Religionskonflikter bunder ikke alene i religion

Regeringen var behjælpelig med Malino-aftalen af 12. februar 2002, hvor 24 kristne og 25 muslimske delegerede mødtes, og regeringen opfordrede dem til at bruge deres indflydelse til at standse volden. Regeringen genopbyggede også kultsteder, som var blevet ødelagt under konflikten, den evakuerede flygtninge og hjalp dem økonomisk på fode.

Ikke desto mindre slog regeringens forsøg på konfliktløsning fejl af to hovedgrunde. For det første gik man ud fra, at det var religionen, som var omdrejningspunktet i konflikten. Og nok indeholdt den central-sulawesiske konflikt et religiøst element; men den var faktisk i højere grad udløst af en økonomisk ubalance, som opstod, da muslimer blev mere velhavende end de kristne som et resultat af deres adgang til jobs i administrationen, til ressourcerne og til magten.

For det andet blev forsøgene på konfliktløsning ledet af centralregeringen, som vurderede konfliktens intensitet på afstand og ikke fuldt ud forstod den lokale konteksts unikke karakteristika.

I dag fortsætter spændingerne og de regelmæssigt organiserede angreb i central-Sulawesi. Der er brug for en forandring i måden, forsøgene på konfliktløsning foregår på.

Det er tid til at involvere alle parter og bruge en kombination af ovenfra-og-ned og nedefra-og-op tilgange. Alle interessenter bør gives politisk magt til at løse voldelige konflikter på konstruktive måder, der bygger mindre på militær styrke og mere på opbygningen af et stærkt civilsamfund.

Samfundsmæssig indgriben i form af lobbyvirksomhed, konflikthåndtering, dialog og fredskampagner ført i massemedierne og i skolerne er nødvendige for at involvere alle parter i lokalsamfundet i den fredsskabende proces. Journalister, lavtplacerede regeringsembedsmænd og andre sådanne grupper kan hjælpe med at etablere kontakt mellem den politiske elite og resten af samfundet.

Ydermere bør græsrodsgrupper oplæres i konfliktløsning og kapacitetsopbygning, så de er parate til at foregribe og afbøde nye udbrud af vold.

Desuden må man gribe fat om konfliktens rødder. Regeringen må skabe kristen adgang til de økonomiske ressourcer og positioner med politisk indflydelse i central-Sulawesi, som i de forgangne årtier har været så godt som forbeholdt muslimer. Hertil kommer, at regeringen må involvere sig i opretholdelsen af et retfærdigt juridisk system og styrke håndhævelsen af lov og orden såvel som lokalsamfundets kendskab til lovens ord.

Ydermere kan vi bruge Nelson Mandelas trosbekendelse – “Sydafrika har ingen fremtid uden tilgivelse” – til en forsoningsproces i central-Sulawesi. En til konteksten tilpasset udgave af den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommision kan være en passende mekanisme til at indlede en berettiget offentlig efterforskning med offentlig afsløring af gerningsmanden, formelle tilgivelsesprocesser, amnesti til gerningsmanden og genoprejsning til offeret.

Sådanne forsoningspraksisser er universelle: Blandt arabere kaldes processen sulh (bilæggelse) og musalaha (forsoning), og blandt jøder indebærer handlingen teshuva, at man udtrykker fortrydelse og bekender sine forbrydelser,  hvilket i sidste ende fører til erstatning.

Tilsvarende indebærer forsoning blandt kristne tilståelse og erkendelse af egne synder fulgt af bodsøvelser. Læren, man kan uddrage af situationen i central-Sulawesi, kan fungere både som ledestjerne og som advarsel for de, der andre steder i verden arbejder på at løse konflikter, som ved første øjekast synes at være grundet i religion.

Mashudi Noorsalim er forsker og fredsmægler for Instituttet for fredsskabelse (Institut Titian Perdamaian) i Jakarta. Hans email er mashudi@gmail.com.
Artiklen kan ses på engelsk på http://www.commongroundnews.org/.

Kilde: Common Ground News Service (CGNews), 2. oktober 2007, http://www.commongroundnews.org/
Oversat af Sara Høyrup / www.texthouse.eu