"Gud har ikke givet os en fej ånd." Ja, så heroisk udtrykker Paulus det (2 Tim 1,7). I Bibelen opfordres vi til at stride troens gode strid, til at se jordelivet som en kamp mod mørkets magter. Vi tilskyndes til at iføre os lysets udrustning og stile efter sejr. Der går kort sagt et heroisk spor gennem hele Bibelen – fra Det Gamle Testamentes helte (Moses, David, Gideon, Samson, Judas Makkabæeren m.fl.) og direkte over i Det Nye Testamentes kernebudskab.

Lad mig minde om, at apostlene var Kristi stridsmænd. Paulus lærte de kristne, at de skulle anbefale sig som Guds tjenere, bl.a. "ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar" (2 Kor 6,7). Peter instruerede de første kristne i altid at være parate til at forsvare deres tro (1 Pet 3,15). Og Judas formanede de kristne til at kæmpe for deres tro (Jud 1,3).

Altså: For de første kristne var deres religion ensbetydende med at deltage i en troskamp, hvor de sejrede ved Jesus Kristus (Rom 8,37). Sandheden er da også, at klassisk kristendom er kæmpende kristendom. Men i dag er det sjældent, at denne troskampens heroisme kommer til udtryk i kirkens forkyndelse. Og de moderne kristne lader til at være døve for det heroiske indhold i de gamle salmer af Kingo, Brorson m.fl. For her tales der rask væk om "stride-kirken" og "troens stærke sejrsfane." Mon det ikke er på tide, at der igen kommer vind i denne sejrsfane?

Kirken er blevet lunken. I dag er kristendommen i de fleste mænds øjne noget svagt og eftergivende. Men det skyldes et stort ukendskab til kristendommen. Tag nu den kristne etik – hvad svagt er der i den? Hvad indeholder den andet end ridderdyder for menigmand? Der er passager i Bibelen, som er de rene riderregler (f.eks. Es 1,16-17; Fil 4,8; 2 Pet 1,5-7).