Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at f.eks. kristendommen i tidens løb ofte af magthaverne er blevet brugt til at konservere tingenes tilstand i og med, at man har hævdet, at samfundets magthierarki og indkomstfordeling er udtryk for Guds evige og uforanderlige vilje, og at denne verdens fattige må vente på himlen, for at få det bedre, hvad Brian Mikkelsen jo selv faktisk lægger op til i hans klumme.

Hvad mange imidlertid overser er, at religion, herunder kristendommen, i historiens løb også har været brugt af mange af dem, der ønskede, at forandre verden til noget, som de opfattede som bedre.

”Da Adam pløjede og Eva spandt, hvem var da herremand”, lyder det i et bondedigt fra middelalderen. Dvs. stillet overfor den katolske middelalderkirkes lære om at arbejds- og magtfordelingen mellem bønder og adel var givet og villet af Gud, ser vi her en bondeindfaldsvinkel, der henviser til, at Biblens første mennesker ikke var underlagt et sådant system.

Vi må jo heller ikke glemme, at man i Bibelen finder flere skriftsteder, hvor de riges og magtfuldes fremfærd kritiseres og de fattige fremstilles som dem, som Gud i særlig grad er engageret i og for, end der er skriftsteder, der lægger op til, at man som kristen skal underordne sig myndighederne.

Selvom de færreste bønder i middelalderen selv havde mulighed for at læse Bibelen blev flere, end man i dag tror, gjort opmærksomme på dette skriftperspektiv af den radikale del af middelalderens fattigdomsbevægelser såvel som af bortløbne munke og oprørske småadelige, der kunne læse og havde fået en vis uddannelse.

De, ofte uhyre, voldelige bondeopstande, der hærgede i store dele af Europa i høj- og senmiddelalderen såvel som i reformationstiden, er da også religiøst inspirerede.

Tænk bare på hussitterne og gendøberrepublikken i Münster. De oprørske bønder ønskede, at virkeliggøre paradisiske tider på jorden, inspireret af tanken om tusindårsriget og Det Gamle Testamentes forestillinger om den messianske tidsalder.

Disse religiøse oprørsbevægelser kan man godt se som repræsentanter for en art protosocialisme, i og med at de forsøgte at etablere et samfund uden privat ejendomsret og med en kollektiv fordeling af rigdommen.

I øvrigt fik man etableret nogle samfund, der også synes at være prototypen på de volds- og diktaturregimer, som marxismen fik etableret i 1900-tallet. De utopiske jordiske paradiser har det nemlig med at ende som konkrete jordiske helveder.

Den socialistiske arbejderbevægelse i f.eks. Storbritannien og Sverige har også tydelige rødder i lav- hhv. frikirkelige kredse. Der kan derfor næppe herske nogen tvivl om, at socialismen og marxismen, på trods af disse ideologiers hyppige pointerede ateisme, står i gæld til kristendommen. Ligesom kristendommen næppe helt kan fraskrive sig et medansvar for de forbrydelser, som der er blevet og forsat bliver begået i socialismens og marxismens navn.

Et andet religiøst træk ved venstrefløjen, især den ydre, er en stærk hang til moralisering. F.eks. synes mange unge at falde for venstrefløjens pointerede engagement for de fattige og svage i samfundet.

Når Asmaa Abdol-Hamid i Ekstrabladet fra den 8.4. 2006 forklarer, hvordan hun kan være troende muslim og medlem af Enhedslisten på følgende måde: ”Selv om Enhedslisten engang udsprang af kommunismen, handler både partiets politik og islam om at skabe et retfærdigt samfund, hvor der også tages hånd om de socialt svage. De mennesker er desværre glemt i den hjemlige politik”, så lyder det sikkert godt i mange socialisters ører.

Som socialist vil man det gode, har man om man så må sige patent på moralen, for borgerlige ses uden videre som dem, der ønsker et uretfærdigt samfund, og som er ligeglade med de svage og udsatte i samfundet.

Nu vil jeg på ingen måde afvise, at socialismen, i dens moderate, reformistiske version, har et ikke ubetydeligt medansvar for velfærdsstaten og hermed for, at der i dag i Vesteuropa tages bedre vare på de fattige og udsatte end i tidligere tider.

Hvad jeg imidlertid savner er, at man hos den ydre venstrefløj forholder sig til, at den revolutionære socialisme, med dens vision om, at vi kan etablere et slangefrit paradis her på jorden, indtil videre altid er endt i rædselsregimer. Måske fordi man har et fundamentalistisk forhold til sin egen tro og derfor ikke kan se dens farer og begrænsninger.

Karen M. Larsen er cand. mag. og gymnasielærer.