Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Fred i vor tid - med islam? til din ven.
Fred i vor tid - med islam?
Fredsopfordringen fra de 138 muslimske ledere kommer ca. et år efter pave Benedikt XVI's berømte tale ved universitetet i Regensburg
- Wikimedia
Der er uoverensstemmelse mellem de påstande, de 138 muslimske ledere kommer med, og så en almindelig, fornuftsbaseret, kritisk historieforskning, skriver Ricardt Riis i sin blog
Fornylig har 138 muslimske lærde udsendt en opfordring til fred med den kristne verden. Opfordringen kan ses på engelsk på denne adresse: www.acommonword.com
På denne internetadresse er der en henvisning til en anden muslimsk erklæring, som nogle af de samme mennesker udsendte som reaktion på pavens Regensburg-tale for et årstid siden. Denne erklæring kan betragtes dels som en slags forarbejde til fredsopfordringen fra i år, og dels som et forklarende og oplysende element i debatten mellem muslimer og kristne.
Man vil måske huske, at noget af det, der vakte opsigt ved pavens tale i Regensburg, var det, at han fremdrog en byzantisk kejsers ytringer: "Vis mig, hvad nyt Muhammed bragte, og du vil kun finde onde og inhumane ting, såsom hans befaling om at sprede den tro, han prædikede, med sværdet".
Det spændende ved den muslimske reaktion er – i modsætning til det indtryk, man fik gennem pressen – at der her bruges argumenter. Der var sikkert mange andre muslimer, der blot brokkede sig over, at paven sagde noget ufordelagtigt om islam, men de lærde, der her er tale om, brugte almindelige, teologiske argumenter, som også vi vesterlændinge bruger.
Annonce
Når således den byzantinske kejser hævder, at "vold er uforenelig med Guds natur", så spørger de muslimske teologer, hvordan det hænger sammen med det faktum, at Kristus brugte vold mod de jødiske vekselerere i templet og med, at han ifølge Matt 10,34 sagde: "Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd".
På denne internetadresse er der en henvisning til en anden muslimsk erklæring, som nogle af de samme mennesker udsendte som reaktion på pavens Regensburg-tale for et årstid siden. Denne erklæring kan betragtes dels som en slags forarbejde til fredsopfordringen fra i år, og dels som et forklarende og oplysende element i debatten mellem muslimer og kristne.
Man vil måske huske, at noget af det, der vakte opsigt ved pavens tale i Regensburg, var det, at han fremdrog en byzantisk kejsers ytringer: "Vis mig, hvad nyt Muhammed bragte, og du vil kun finde onde og inhumane ting, såsom hans befaling om at sprede den tro, han prædikede, med sværdet".
Det spændende ved den muslimske reaktion er – i modsætning til det indtryk, man fik gennem pressen – at der her bruges argumenter. Der var sikkert mange andre muslimer, der blot brokkede sig over, at paven sagde noget ufordelagtigt om islam, men de lærde, der her er tale om, brugte almindelige, teologiske argumenter, som også vi vesterlændinge bruger.
Det kan der gives gode svar på, men det vil jeg ikke gøre her. Blot vil jeg glæde mig over, at vi her hører argumenter af en art, som vi også bruger, argumenter, som står i modsætning til den fornærmethed, som er det eneste, vi hører fra mange andre muslimer.
Men indvendingen mod paven går videre: Når paven mener, at sura 2,256: "Lad der ikke være tvang i religionen", er åbenbaret i Mekka, mens Muhammed var forfulgt, er det forkert, hævder de. Tværtimod blev ordet åbenbaret på et tidspunkt, hvor muslimerne havde erhvervet sig den ydre magt, "som en påmindelse om, at de ikke kunne tvinge et andet menneskes hjerte til at tro". Og underforstået her er naturligvis ikke blot en påstand om, muslimerne i vore dage undlader at udøve tvang i religionen, men også en påstand om, at de op igennem historien har haft det som ideal ikke at øve religionstvang.
