Vi bør alle være gode muslimer - os kristne

Men når det stilles op på den måde – og det er faktisk, hvad de islam-imødekommende kristne teologer gør – så ser man klart, at muslimerne ikke er fuldkommen gudhengivne, eller ikke er fuldkomne muslimer. For de elsker jo ikke på den måde, som Gud elsker.

De gør bevidst forskel på folk; der er forskel på muslimer og kristne i den muslimske stat; der er forskel på mænd og kvinder ifølge sharia. Og disse forskelle er bevidst fastholdte, de skyldes ikke menneskelig svaghed eller almindelig ufuldkommenhed, de skyldes, at koranen selv opstiller en sådan forskel.

Da vi i sin tid gik over til at kalde muhammedanismen islam, og tilsvarende kalde muhammedanerne muslimer, skete det, uden at vi tænkte så meget over det. Det var bare, hvad de kaldte sig selv, eller hvad de helst ville kaldes, og hvad – har vi nok tænkt – der går da ingen skår af os ved at kalde dem muslimer i stedet for muhammedanere. Det blev politisk korrekt at kalde dem muslimer. Helt i orden.

Og så lærte vi sådan langs hen ad vejen, at "islam" betyder hengivelse og "muslim" én, der hengiver sig. Og det lyder jo fromt, måske også lidt frommere, end vi havde tænkt til at begynde med, men hvad: nu var det jo blevet politisk korrekt at kalde muhammedanerne muslimer, og vi havde også efterhånden vænnet os til det, så vi blev bare ved.

Men når nu de selv gør opmærksom på, at deres gudhengivelse er det samme som den gudskærlighed, vi taler om – og lad os bare sige, de har ret i det – og når så ydermere nogle kristne islam-sympatisører skildrer denne fælles gudskærlighed, eller altså denne fælles "islam", med Jesu ord fra bjergprædikenen om fuldkommen ligelighed under udøvelsen af kærlighedsbudet, så bliver det klart, at det minsandten er os kristne, der er gode "muslimer" (sande gudhengivne) og muhammedanerne, der er ufuldkomne "muslimer".

Og jeg er ret sikker på, at dette ikke var, hvad hverken de 138 lærde muhammedanere tilsigtede med deres brev, eller hvad de fromme, kristne islam-sympatisører havde til hensigt med deres svar.

Men sandt er det da alligevel. Og egentlig ganske pudsigt.
Man kan så også lægge mærke til, at argumenterne ikke står på samme niveau. Muslimerne (altså muhammedanerne) bruger argumentationsformen: "Der står skrevet", hvor det så blot er koranen, det står skrevet i. Det gør de fromme kristne islam-sympatisører også. Men kun tilsyneladende. Jesus argumenterer nemlig ikke ud fra et "der står skrevet", men ud fra et "kan I ikke godt selv se det!"

Og det kan vi jo godt, både kristne og muslimer (altså både kristne muslimer og muhammedanske muslimer). Gud lader jo rent faktisk sin sol stå op over både onde og gode, og hvis vi vil elske, som Gud elsker, så må også vi være uden præferencer, så må også vi undlade at lade de gode kommer foran de onde.

Og det er her, jeg mener, Helligånden har spillet både muslimer og de kristne islam-sympatisører et puds. Det er svært at komme i nærheden af den levende Gud. Og når muslimerne selv udfordrer ham ved at hævde, at de, skønt de vitterlig gør forskel på mennesker, er gudhengivne og elsker Gud, som vi kristne gør det: af hele deres sjæl og hele deres sind og hele deres styrke, ja så er det selv ude om det, når de rammes af Ordets forhammer.

Og et ekstra krydderi på den begivenhed er, at de fromme, kristne islam-sympatisører, der kun vil muslimerne det bedste, slet ikke aner, hvilke kræfter der skjuler sig i det ord, de videregiver til muslimerne.

Kaj Munk var overbevist om, at Gud havde humoristisk sans. Jeg har hidtil troet, at han overdrev noget. Men jeg er efter dette ikke helt så sikker i min sag som før.

Du kan læse Ricardt Riis' blogindlæg på http://riis.religionblog.dk/, hvor du også kan kommentere hans indlæg.