Ramadan i et kristent kloster

Jeg blev ført til mit enkle rum af den munk, der forestår klosterets gæstehus. Han fortalte, at alle klosterets 15 gæsteværelser altid er booket på forhånd, “på nær et enkelt rum, som vi altid lader stå ledigt til en uventet gæst som led i en gammel europæisk tradition om gæstfrihed”.

Der var ingen telefon, fjernsyn eller radio på rummene. Der var ingen nøgler til dørene, som kun kunne låses indefra. Høj musik var ikke tilladt, og mobiltelefoner måtte kun bruges uden for bygningen. Måltiderne blev serveret på slaget 12 og igen klokken præcis 18.25, og gæster var advaret på forhånd: ”Hvis du først kommer klokken halv syv, så spis venligst middag på forhånd”.

Madsalen var enkel og elegant, måltiderne vegetariske, og gæsterne øste selv maden op, vaskede op bagefter og dækkede bord til næste måltid. Måltiderne var ligesom rummene gratis, men man kunne efterlade en frivillige pengegave i en konvolut i de enkelte rum.

Stilheden overvældede mig. Fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag talte jeg ikke med nogen, bortset fra et afsondret møde på en halv time med en præst, hviskende hilsner og småsnak i stil med spørgsmålet: ”Hvor er der sukker og fløde?”

Det var Ramadan, den muslimske fastemåned, og fasten øgede min fornemmelse af tilbagetrukkethed og stilhed. Og så var der de ti daglige bønner: de fem kristne (i kirken) og de fem islamiske (på mit rum): Vigilie (nattevågen) kl. 3.30, Fajr (morgengry) kl. 5, Laudes (morgentidebøn) kl. 7, Zohr (eftermiddag) kl. 13, messe kl. 14, Asr (aften) kl. 16, Vesper (eftermiddagstidebøn) kl. 5.30, Maghrib (solnedgang) kl. 18.55, komplet (aftentidebøn) kl. 19.30, og Isha’a (nat) kl. 8.30. 

Nogle gange blev det lidt akavet, fx når jeg klokken 4 om morgenen gik alene ud i gæstehusets køkken for at forberede og spise sahoor, det sidste måltid før fasten. Eller når aftensmaden blev serveret præcis 18.25, en halv time før solnedgang.

Men munken, der forestod gæstehuset, var så venlig at tage et måltid fra til mig, som jeg kunne spise efter solnedgang. (Hver eftermiddag kom nonnerne ud i gæstehusets køkken, forberedte maden og gik igen.) Under søndagens gudstjeneste blev jeg stænket med vievand, mens jeg messede: “Rens os, Herre, fra alle vore synder; vask os, så at vi bliver renere end sne”.

Jeg erklærede: “Vi tror på én Gud, Faderen, den almægtige, skaber af himlen og jorden og alt, hvad der kan ses og ikke ses.”

Jeg ville gerne have taget imod nadveren, men reglerne udelukker ikke-katolikker. Fader Stephen, en af de ledende munke, og jeg talte meget sagte sammen i omkring en halv time. Jeg lagde ud med at fortælle, at jeg var stukket af fra politikerne i Washington.

Vi talte om hykleri og løgne, om pengenes betydning i politik, om Jesus og hans budskab om fred, kærlighed og medlidenhed med de mindre heldige. Vi beklagede den nuværende stemning af frygt, vold og krig. Da vi rejste os for at tage afsked, gav han mig et løfte: “Jeg vil sætte dit navn på opslagstavlen og opfordre munkene til at bede for dig.”

Mohammad Ali Salih er arabisk journalist og bosat i Washington. Artiklen kan læses på engelsk på: http://www.commongroundnews.org

Kilde: International Herald Tribune, 5. oktober 2007, http://www.iht.com
Oversat af Sara Høyrup, www.texthouse.eu