Endvidere angriber de lærde muslimer pavens brug af begrebet "hellig krig". Et sådant begreb findes ikke i islamisk sprogbrug, hævder de. Tværtimod er der i muslimsk lovtænkning opstillet strenge regler for anvendelsen af magt. Ikke-kombattanter er ikke legitime mål. Man man ikke bruge religion som eneste begrundelse for angreb. Muslimer kan og skal leve i fred med deres naboer.
Og endelig mener de, at påstanden om, at islam blev udbredt ved sværdet, ikke holder for en nærmere prøvelse. "Som politisk størrelse blev islam delvist udbredt som resultat af erobring, men størstedelen af dens udbredelse forekom som resultat af prædiken og missionsaktivitet", siger de.
Det er altså sådanne muslimske teologer, der nu prøver at få en dialog igang med os kristne teologer. Det er ud fra en sådan forståelse af, hvem de selv er, og hvem vi er, hvad deres religion siger, og hvad vores siger, at de prøver at opfordre til fredelig sameksistens mellem islam og kristendom.
De gør det ved at fremdrage det dobbelte kærlighedsbud, budet om at elske Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl og hele sit sind og budet om at elske sin næste som sig selv (Mark 12,29-31). Vi har også i islam et bud om kærlighed til Gud, siger de, og så fremfører de en række koransteder. Dernæst citerer de en række steder fra gammel og ny testamente, der gentager budet om kærlighed til Gud. Lidt mindre krudt bruger de på budet om kærlighed til næsten, men også behandlingen af det deles op mellem en beskrivelse af, hvad muslimerne har i deres koran, og af, hvad vi har i bibelen.
Så kommer til sidst opfordringen om ikke at være hinandens modstandere. "Som muslimer, siger vi til de kristne, at vi ikke er imod dem, og at islam ikke er imod dem, så længe de ikke fører krig mod muslimer på grund af deres religion, undertrykker dem og driver dem bort fra deres hjem".
Og derefter spørger de: "Er kristendommen imod muslimer?" Godt nok siger Jesus ifølge Matt 12,30: "Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder". Men det hedder omvendt i Mark 9,40 og Luk 9,50: "Den, der ikke er imod os, er for os." Og ifølge en gammel græsk lærd, er disse udtalelser ikke modsigelser, for det ene har med dæmoner at gøre, det andet med mennesker, der som muslimerne har anerkendt Jesus, men ikke er kristne."
"Kristne og muslimer udgør tilsammen 55% af jordens befolkning. Der vil derfor ikke være fred på planeten, hvis disse to religioner ligger i strid med hinanden. "Lad os derfor respektere hinanden, være fair, retfærdige og venlige mod hinanden, og leve i oprigtig fred, harmoni og gensidig anerkendelse."
Såvidt de to muslimske skrivelser.
Hvordan skal vi nu stille os til dem?
Ja, i første omgang vil jeg prøve at tage stilling til dem som almindelig, nogenlunde fornuftig vesterlænding, ikke som kristen. Eller, kan jeg sige, jeg vil prøve at tage de muslimske lærde på ordet, når de i det åbne brev til paven siger:
"Der er to ekstreme standpunkter, som den islamiske intellektuelle tradition i almindelighed har haft held til at undgå: den ene er at gøre det analytiske sind til det, der har det sidste ord, hvad angår sandheden, og den anden er at benægte, at den menneskelige forståelse har kraft til at kunne behandle de sidste spørgsmål. Mere vigtigt er det, at muslimernes intellektuelle udforskninger i deres mest modne hovedformer gennem århundrederne har holdt fast ved, at der er overensstemmelse mellem den koraniske åbenbarings sandheder og kravene fra den menneskelige intelligens, uden at det ene skal vige for det andet".
Disse påstande vil jeg bedømme ud fra den gyldne regel. Godt nok kunne det derved se ud, som om jeg ville tage stilling som kristen, for det er jo Jesus, der har formuleret den gyldne regel, om at, hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem (Matt 7,12).
Men Jesus var ikke den første, der formulerede den gyldne regel. Og hvad han formulerede, var blot et redskab for fornuften: ved hjælp af den regel kan man finde ud af, hvad fornuften kræver af én i forskellige situationer.
Når således vi kristne gerne vil have frihed til at kunne afholde vore gudstjenester, bygge og vedligeholde vore kirker, m. m., så siger reglen, når vi anvender den på disse ønsker, at vi må være villige til at indrømme muslimerne det samme. Og det gør vi så.
Men vi kan da godt spørge, om muslimerne er villige til det samme. Det synes at være sådan i de fleste muslimske lande, at de kristne mindretal har det svært, både med at kunne holde gudstjeneste og med at kunne vedligeholde deres kirker. I Saudi-Arabien er det oven i købet sådan, at der ifølge en gammel tradition, der skulle gå tilbage til Muhammed selv, ikke må findes kristne eller jøder på hele den arabiske halvø. Her synes der ikke at være overensstemmelse mellem traditionen og fornuftige overvejelser.
Det samme kan siges om nogle af de andre regler, der har været gældende indenfor islam angående kristne og jødiske menigheder. Man har f. eks. haft den regel og har det stadigvæk, at en muslimsk mand godt må ægte en kristen kvinde, uden at der kræves, at hun konverterer, men vil en muslimsk kvinde ægte en kristen mand, må han konvertere, før der bliver bukser ud af det skind.
Sammenhængende dermed kræver man, at børnene i et sådant blandet ægteskab bliver muslimer. Dette er ikke fair efter vore forestillinger. Hvis de ønsker fordele i de blandede ægteskaber, må de – ifølge den gyldne regel – være villige til at give andre tilsvarende fordele. Det har de aldrig været. Så dèr har vi igen en uoverensstemmelse mellem den koraniske åbenbaring og almenmenneskelige fornuftige overvejelser.
Værre er den regel, som man stadigvæk bibeholder, så vidt det kan lade sig gøre, at man nok må konvertere til islam, men ikke bort fra islam. Den frihed, der ifølge sura 2,256 skal være i religionen, synes kun at være en frihed til at gå ind i religionen, ikke en frihed til at forlade den. I hvert fald, når religionen hedder islam.
Så kommer vi til synet på historien. Også her er jeg bange for, at man må sige, at der er uoverensstemmelse mellem de påstande, vore muslimske medteologer kommer med, og så en almindelig, fornuftsbaseret, kritisk historieforskning.
Det er et udmærket ideal at have for sit samfund, at "muslimer kan og skal leve i fred med deres naboer". Vi i den vestlige verden har vel det samme ideal, omend vi ikke altid har levet i overensstemmelse med det, hverken i fortiden eller i nutiden. Men det er lidt af en tilsnigelse at hævde, at "som politisk størrelse blev islam delvist udbredt som resultat af erobring, men størstedelen af dens udbredelse forekom som resultat af prædiken og missionsaktivitet".
Faktum er, at islam havde den regel, at man vel kunne slutte fred med "de vantro", men at en sådan fredsslutning kun måtte gælde for ti år, så skulle den tages op til revision. Hvorfor? Fordi muslimer havde en forpligtelse til at udbrede islam ved erobringer.
Jeg har tidligere bevist det ud fra Ibn Khaldun (1339-1406) og skal her gentage det. Han skriver i sit værk "Muqadimmah": "I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt, fordi den muslimske mission er universel, og på grund af forpligtelsen til at omvende enhver til islam, enten ved overtalelse eller ved magt. De andre religiøse samfund havde ikke en universel mission og hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem, de havde kun pligt til at forsvare sig". (Muqadimma, kapitel 3, afsnit 31).
Ibn Khaldun beskriver i samme værk, hvordan araberne ret hurtigt fik overtaget, og derefter kunne begynde at drage nytte af undersåtternes søkyndighed til at bygge en flåde. Hvorfor? Ja, Khaldun skriver blot som forklaring: "De ønskede at føre hellig krig til søs" (kap 3, afsnit 32). Deres anstrengelser lykkedes. De erobrede Sicilien i 827.
Ifølge en kronik i Jyllands-Posten fra den 19-4-06 berettede den arabiske historieskriver al-Waqidi, at en gesandt fra muslimerne til de kristne sagde: "Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse".
Noget tyder altså på, at Ibn Khaldun har ret, når han hævder, at det er en religiøs pligt for muslimer at føre hellig krig. Og denne religiøse pligt kan ikke bringes i overensstemmelse med fornuften.
