I dette svar fortsætter benediktinernonne, søster Anna-Maria, med at fortælle om religiøse klædedragter og deres udstyr
Spørgsmål:Hej og tak,
Jeg har en teori om at kardinal/pater-hatten - den store runde - også er brugt af kvækere & amish-folket. Kan det tænkes, at denne hovedbeklædning kan føres tilbage til de ortodokse jøder, der jo stadig i visse grupper går med en hat, der til forveksling ligner den hat, jeg omtaler?
Og kan det tænkes, at den jødiske kalot også bliver brugt af Paven og hedder noget andet?
Kvasterne har sikkert haft en praktisk anvendelse. Der bruges et ligende system til heste, så de ikke irriteres i øjnene af fluer og andre insekter.
Men hvem manfakturerer disse hatte, og kan sådanne købes?
Jeg er nu mest interesseret i historien, for et eller andet sted virker det logisk på mig, at udendørshatten følger med de første kristne rundt (de var jo født jødisk) på deres missioner.
Munkedragterne virker på mig, som om de havde en indbygget ”rygsæk” - jeg har set at de har spidse hætter gående ned til deres bagdel, jeg troede først det var en fejltagelse, og at man historisk (ukorrekt) havde givet disse dragter ”narrehatte” facon, men dette lader ikke til at være tilfældet.
Jeg har stadig den fornemmelse, at munkedragterne ikke blev gjort u-praktiske.
Men denne lange tragtformede hætte, ja den forvirrer mig.
Hvis du kunne skaffe mig nogle mulige opslag eller syn for sagn på internettet eller billeder/udstillinger med den ”ægte vare” vil jeg blive glad.
På forhånd tak,
Keld Lund
Svar:Hej Keld!
Nu videre til dit spørgsmål om munkedragten og ”deres indbyggede rygsæk”, som du kalder det.
Der er mange variationer i de forskellige ordeners dragter. "Rygsækken” eller tilmed ”narrehatten”, som du udtrykker det, hedder en kaputze. Denne kaputze kan være løs hængende eller stiv og sidder fast på munkens skapular (det stykke klæde som hænger ned fra skulderen (fra latin. skapula=skulder) både fortil og bagtil.
Munkene slår denne kaputze op, når de vil samle sig. Førend de går ind i kirken for at bede den fælles korbøn, står alle munkene i stilhed med deres kapuzer slået op på hovedet. Kaputzen tjener til at holde uvedkommende indtryk ude. Når de kommer ind i selve kirken, slår de kaputzen ned.
I nogle klostre har munkene også kaputzen slået op, mens de spiser. Ligeledes har de kaputzen oppe, når de holder åndelig læsning. Men under arbejde m.m. hænger den bare ned ad ryggen. Se vedhæftede fotos.
Da jeg selv tilhører OSB-familien (benediktinere) så henviser jeg til flg. links:
http://www.santanselmo.org/ -
www.osb.org -
http://www.bendiktiner.de.
På de sider er det muligt at finde fotos af munke i deres dragt, hvor man tydeligt ser kaputzen. Der er selvfølgelig mange andre links til alle mulige former for munkeliv og deres forskellige dragter. Du kan også søge på Google under "religious life". Så finder du en masse om munke og nonner m.m.
Med hensyn til kardinalhat m.m., så har jeg ikke kunnet finde relevante oplysninger. Men du kan også her selv prøve på
www.katolsk.dk under spørgsmål.
Med hensyn til at købe en kardinalhat, så er det vist ikke noget, man sådan bare går hen og køber – og slet ikke i Danmark. I Rom er der en butik for ”udstyr” til kirkelige embedsindehavere.
Håber du selv kan komme videre med dine spørgsmål.
Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria