Bibelen og billedet

To fromme kvinder endte med at redde det hellige billede i kirken. Irene og Theodora havde begge været gift med kejsere, men havde modet til at stå fast på deres tro og afvise den vej, som deres mænd og svigerfar havde anbefalet. Kejserinde Irene var den, der kaldte sammen til det, som skulle blive det syvende økumeniske koncil, år 787 i Nicaea, og som blev afholdt til ikonets forsvar og genindsættelse i kirken.

Efter en tid kom et bagslag med nye kampagner mod brugen af hellige billeder. Ikonmodstanderne fik igen overtaget i kirken frem til 843, et mærkeår i den ortodokse tradition, da ikonets plads i kirken blev endeligt beseglet under kejserinde Theodora. Første søndag i den Store Faste fejrer hvert år denne triumf i alle ortodokse kirker under mottoet ”ortodoksiens sejr”. Ikonets sejr var Evangeliets sejr.

I forbindelse med den ikonoklastiske strid i 700- og 800-tallet trådte nogle af den udelte kirkes fremmeste teologer frem, og Johannes af Damaskus var iblandt dem. Hans kamp for ikonerne handlede blandt andet om, som han udtrykte det, at ”strække sin hånd ud til den sandhed, som er truet”.

Forsvaret for ikonerne handlede om langt mere end kunst, æstetik og pædagogik. Det var et spørgsmål om teologi. For ikontilhængerne var kritikken mod ikonerne et angreb på selve hjertet i den kristne tro.
Var Gud virkelig blevet menneske – eller var al tale om dette blot en illusion?

*

Ordet ”ikon” kommer af det græske eikon, som forekommer flere gange i det Nye Testamenet ligesom også i den græske oversættelse af det Gamle Testamente, Septuaginta. Mennesket siges her at være skabt i Guds billede. Jesus Kristus beskrives som ”den usynlige Guds eikon” (Kol 1:15). Ordet ”ikon” bliver i vor Bibel oversat med ”afbillede”. I Jesus Kristus ophæves det gammeltestamentelige billedforbud. I Jesus er Gud afbildet. ”Den, som har set mig, har set Faderen.”

Billedforbuddet i Mosebøgerne understreges ikke blot af ikonteologerne i den tidlige kirke. De mener til og med, at de hellige billeder er en følge af billedforbuddet. Netop fordi Gud er usynlig og ikke kan afbildes, er hans bliven til menneske den hændelse, som gør det muligt at afbilde ham! Ikonet krænker ikke billedforbuddet. Det henviser tværtimod til dets eneste mulige konsekvens, såfremt det er sandt, at Gud bliver til et virkeligt menneske. ”Uden billeder er kristendommen ikke længere nogen kristendom,” siger teologen Leonid Ouspensky.

Først gav Gud mennesket sit Ord i form af Loven. Siden gav Gud mennesket sit billede i form af Jesus.

*

Den Usynlige er blevet synlig! Den skjulte har blotlagt sit ansigt. Gud, som er ånd og uden form, har antaget en krop og forenet sig med materien. På baggrund af den bekendelse males og æres ikonerne. Troen på Guds sande bliven til menneske – inkarnationen – udgør udgangspunktet for alt i kirkens tro og bøn. Ikonet er et symbol på dette.

Men det er ikke et idol, ingen afgud. Helt fra starten af satte denne bekendelse alting på den anden ende. Det var chokerende for en jøde. Lattervækkende for en græker. Ingen af de store religioner er så fysiske som den kristne tro. Adskillige religioner giver guddommelig status til mennesker, men ingen anden religion bekender sig til en Gud, som er blevet menneske. ”Ordet blev kød og boede iblandt os,” vidner evangelisten Johannes.

Spørgsmålet om forholdet mellem menneskeligt og guddommeligt i Jesu person blev genstand for en lang og indgående bearbejdelse i den tidlige kirke. Iveren efter at forklare det uforklarlige, at trække Kristus-hemmeligheden ned på et begribeligt niveau, gav tilbagevendende anledning til forvanskninger af troen. De fremstod ofte meget sympatiske og fik derfor i perioder mange tilhængere. De syntes jo at give en rimelig forklaring på Jesu forhold til Gud.

Men mysteriet lader sig ikke forklare. Mysteriets opgave er at forklare vore liv. Kristen tro sigter til transfigurering, en dåb i lys. Af den grund må troen beskyttes mod pilfingre.

*

”Ingen har nogensinde set Gud. Den eneste Søn, som selv er Gud og altid står Faderen nær, har forklaret Ham for os,” skriver Johannes i prologen til sit evangelium.

Gud forbliver uset. Vi kan hverken sige noget sikkert om Gud eller gøre os et billede af ham. Derfor havde israelitterne ikke blot forbud mod at afbilde Gud – de måtte heller ikke udtale Guds navn.

Men hvad da, hvis Gud har givet sig til kende? Ja, hvis han endog er kommet os så nær, at han er blevet menneske – da kan vi vidne om ham i såvel ord som billede. Vore ord og billeder gengiver ikke det usynlige hos Gud, men det, som er blevet synligt og dermed forklaret.

Ved at trække sløret fra sit eget ansigt er Gud trådt frem for verdens øjne. Guds selvafsløring, Åbenbaringen, er den grund, som den kristne tro hviler på. Uden afsløringen ville vi for altid famle i usikkerhed omkring, hvem Gud er. Men nu har Gud afdækket sit ansigt og er trådt frem i tid og rum.

Ordet, som var i begyndelsen, har ikke alene ladet sig høre. Ordet har ladet sig se og berøre: ”Det vi har hørt, det vi har set med egne øjne, det vi har betragtet og rørt ved med vore hænder.” Hørelsen, synet og berøringen vidner samstemmende om Guds indtræden i verden. ”Ja, livet blev synligt, vi har set det og vidner om det.”

*

Synet er ”den ædleste sans”, siger Johannes af Damaskus. Øjnene ser mere, end ørerne hører. Ordet, som blev kød, gør kristendommen til en religion, hvor det vigtigste udtryk for at kende Gud er at ”skue” Ham. I sin store vision på Herrens dag gentager Johannes gang på gang ordene: ”Og jeg så”. Med skarpe farver og dristige penselstrøg maler han i henrykkelse et verbalt ikon.

Vi lærer Gud at kende gennem at se ind i et menneskes ansigt. Ikonet stiller dette ansigt frem for vore øjne. Ikonmaleren skaber en levende skrift. Det hellige billede er ikke blot en illustration til Bibelens beretninger. Ikke blot et tegn. Ikonet er et symbol.

Forskellen? Et tegn viser hen til en bestemt virkelighed. Et symbol kommunikerer og manifesterer denne virkelighed, så den bliver nærværende. Hvad er det da, vi ser i ikonet?

Den, som ser ind i Jesu ansigt, ser et menneske ”udi alt sine brødre lig”. Betragteren ser ind i den levende Guds ansigt. I Jesus er de to naturer forenede, uden at nogen af dem mister deres særegenhed. Med Paulus ord: I Kristus er ”hele den guddommelige fylde kropsliggjort og har taget bolig”. Ikonet vidner om Gud åbenbaret i kødet.

*

To vigtige distinktioner foretages af Johannes af Damaskus for at ikonet ikke skal blive misforstået eller misbrugt. Han skelner dels mellem afbillede og urbillede, dels mellem at ære og at tilbede.

Tilbedelsen må kun rettes mod urbilledet, den levende Gud. Men afbilledet skal æres, eftersom det vidner om urbilledet. Et ord, et billede, skabelsens skønhed, en selvopofrende handling, et gennemlyst menneske – alt, hvad der vækker taknemmelighed til Gud, står i det helliges tjeneste og er ære værd. ”Alt, som Gud har skabt, er godt, og intet har nødigt at blive vraget, hvis det modtages med taksigelse; det bliver rent gennem Guds ord og gennem bøn.” (1 Tim 4:4-5)

I Johannes forsvar for ikonerne stod inkarnationen hele tiden i forgrunden. Ikonerne sætter dette i relief: bekendelsen af, at den urørlige er blevet til at røre ved, den usynlige er blevet synlig, den formløse har fået krop.

I generationen efter Johannes, da angrebene på ikonerne tog til igen, blev distinktionen mellem afbillede og urbillede formuleret med endnu større præcision af en af kirkens lærere i det tidlige 800-tal, Theodoros af Studion. Han forestod et kloster i nærheden af Konstantinopel og var en skarpsynet åndelig leder.

Til kritikerne, som mente, at ikontilhængerne betragtede billederne som guddommelige, siger Theodoros: Ikoner er i selve deres natur noget andet end den eller det, som afbildes på ikonet. På samme måde som en persons skygge er noget andet end personen. Det er to forskellige ting. Kristus er én ting, hans billede noget andet. Hvis man hævder andet, er ikonet jo ikke længere et billede, men Kristus selv.

Ikonet er altså ikke identisk med Kristus; alligevel får det sin identitet gennem sit forhold til Ham. Som eksempel henter Theodoros blandt andet ord fra Anden Mosebog: ”Du skal også lave to keruber af banket guld”. Han siger ikke: ”Du skal lave to billeder af keruber”. Billedet retter ikke opmærksomheden mod sig selv, men mod den eller det, som det forestiller. I den forstand skylder afbilledet urbilledet sin identitet uden at være identisk med det.

På samme måde som en skygge ikke er til at skille fra den krop, som kaster skyggen, er billedet forenet med originalen. Den, der ser på et ikon og siger: ”Der er Kristus”, mener ikke, at billedet er Kristus. Betragteren kalder ikonet for Kristus, fordi det får sin identitet gennem sit forhold til ham.

Da David dansede foran arken, var det Gud, han dansede foran – ikke det materiale, arken var tilvirket af. Sådan er det også med ikoner. Den, der kysser ikonet, kysser Kristus. Den, som beder til ikonet, vender sig mod urbilledet, ikke mod afbilledet. Ikke fordi den malede træplade er Gud. Lige så lidt som bibelteksten er Gud for den, som kysser sin bibel. At tro det ville være afgudsdyrkelse!

*

Når den troende siger, at Bibelen er Gud ord – Ordet som blev kød – mener den troende ikke, at bibelbogen eller pergamentrullen er identisk med Kristus. Men den skylder ham sin identitet. Derfor ærer den troende den hellige Skrift som Gud selv.

Den ære, som den troende retter mod bogen, henføres til Ham, som bogen forkynder. På samme måde som den ære, den troende retter mod billedet, henføres til den, som billedet forestiller. Ham, hvis stråleglans træder frem i ikonet og i hver og en, som lader sig opfyldes af Helligånden.

Oversat fra svensk af Sara Høyrup / www.texthouse.eu

Teksten er først publiceret på www.tidskriftenpilgrim.nu