Menneske: Det forstår jeg! Kan jeg så bede videre? Giv os i dag vort daglige brød. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere...
Gud: Og hvad så med Kirsten?

Menneske: Kirsten! Ja, tag du bare det frem! Du ved nøjagtigt, at hun blamerede mig offentligt, at hun - hver gang hun møder mig - er så arrogant, at jeg allerede er blevet rasende, før hun siger sine nedladende bemærkninger. Og hun ved det også. Hun tager mig ikke alvorlig som medarbejder. Hendes type...
Gud: Ja, jeg ved det, og hvad så med din bøn?

Menneske: Sådan mente jeg det ikke!
Gud: Du er i det mindste ærlig! Morer det dig egentligt at løbe rundt med så megen bitterhed og afstandtagen i hjertet?

Menneske: Det gør mig syg.
Gud: Jeg vil helbrede dig. Tilgiv Kirsten og jeg vil tilgive dig. Måske taber du masken, men det vil give dig fred i hjertet.

Menneske: Hm! Jeg ved ikke, om jeg kan overvinde mig selv.
Gud: Jeg vil hjælpe dig!

Menneske: Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde...
Gud: Ja, der er ikke noget, der er vigtigere end det. Undgå personer og situationer, som frister dig.

Menneske: Hvordan mener du?
Gud: Du kender selv dine svage punkter!
Ikke at ville binde dig til noget, egoisme, kærlighedsløshed, retshaveri, overlegenhed, at ville trevle tingene op og analysere alting… Giv ikke fristeren nogen chance.

Menneske: Jeg tror, det er det sværeste Fadervor, jeg nogensinde har bedt, men det har for første gang haft noget med min hverdag at gøre.
Gud: Godt. Bed blot færdig nu.

Menneske: Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Gud: Ved du, hvad jeg synes er herligt?
Når et menneske som du begynder at tage mig alvorlig, at bede ægte, at efterfølge mig og så gøre det, som er min vilje. Når de mærker, at deres virke for at mit rige skal komme, også gør dem selv lykkelige og glade.

(Ukendt forfatter – set i katolsk avis fra Flensborg)