Ny bog om grænselandet mellem buddhisme og kristendom

Refleksioner
Overskriftens refleksioner rammer præcist det, som er bogens største problem: Den vælger aldrig entydigt stil på sin vej, men skifter frem og tilbage mellem stil og genrer og blander litterær fiktion, videnskab, essayistik og selvbiografi i en genrehybrid. Hvorfor denne irriterende mangel på stringens?

Hvor han er bedst, er Notto R. Thelle en fantastisk fortæller, der bruger sin store teologiske og sproglige begavelse til at sætte ord på religion og til at forklare betydninger i den andens religion og vice versa. Her viser han noget af religionsdialogens fornemste opgave: At oversætte og forsøge at formidle mening ud fra det sprog, som den anden kender og kan forholde sig til.

Hvor han er dårligst, er han inkonsekvent i sit valg af fortællere, som jævnligt skifter navne, karakter, form og modtager. Og noget, der kan irritere, er, at han – når han har indledt en litterær fiktion med dialoger – absolut skal have sin egen eksterne stemme på banen og kommentere, hvad den fortalte fiktion nu skal betyde. Det er ærgerligt, at han bryder fiktionerne og ikke lader dem stå for sig selv netop som fiktion uden yderligere kommentarer. Her mærker man, at Thelle i bund og grund er udpræget akademiker og selv i forsøget på at skrive litterært ikke kan dy sig for akademiske kommentarer.

Religionsdialog i grænseland
Når dette er sagt, er stoffet ganske interessant med dets samlede udsagn om, hvorfor øst og vest kan have så svært ved at mødes og forstå hinanden rigtigt. Bogen anbefaler kristne at gå i dialog med buddhister og nyspirituelle uden at ignorere, at der måske alligevel er grænser for samtalen, da vi et langt stykke ad vejen tror noget vidt forskelligt her i livet.

Notto R. Thelle peger på, at dialoger må og skal sætte grænser og holde fast ved, at der er forskelle, men samtidigt, at der mellem de fleste religioner og mennesker faktisk findes en eller anden form for fællesnævner eller mening, hvor man kan begynde en samtale.

En af hans interessante pointer i bogen er, at kristendommen og hans egne fortællinger nødvendigvis måtage farve af den tid og den kontekst, som de placeres i. Det samme er tilfældet for religionsdialog. Den vil altid foregå i et konkret landskab og med nogle konkrete personer, og som menneske kan man ikke forblive upåvirket af dem, man har talt med – på godt og ondt. Dialoger med ikke-kristne kan forandre ens identitet og fortolkning af den kristne tro. Men den fare er man nødt til at udsætte sig selv for.

Buddha og Kristus i dialog
Noget af det allermest velskrevne og originale i bogen er den fiktive dialog mellem selveste Buddha - "Siddharta" - og Kristus. Kunne de to overhovedet have talt sammen, hvis de havde mødt hinanden? Også den iscenesatte Thomas-refleksion er tankevækkende og yderst interessant.

Begge dele forsøger at nå ind i det religiøse grænseland mellem buddhismen og kristendommen og at finde grænserne for, hvor langt forståelsen og dialogen kan gå. Men ikke mindst illustrerer dialogerne, hvad der karakteriserer de to guddomme og religiøse landskaber.

Blandt andre af bogens specialiteter er tekster i spændvidden mellem Nirvana og Guds rige, lotusblomst og kors, tomhed/nihilisme og Guds fylde. Interessant er f.eks. hans afdækning af buddhismens idé om altings tomhed og de spor, denne nihilisme har sat i moderne vestlig filosofi. Nihilismen hos Beckett, Camus, Heidegger og Schopenhauer, ligger ifølge Notto R. Thelles udlægning påfaldende tæt op ad den nihilisme, som ligger ligefor for en buddhist.

Men som Thelle påpeger det, findes der også elementer i Bibelen, som rører ved tomheden og eksistensen af forgængelighed – mest kendt er selvfølgelig Prædikerens tale om tomhed og jagen efter vind. I kristendommen står tomheden og meningsløsheden dog ikke tilbage som det sidste. Derimod er troen på en Skabergud og opstanden Kristus garanten for, at tomheden ikke får det sidste ord.

Forskellige religiøse sprog
Notto R. Thelle erkender, at vi faktisk ikke alle taler det samme religiøse sprog:

"Vi bruger de samme ord og tror, vi mener det samme, men opdager, at vi taler forbi hinanden. Det omvendte sker også – vi bruger helt forskellige ord, men opdager til vores overraskelse, at vi genkender hinandens erfaringer. Religionsdialogen bevæger sig hele tiden mellem det, der er ens og det som er anderledes. Af og til kan det være nyttigt at markere forskellene, både for at respektere det som virkelig er anderledes og for at bruge forskellen som en nøgle til dybere forståelse (...). Vi taler om religion og spiritualitet, men er vi egentlig optaget af det samme? Søger vi et fælles mål, eller vandrer vi hver sine veje?" (s. 142-143)

Dette er en væsentlig erkendelse for enhver samtale. Og med den formulerer han en baggrundsviden for at optimere samtalen mellem kristne, buddhister og nyspirituelle. Han pointerer, at disse tre religiøse grupper har hver deres sproglige koder og forståelsesrammer, som de religiøse erfaringer organiseres efter, og at det er vigtigt at forstå disse, hvis man skal kunne tale meningsfyldt sammen.

Kristne (foruden jøder og muslimer) er især fokuserede på relationens vigtighed, noget som skabes på baggrund af Ordet og øret, som må svare på et ord. Kristendommen er intet uden relationen til Gud og medmenneskene.

Buddhister er fokuserede på indsigt, noget som skabes ved at åbne øjnene og trække sig væk fra andre. Synssansen får dermed en særlig status her.

Og de nyspirituelle (som tror på alle mulige alternative strømninger med New Age som en af de overordnede strømninger) fokuserer på energi og ønsker for alt i verden at komme væk fra de personlige relationer. Derimod vil de gerne udvikle sig og realisere sig selv.

Bogen peger også på en påfaldende forskel i forhold til forventningerne til sproget og behovet for tale og dialog. Mens kristendommen på mange måder udtrykker troen på relationer – mellem menneske og Gud og medmennesker – og derfor har en vis tiltro til ordet eller sproget, har buddhismen det ikke som sit højeste mål at være i relation, men at få indsigt.

I en vis udstrækning er det derfor heller ikke så stort et behov for buddhisten at tale med andre. Tavsheden får sin egen værdi – jo færre ord, desto bedre.

Findes Østen og Vesten?
Et af de interessante kapitler i bogen er dens refleksion over begreberne om Øst og Vest. Thelle mener, at hverken Østen eller Vesten findes som realiteter, men kun eksisterer som mentale konstruktioner, som vi et langt stykke hen ad vejen har skåret i vores egne billeder som mere eller mindre narcissistiske kategorier!

Kritikken er ikke mindst hård i forhold til det, som han betragter som vestlig kulturnarcissisme:

"Det kulturnarcissistiske element i vestlige holdninger til Østen gør, at mødet med andre kulturer bliver projektioner af egne behov. (...) Der findes også en kulturnarcissisme med modsat fortegn, der ensidigt søger de negative sider ved Østen (...). Narcissisme er et dårligt udgangspunkt for kendskab til både os selv og andre." (s. 110)

Samtidig er hans opfordring så, at man forsøger at finde både Øst og Vest på ny og ikke lade sig begrænse af fordomme. Buddhisme i en light-version à là "natbordsbuddhisme" og "MacBuddha" er ikke ægte buddhisme.

Skal man tage dialogen alvorlig, må man forsøge at forstå hele religionen på godt og ondt og ikke bare tænke i klichéer eller enstavelsesord.