Jamen, hør nu, vil man måske sige her til sidst, det er da en vældig beroligelse for os, at nogle muslimer, og det ikke de mindste indflydelsesrige, nu ser anderledes på sagen. Vi må da modtage budskabet med kyshånd, når de nu siger, at "muslimer kan og skal leve i fred med deres naboer".
Dertil vil jeg sige, at de lærde mennesker ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok. Det kan være meget godt at fremføre en række koransteder om fred med muslimernes naboer. Men der er jo en række koransteder, der taler om alt andet end fred med naboerne. Skal vi ikke høre noget om, hvordan de tolker dem? Og der er en række historiske vidnesbyrd, som man ikke kan komme overens med ved blot at sige, at "som politisk størrelse blev islam delvist udbredt som resultat af erobring, men størstedelen af dens udbredelse forekom som resultat af prædiken og missionsaktivitet".
Det ser pænere ud i vore dage at sige sådan, men det er ikke historisk korrekt.
Dog, disse indvendinger skal ikke overskygge glæden ved, at der nu er muslimer, der fremkommer med teologiske argumenter, ud fra en fornemmelse af, at det kan nytte at samtale med os. Og jeg forestiller mig, som ved enhver samtale, at min modpart vil være utilfreds med alt andet end den oprigtige mening fra min side.
Ricardt Riis er cand. theol og pensioneret folkekirkepræst. Du kan læse hans blog på riis.religionblog.dk, hvor du også kan kommentere hans indlæg.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Har vi pligt til at respektere et bedrag?
Koranen er ikke en almægtig Guds ord!
Alene dét, at Koranen har et begreb, der hedder Hellig Krig,
det er nok til at jeg og mange andre siger: nej, tak.
At påstå at Hellig Krig er dikteret af Gud, det er at gøre
nar af Gud. Hvis man tror på Gud.
Selv hviler jeg godt i min ateisme.
mvh. Lasker
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Kære Lasker!
Noget af det bemærkelsesværdige ved de 138's skrivelse, er, at de faktisk hævder, at det, vi kalder “hellig krig”, ikke står i koranen og ikke er forordnet af Gud, og at muslimerne derfor ikke gjorde nar af Gud op igennem historien. Det prøver jeg at sætte et spørgsmålstegn ved.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Noget af det bemærkelsesværdige ved de 138's skrivelse, er, at de faktisk hævder, at det, vi kalder “hellig krig”, ikke står i koranen og ikke er forordnet af Gud, og at muslimerne derfor ikke gjorde nar af Gud op igennem historien. Det prøver jeg at sætte et spørgsmålstegn ved.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Slettet pga. brud på paragraf #1 og #2..
Mvh
Moderator
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Borad - er realisme forbudt på religion.dk ?
mvh. Lasker
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Hej Laskerlars..
Nej, realisme er velkomment.. Brud på punkt #1 og #2 er ikke.. Jeg kan yderligere henvise til punkt #15..
Mvh
Moderator
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Jeg har ikke min tekst mere ... den har du fjernet.
Hvori bestod min fejl. Hvilken sætning?
Det har jeg ret til at vide. Så jeg ikke begår den samme
fejl igen.
mvh. Lasker
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Kære Ricardt Riis
Lad os ikke kun glæde os over den opfordring til fred mellem islam og kristendom, som de 138 muslimske lærde har udsendt, men lad os også glæde os til at komme igang med dialogen, selvom der næppe vil kunne skabes den nødvendige fælles forståelse af den ufred, der eksisterer mellem islam og kristendom.
Selvom de muslimske lærdes motiv med hensyn til at skabe en dialog om fred er ædel, så er det næppe tvivl om, at det ikke er motivet, der har drevet dem til handling, men at de har en skjult dagsorden. Om det er et ønske om at skabe ro omkrig Muhammeds person, eller om det er fordi, de er bange for, at de, ved at deres undertrykte kvinder der er blevet opmærksom på kvindernes frihed i de kristne samfund og derfor er igang med et indre muslimsk oprør, har behov for at skabe ro til at kunne slå hårdt ned på dem for at bevare den mandsdominerende kvindeundertrykkende muslimske religion, er ikke til at vide.
