Lær dig selv at kende

Men det viser sig ofte, at vi ikke kan nærme os Gud, uden det menneskelige aspekt også inddrages. Det kommer ganske af sig selv. Der skabes jordforbindelse, og vi er sammen til stede som de mennesker, vi virkelig er. Der åbnes døre til sjælens inderste rum, hvor det tunge ligger. Smerten, afmagten, utilstrækkeligheden og angsten.

Vi lider af åndenød!
Vi lider i dag af åndenød både på arbejdspladsen og i de hjemlige rammer. Hele tiden er vi i gang med at gøre noget, præstere noget, udfylde de mange forventninger, der stilles til os og måske allermest de høje forventninger, vi stiller til os selv!

En indre stemme hvisker os i øret alt det, vi skal have gjort og bør gøre hver dag. Tilfredshed, glæde og lethed er værdier og følelser, vi mangler, men længes efter.

I mødet med Gud som noget dybt personligt åbnes der for et sjælerum, hvor vi kan ånde frit. Paradoksalt nok lærer vi ikke Gud at kende ved kun at se på ham, men ved at se på Gud og så på os selv, så på Gud og så på os selv igen. Det er og bliver en indbyrdes og gensidig relation.

Det personlige møde med Gud
Det personlige forhold udvikles, når vi bruger tid på hinanden. Når venskabet gælder Gud, må vi bruge tid på at være sammen med ham, hvile i ham, bede til ham og lade os fylde af ham. Slet og ret give ham vores opmærksomhed og skridt for skridt overgive os til ham, blive tryg og hengiven.

Vi lærer Gud at kende gennem Kristus. Han er det filter, som vi må lade alle vore forestillinger om Gud passere igennem, hvis vi skal erfare det personlige møde med Gud. Alt, hvad Kristus vidner om og er, bunder i Guds forvandlende og helende kærlighed, som strømmer dig i møde som en kilde til nyt liv og åndelig forvandling.

Gud har givet os vores identitet og værdighed som mennesker, som forunderligt nok ikke har noget at gøre med vores opførsel, og hvad vi kan og ikke kan. At lære sig selv at kende, er at gå i sig selv og erkende, at jeg gang på gang bygger min identitet på det, jeg gør og ikke på, hvem jeg er i lyset af Guds kærlighed, min gudgivne indentitet.

Vi slipper ikke for selvransagelse og at erkende vores skygge sider og ego-dominans. Virkeligheden må erkendes, før den han forvandles indefra og åbne til Gud. Men vi skal ikke blive her. Det er det befriende ved mødet med Gud, at i det øjeblik jeg tillader Gud at acceptere mig, som jeg er, hjælper det mig til at acceptere mig selv, som den jeg er. I det lys kan alting ske!

At være en elsket synder
Jeg må erkende, at der er noget i mig, der dækker mig selv med figenblade, dræber min bror, bygger Babelstårne og bringer kaos ind i verden. Der er noget i mig, der afviser Gud og dermed afviser min egen dybeste virkelighed, som er, at jeg er skabt i Guds billede og højt elsket af ham.

Men jeg ved, at jeg ikke kun er en synder, men en dybt elsket synder, og det gør en verden til forskel.

Vores mål er ikke at forsøge at blive syndfri. Derimod må vi altid vende os til Gud midt i alt det, der fylder vores bevidsthed og møde Gud, som vi er. Herfra udgår en åndelig forvandling, som fører til et dybt sjælevenskab med Ham, som har skabt os.

Åndelig praksis
Hvis det er din længsel at lære Gud og dig selv bedre at kende, så afsæt tid til at gøre to ting:

Bed først Gud om at hjælpe dig med at indse, hvad der får dig til at føle dig mest sårbar og derfor til at lede efter et skjul. Måske er det konflikter, mislykkethed, smerte, følelsesmæssige vrede og ophidselse eller at tabe ansigt. Tillad dig selv at mærke den smerte, der vil være til stede, hvis du ikke undgik disse ting.

Lyt så til Gud, der indbyder dig til at komme frem fra de buske, du gemmer dig bag, og træd ud. Giv Gud lov til at omfavne dig, lige dér hvor du er.

Reflektér derefter i bøn over det selvbillede, du er mest bundet af. Overvej, hvordan du godt kan lide at se dig selv, hvad du er mest stolt af ved dig selv.

Bed Gud hjælpe dig til at se de måder, hvorpå du bruger disse ting til at forsvare dig mod følelsen af sårbarhed. Og bed så Gud om at gøre dig i stand til at have nok tillid til at give slip på din personlige stils figenblade.