- Tvivlen er jo næsten en forudsætning for troen. Da jeg indledte mit første bidrag til en debat om videnskaben eller religion på Niels Bohr Instituttet, sagde jeg; at deltagerne havde hørt på indlæg fra videnskabsfolk, der vidste, hvad de talte om, og nu skulle de høre på en person, der troede han vidste, hvad han talte om.

- Tro er her ikke det samme, som at jeg tror, at det bliver regnvejr i morgen. Det er selvfølgelig en tro med meget mere substans, der ikke lader sig ryste umiddelbart. Men oplevelsen af tvivl kender jeg i allerhøjeste grad.

Dramatisk flugt til Sverige
En af de første gange Bent Melchior oplevede tvivl var, da han som 14-årig flygtede til Sverige med sin familie under 2.verdenskrig.

- Vi lukkede vores entredør i slutningen af september 1943 uden at vide, om vi nogensinde skulle åbne den igen, og sagde farvel til det liv vi havde ført indtil da. Vi skulle næsten krybe langs med husmurene og havde en temmelig dramatisk overfart, der foregik over Østersøen og varede 16-17 timer.

- På det tidspunkt mente man, at de korte ruter over Øresund var blevet for farlige, så vi blev anbefalet at tage til Falster og sejle til Sverige derfra. Vi fik fat i en gal fisker, der ikke kunne sejle. Han sejlede i ring, sådan at vi efter 8-10 timer, hvor vi troede vi lå ved Trelleborg, i stedet lå ved Gedser.

- Han ville sætte os i land, fordi han troede, det var Sverige. Men da solen stod op, opdagede vi, at noget var galt. Så meget vidste vi alle sammen, at Sverige lå øst for Danmark, og at solen står op i øst. Så derfor skulle landet og solopgangen gerne være på samme side, men det var de ikke. Det var sådan vi opdagede det, ellers var vi sejlet lige i armene på tyskerne.

- Så sejlede han efter solen, og det var et totalt tilfælde, at vi ramte Sverige. I mellemtiden var brændstoffet ved at slippe op, og jeg ved ikke hvor mange mirakler, der skulle til for, at det gik godt. Så spørger man sig selv; kan det være rigtigt, Vorherre?

Overlevelse var et mirakel
Efter gymnasiet rejste han som frivillig til Israel og blev uforberedt involveret som soldat i Israels uafhængighedskrig fra 1947-1949.

- Vores lille gruppe af frivillige kontaktede Haganah, som i 1947 var den mest fredsommelige gruppe, der koncentrerede sig om at hjælpe overlevende fra Holocaust til Palæstina. De samlede flygtninge i lejre i Italien og i det sydlige Frankrig, hvorfra de afventede mulighed for at komme over Middelhavet.

- De danske frivillige - der før maj 1948 ikke var så mange - og frivillige fra andre vestlige lande sluttede sig til de lejre. Der var anledning til intensiv fysisk træning, men der var forbud imod al anvendelse af våben, så drømmen om en fredelig løsning levede endnu, indtil vi i maj gik i land i Haifa og to dage efter befandt os ved fronten.

- At være flygtning og deltage i krig var med til at forme mine tanker og holdninger. Det er i begge tilfælde situationer, hvor det at overleve er noget af et mirakel. Jeg er født i samme måned som den hollandske jøde Anne Frank, der døde i koncentrationslejr. Og det var også det, som var nazisternes hensigt med mig, så alt, hvad jeg har levet siden da, er noget af en foræring. Hvis man har været i krig og set kammerater blive såret og dræbt, så må man igen sige, at livet får en ekstra betydning.

- Da jeg kom hjem fra krigen, var der ikke noget, der hed krisehjælp, så jeg måtte bearbejde oplevelserne selv. Der var selvfølgelig nogle oplevelser, der rystede, men der var andre ting der styrkede. Jeg lærte at se på en totalitet i stedet for at koncentrere mig om nok så vigtige enkeltheder. Jeg konstaterede for eksempel, at jøder er blevet dræbt på uhyggelig måde igennem historiens løb, men at det jødiske folk har overlevet. Det er jo fantastisk. Det kan man da ikke overse.

- Vi har været igennem nedslagtning af korstogsriddere, spansk inkvisition og ikke mindst holocaust, og alligevel eksisterer det jødiske folk den dag i dag. Der får man ligesom et blik for noget, der er overordnet.

Hvordan tænker du på Gud i den forbindelse?

- At der sker katastrofer er meget ofte menneskenes skyld. Og der må vi overveje den problematik, som Gud har udsat os for ved at give mennesket fri vilje. Det er ikke helt tilfældigt, at jeg har kaldt mine erindringer ”Så vælg da livet”. Femte Mosebog siger helt klart; ”Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, så vælg da livet”. Så vi har altså valget.

- Alternativet måtte være, at vi ikke fik det frie valg. Så ville vi være programmeret til en bestemt adfærd. Det kunne måske være en fantastisk verden, men der ville ikke længere være noget fortjenstfuldt ved at gøre godt. Ved at vi har fri vilje, er der noget i verden, som hedder godt og ondt, og der er desværre mennesker, der bruger denne valgmulighed til at gøre ondt.

- Det var ikke Guds skyld, at der var holocaust, men de onde menneskers skyld. Og tilsvarende kan gode mennesker gøre en forskel til det gode. Derfor skal vi bearbejde os selv og hinanden til den verden, som jeg ser frem til skal være den messianske tid. Men det er ikke gjort med et enkelt menneske, der skal mange millioner til. Men hvert menneske, der gør en god gerning, ændrer balancen i universets tilstand.

Religion kræver stadig refleksion
For Bent Melchior er religion ikke noget statisk. Tilværelsens oplevelser gør, at man til stadighed må se på skrifterne med nye øje.

- Der er folk, der mener, at religion er noget færdigt og uforanderligt. Det er da rigtigt, at skriften siger om sig selv, at den er uforanderlig. Men forståelsen af teksten er ikke uforanderlig. Mine forestillinger om visse ting i det religiøse liv er anderledes i dag, end de var for ti eller 25 år siden.

- For eksempel er mine forestillinger om messianske tilstande totalt forandret. Man har jo forestillet sig - og det er der nok stadig et flertal af mennesker der gør - at Messias er en person, der på et eller andet tidspunkt kommer, og så ved jeg ikke, om han skal svinge en tryllestav eller har noget støv, han kan sende ud over universet, og så bliver der pludselig fred på jorden. Alle er nok enige om, at messianske tilstande er noget med fred.

- Men når man først har oplevet, som jeg, at en mand kommer til ens dør og siger: Jeg er messias!, så er det svært at fastholde den forestilling. En dag ringede det på min dør, jeg gik ud og lukkede op, og der stod en høj, sort mand fra Alabama. Han havde haft nogle visioner, og på en eller anden måde indgik jeg pudsigt nok i dem. Det gjorde situationen sværere, fordi jeg jo skulle af med fyren. Jeg kunne ikke pludselig hengive mig til det.

- Den oplevelse siger mig, at det ikke kan være sådan, at der pludselig kommer en person, og så er der fred i verden. Jeg tror, at fred er en tilstand, som verden må udvikle sig hen imod. Om der så til den tid vil være en person, man vil give en vis ære for, at det er kommet dertil, det er da meget muligt.

- Jeg håber, at jeg stadig vil blive ved med at udvikle mit forhold til religion. Jeg mener ikke, jeg har fundet den endelige formulering. Den dag, det er slut, er der rigeligt for mine efterkommere at tage fat på. Det er spændende, at en ny generation også må se tingene i relation til omgivelserne.

Fakta om Bent Melchior:

• Bent Melchior er født 1929 i Tyskland, hvor hans far var rabbiner for en menighed.
• Kom til Danmark i 1933.
• Flygtede til Sverige 1943-1945 og derefter student fra Frederiksberg Gymnasium 1947.
• Frivillig i Haganah, Israel, 1948-49.
• Lærer ved Den jødiske Religionsskole i København 1949-1958 og rabbinereksamen i London 1963.
• Rabbiner ved Det Mosaiske Troessamfund 1963-1970 og overrabbiner og præst samme sted 1970-1996.
• Lektor i jødisk litteratur ved Københavns Universitet 1971-84.
• Har været medlem af en række velgørende selskabers bestyrelser, deriblandt Den Danske Israel-indsamling, Verdenskongressen for Sovjets jøder, Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Jødisk, Kristent, Muslimsk Forum samt medlem af forretningsudvalget for Dansk Flygtningehjælp fra 1996 indtil i år.
• Har desuden skrevet adskillige bøger og foretaget en selvstændig oversættelse af De fem Mosebøger.

Se interview med Bent Melchior i nyt vindue