På samme måde med almindelige politiske påstande, teser, ønsker, forslag. De skal kunne indgå i den almindelige politiske diskurs, det vil sige, man skal kunne argumentere rent menneskeligt eller ret fornuftsmæssigt for dem. Blot er jo det samfundsmæssige område meget mere indviklet end mange videnskabelige områder, ligesom det jo også komplicerer sagen, at de politiske diskussionsdeltagere selv er part i samfundet, de står ikke objektivt udenfor samfundet, men er en del af det samfund, der skal ændres, og derfor har de naturligvis deres egne interesser, og man kan ikke være sikker på, om det ikke i virkeligheden er disse interesser, de varetager.

Og fordi der nu i tidens løb har udviklet sig en række forskellige samfundsmodeller, og fordi disse modeller har knyttet sig til hver sit parti – nå det er måske lidt overdrevet, der er jo også partier, der ikke har nogen særlig gennemtænkt samfundsmodel at holde sig til – derfor kan et menneskes tilknytning til en bestemt samfundsmodel ofte forekomme at være af religiøs karakter.

Og det er da givetvis det, der har slået Brian Mikkelsen, når han synes, at en udstilling med titlen "Che i vore hjerter" råber til himlen med sine religiøse overtoner. Jovist, sådan er det måske også. Men derfor behøver de forslag og den politik, der kan udmøntes af denne "énhedsliste-religion" ikke at være religiøse. Hvis de fremsættes på en måde, så de kan indgå i den almindelige politiske diskurs, er de det ikke.

Hvis derimod en samsing, som er blevet bange for, at hans smukke ø en skønne dag vil være midtpunkt i en bro mellem Refsnæs og Hou, påstår, at han har fået en åbenbaring fra Gud om, at broen i stedet skal gå mellem Ebeltoft og Sjællands Odde, så vil han blive leet ud. Gå hjem og vug med dine åbenbaringer, vil man sige. For med sin åbenbaringspåstand har han afskåret sig fra den politiske diskurs, han har anbragt sig i et helt andet univers, han er ikke længer med i den politiske debat.

Det samme kan man imidlertid sige om eventuelle muslimers krav om gennemførelse af dele af sharia-loven. Vil man gå ind i den politiske debat om f. eks. kvinders ret til skilsmisse, så må man komme med argumenter, og det, at der står sådan og sådan i koranen, er ikke et argument i den politiske diskurs. Det er et religiøst argument, og som sådant kan det ikke indgå i nogen politisk diskurs.

Lidt anderledes stiller det sig med de pavelige tanker om adgang til abort. Man kan være enig eller uenig med paven, men hans forestillinger er tilgængelige for almindelig menneskelig fornuft. Da det således kom frem, at det menneskelige æg faktisk kunne dele sig og blive til to individer op til otte dage efter befrugtningen, måtte paven ændre sine forestillinger om, hvornår mennesket blev til menneske.

For nu at gøre forvirringen komplet, så lad os lige tage visse amerikanske abortmodstandere med. De begrunder deres modstand religiøst, og denne religiøse baggrund mener de giver dem carte blanche til at omgå den politiske beslutningsproces og tage sagen i egen hånd, så de udøver terror i Guds navn mod abortlæger og deres hjælpere.

Og derved kommer de selvfølgelig til at minde om de muslimer, som ligeledes ud fra en religiøs begrundelse om direkte forbindelse med Gud mener at måtte udøve terror imod de vestlige samfund. Demokratiet og dets diskussioner har de på forhånd opgivet.

Og så slutter vi ringen og vender tilbage til venstrefløjen. For også dèr har der jo været mennesker, der har opgivet demokratiet. Hvis de f. eks. arbejder ud fra Marx’ diktum om, at de herskende tanker er de herskende klassers tanker, altså hvis de mener, at alle andre klasser end proletariatet er fuldstændig upåvirkelige af de argumenter, man kommer med, så bliver enhver form for demokrati umulig, og så er der kun revolutionen at håbe på.

Men dette, at man laver en udstilling med titlen "Che i vore hjerter" er ikke bevis på, at noget sådant er sket. Og i hvert fald, så længe man fremsætter forslag, der kan indgå i den normale politiske diskurs, så er venstrefløjen ikke blevet religiøs.

Forresten skal man jo også erindre sig, at de sociale skævheder, der i sin tid fik kommunismen til at vokse frem, ikke blev afskaffet med Sovjetunionens kollaps. Også herhjemme forekommer de, på trods af al vor rigdom. Så hvad samfundsindretningen angår, har vi ikke fundet de vises sten. Og vi leder måske også for lidt efter den.

Ricardt Riis er cand. theol. og pensioneret folkekirkepræst. Du kan læse og kommentere hans blogindlæg på riis.religionblog.dk.