Det vil være godt - og det vil kunne støtte de muslimske kvinders oprør - at tage imod deres opfordring og gå i dialog med dem om frihed og respekten for mennesket. Da de tilsyneladende opfordrer til en dialog omkring det fælles grundlag, Kristus, vil det være et godt udgangspunkt at tage en dialog med dem om forståelse af Kristus budskab og lære.
Det var ånden Jesus talte om, og når han talte om ånden og om sit forhold til Gud, talte han i billeder og brugte billeder fra den fysiske verden, for at mennesker kunne forholde sig til den anden veden. Når Jesus talte om, at han ikke kom med fred, men med sværd, så var det et billedet på den stridighed, der opstod omkring hans forkyndelse om Gud og den anden verden. Når Jesus sagde til sin discipel: “Stik dit svær i skeden, thi den, der dræber med sværd, skal selv dræbes med sværd”, så talte han til mennesket. Når muslimerne tager de billeder, som Jesus talte om, når han talte om Gud og den anden verden, og bruger dem, som om de var talt til mennesker, så har de ikke gjort sig den ulejlighed at forstå, hvad det var, Jesus talte om.
De leveregler Jesus anviste var allesammen anvisninger, for at mennesker i deres handlinger kan holde sig indefor næstekærlighedens handlinger, til forskel fra Muhammeds påbud, hvor næstekærligheden kun er gældende overfor andre muslimer.
At føre hellig krig for muslimerne er kun et spørgsmål om, hvornår de føler sig undertrykket. I Jeus budskab og lære er det ikke at have kærlighed til Gud at føre hellig krig, at dræbe mændene og fordele og voldtage kvinderne.
Når de lærde muslimer skal til at forholde sig til Kristus på det grundlag, får de problemer med at sammenligne Muhammeds åbenbaringsskrifter med Jesus budskab og lære, og Jesus budskab og lære om Gud og kærlig vil komme til at stå i en skarp kontrast til Muhammeds budskab og lære om Gud og kærlighed med hans krigeriske adfærd.
Venlig hilsen
Peter Rubæk
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Til dem der påstår, at begrebet Hellig Krig ikke findes
i Koranen vil jeg henvise til:
http://www.islaminfo.dk
Find leksikon på omtalte sted og klik på: Hellig Krig.
Lasker.
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Tak til Ricardt Riis for denne grundige og uegennyttige fremstilling af muhamedanernes såkaldt udstrakte arme og ønske om dialog med henblik på fred med islam.
For en ting er påstande.
En anden er naturligvis kendsgerninger.
Lad os med RR som forstandig guide holde os til dem.
Endnu en gang tak.
For en ting er påstande.
En anden er naturligvis kendsgerninger.
Lad os med RR som forstandig guide holde os til dem.
Endnu en gang tak.
Læs artiklen bag debatten her: Fred i vor tid - med islam?
Spørgsmålet er om der er tale om en oprigtigt ment udtalelse fra de islamiske imamer. Ifølge Mark A. Gabriel, "Islam - terrorisme", er brug af usandhed og løgn OK i udbredelsen af Islam.
Han omtaler 3 stadier som spores tilbage til Muhammed:
1. Det svage stadium. Her kan misinformation være tilladt.
2. Forberedelsesstadiet - også her
3. Jihad stadiet - den aktive kamp. Her er misinformation ikke nødvendigt. Drab og undertrykkelse er derimod.
Spørgsmålet er hvor imamerne er nået ?
Han omtaler 3 stadier som spores tilbage til Muhammed:
1. Det svage stadium. Her kan misinformation være tilladt.
2. Forberedelsesstadiet - også her
3. Jihad stadiet - den aktive kamp. Her er misinformation ikke nødvendigt. Drab og undertrykkelse er derimod.
Spørgsmålet er hvor imamerne er nået ?
Stillinger
-
Ergoterapeut søges til Blå Kors Minibo i Hobro
-
Præst søges til Sdr. Nærå Valgmenighed
-
Daglig leder søges til parvis.dk
-
Kirketjener søges til Lundtofte Sogn i Lyngby-Taarbæk Kommune
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce