolikkerne for at give ham skylden for oprøret. (Se martinluther.dk).

Men du har ret i, at reformationen, både den i Tyskland og den i Danmark, har en meget broget buket af årsager. Det, der her er nævnt, er kun nogle få. Men jeg tror alligevel, at man må sige, hvordan man end vender og drejer det: det var ikke udelukkende økonomiske årsager, der var tale om.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst og redaktøt af martinluther.dk