Helligt – noget unikt og indviet
Ordet hellig betyder ”udskilt og indviet”. Det hellige er en modsætning til det profane og verdslige. Det er noget særligt betydningsfuldt og bør som sådan respekteres. Samtidig er alt, der er helligt, indviet af Gud.

Helt konkret står vores kirker som sådanne huse, der skiller sig ud fra andre bygninger. De ses, og de erfares som særlige steder, der er indviet til et højere formål. Hver søndag fejeres der gudstjeneste her.

Ofte møder jeg mennesker, der ikke er flittige kirkegængere, som de selv udtrykker det. Alligevel er de grebet af den højtidelighed og dybde, der er ved at gå ind i en kirke, tænde et lys og bare være der. Det erfares som et indviet helligt sted, der gør sjælen godt.

Vi er som mennesker skabt i Guds billede, læser vi på Bibelens første sider. Det vil sige, at vi har fået lagt en guddommelig gnist ind i sjælen, som følger os hele livet. Først når vi ”opgiver ånden” afleverer vi den tilbage til Skaberen, hvor vi modtog den fra.

Vi er på den måde ”udskilt og indviet” af Gud. Det er vigtigt at have respekt overfor alt, hvad der er skabt: naturen og dyrene. Men menneskeheden indtager en særlig plads i skaberværket.

Samværet som helligt
I samvær med andre mennesker er der derfor en form for hellighed, som bør være grundtonen i ethvert fællesskab. Det kan udtrykkes således:

”Vores første opgave, når vi kommer tæt på et andet menneske, et andet folk, en anden kultur, en anden religion, er at tage skoene af, thi stedet vi nærmer os er helligt.
Ellers kunne det ske for os, at vi trampede på et andet menneskes drøm.
Endnu mere alvorligt kunne vi komme til at glemme, at Gud var til stede, før vi dukkede op” (ukendt forfatter).

Vi erfarer gang på gang, hvordan et møde med et andet menneske kan vokse i intensitet og nærvær. Der kan opstå ”noget mere”, end hvad to mennesker alene kan skabe. Der sker noget i åbenheden og den gode, givende samtale. Noget opbyggeligt og skabende, der gør, at man går beriget fra hinanden. Gud er med i ethvert møde med et andet menneske.

Hellighedens kilde
Apostlen Paulus taler gang på gang om at ”leve i Kristus” (f.eks. Kol 2,6 og 2 Tim 3,12). Fra disse ord strømmer en fylde af åndeligt liv, et liv i uadskilligt fællesskab med Kristus. Det betyder at lide med ham, at dø med ham, at opstå med ham og at dele himlens herlighed med ham.

Et liv i en sådan bevidsthed og tro er funderet i strømmen af Guds hellighed. Det omfatter to handlinger, der sker samtidigt, men som alligevel er forskellige.

Den første går ud på, at ”udskille” sig fra verden. For den hellige er den, der forlader verden. Vedkommende giver afkald på at være bundet og styret af denne verden.

Den anden handling indebærer, at ”det gamle er forbi, noget nyt er blevet til”(2 Kor 5,17). Det vil sige, at den hellige i Kristus har fået et nyt borgerskab, en ny herre og tilhører Gud alene. Det er i bund og grund dåbens hellighed, som træder i kraft.

Apostlen Johannes taler om, at vi skal leve i verden, men vi er ikke af verden (Joh 17,11-16). I dybet af vores væsen hører vi hjemme et andet sted end i verden. Men det betyder ikke, at vi skal løsrive os bogstaveligt fra verden. Tværtimod skal vi ofre os for verden, som Kristus gjorde og elske vort medmenneske, som vores Herre gør det.

Bøn
Kære Gud,
Helliggør os dag for dag.
Lad os forblive i det dybe fællesskab
med din elskede søn,
at vi må have respekt og kærlighed
overfor de mennesker, vi møder.
Fyld os med Helligånds kraft,
at vore hjerter dagligt vendes mod dig.
Lad os genopdage styrken og trøsten
i at have borgerskab og hjemsted hos dig, her og hisset. Amen.