Var helvede nødvendigt?

”Problemet er…” begyndte hun. ”Hvis kristendommen er
sand, så vil alle de mennesker, jeg elsker, bortset fra nogle få,
brænde for evigt i helvede. Men hvis kristendommen ikke er
sand, så er der ikke særlig meget mening eller håb i livet. Jeg ville
ønske, jeg kunne finde en bedre mulighed. Hvordan forholder
du dig til det?”

Min datters spørgsmål ramte mig hårdere, end jeg på nogen
måde kan forklare. Hun havde fundet akilleshælen i min egen
teologi, og med det ene simple spørgsmål følte jeg, at noget gik
i stykker inden i mig. Nej, det gik ikke i stykker, det blev blødgjort,
som et gulvbræt, der bliver svækket af termitangreb eller
forrådnelse. I løbet af de næste dage og uger knækkede det, brød
sammen og smuldrede væk.

Jeg havde gennem årene stort set undgået at komme ind på
helvede i mine prædikener og kun berørt det, når det var nødvendigt,
og da så forsigtigt som muligt. Når nogen havde spurgt
mig om helvede, havde jeg givet mit bedste og mest ortodokse
svar, men jeg havde tænkt ved mig selv: ”Jeg vil vædde på, at de
ikke køber den.” Når de gjorde, blev jeg overrasket, for hvis jeg
havde været på deres side af bordet og skulle udforske ortodoksien
udefra i stedet for at forsvare den indefra, så ville mine svar
ikke have tilfredsstillet mig.

Jeg skjulte imidlertid min panik, som forældre – og præster –
lærer at gøre, og gav hende et forældreagtigt, beroligende smil.

Den lørdag eftermiddag forsøgte jeg at hjælpe Jess ved at fortælle
hende om inklusivisme som et alternativ til den eksklusivisme,
hun var utilfreds med. Mens eksklusivisme reserverer evigt
liv i himlen til rettroende, bekendende kristne, holder inklusivisme
døren åben for, at andre kan blive frelst gennem Kristus,
selv om de ikke har bekendt sig som kristne. Det lod til at hjælpe.

Efter omtrent tyve minutters samtale gav tørretumbleren lyd
fra sig, og hun takkede mig og gik ud for at lægge sit tørre, varme tøj ned i tasken, mens jeg sad og lod som om, jeg arbejdede
med mit puslespil. Jeg havde på fornemmelsen, at hun inden
længe ville vende tilbage med flere spørgsmål.

Og det gjorde hun – senere lørdag aften. ”Må jeg stille dig et
andet teologisk spørgsmål?” spurgte hun og smed sig i sofaen
ved siden af mig. Jeg mutede lyden fra fjernsynet, og hun sagde,
at hun ikke var helt tilfreds med inklusivismen. Den fik måske
nogle flere mennesker i himlen end eksklusivismen, men hvordan
forholdt jeg mig til det faktum, at bare ét menneske kunne
blive pint i et ubegrænset tidsrum for et begrænset antal synder?

Igen tog jeg mit forældreansigt på, og denne gang fortalte jeg
hende, hvordan et begrænset væsens lovbrud mod en ubegrænset
Gud er et ubegrænset lovbrud – den købte hun ikke, og jeg
forsvarede den heller ikke, fordi jeg ikke selv kunne forestille mig
en bibelsk forfatter bruge den slags argumenter. Så fortalte jeg
hende om conditionalismen* – tanken om, at helvede er midlertidigt
og fører til udslettelse i stedet for evig pine, en anden mindretalsholdning i den kristne teologi om helvede. Det hjalp hende
en smule, men kun indtil næste morgen.

Da jeg kom ned til morgenmad omkring klokken syv, var hun
i gang med at lave kaffe, og hun fortsatte samtalen, som om den
ikke havde været afbrudt.

”Men, Far,” sagde hun, mens hun skænkede to kopper kaffe,
”jeg kunne alligevel ikke sove i nat. Dit svar blev ved med at køre
rundt i hovedet på mig. Jeg bliver ved med at spørge mig selv:
Hvad er pointen med, at Gud skaber denne verden, hvis så meget
går til spilde? Og tror du, at Gud planlagde fra begyndelsen,
at der var nogen, der skulle pines i al evighed? Eller var helvede
en slags uventet plan B, som Gud ikke kunne forudse og nu hænger
på? Ingen af de to alternativer er særligt gode, vel?”

Denne gang havde jeg intet fornuftigt svar. Eksklusivisme var
mit udgangspunkt, inklusivisme var min nødplan og conditionalisme
var min sidste udvej. Hun fortsatte: ”Så da jeg alligevel
ikke kunne sove, gik jeg på nettet i aftes – eller det var faktisk
tidligt i morges – og der læste jeg om universalisme. Det lød ret
godt. Hvad mener du om det?”

I de teologiske kredse, jeg kommer fra, er universalisme kun
et lille skridt fra ateisme. Det er sandsynligvis mere frygtet end
utroskab, og får du først universalist-stemplet på dig, er det ensbetydende med, at din karriere er ødelagt. Definitivt. Så jeg blev
igen nødt til at skjule, hvor rystet jeg var over, at min lille pige
ikke bare stillede spørgsmål – nu flirtede hun også med et farligt
kætteri.

Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg fyrede
en joke af om ikke at svare på teologiske spørgsmål inden
klokken ni om søndagen, og jeg slap af krogen. Hun virkede glad
nok, da hendes kæreste, Kincaid, hentede hende om eftermiddagen
for at køre hende tilbage til skolen. Måske havde bare det at
overveje universalisme som en mulighed haft en beroligende
virkning på hende – men det havde den modsatte virkning på
hendes far.

Jeg var blevet opdraget med eksklusivisme fra barnsben: Ingen
kom i himlen efter døden, med mindre de var blandt de personligt,
individuelt, bevidst ”genfødte” eller ”frelste”. På college
mødte jeg gennem C.S. Lewis’ bøger en mildere modifikation af
eksklusivismen, der anerkender, at det er muligt at blive frelst
af Kristus uden nogensinde at have ”bedt en bøn til frelse”. Et
sted i Det er kristendom, havde Lewis skrevet et par linier, der trøstede
mange af mine venner, selv om de gjorde mig en smule
nervøs:

"Verden består ikke af 100 procents kristne og 100 procents ikke kristne. Der er mennesker (og ikke så få), som ganske langsomt
er på vej til ikke at være kristne længere, men som stadig kalder
sig sådan af navn… Der er andre mennesker, som ganske langsomt
er ved at blive kristne, skønt de endnu ikke kalder sig det.
Der er mennesker, som ikke anerkender hele den kristne lære om
Kristus, men er så stærkt draget af Ham, at de er Hans i meget
dybere forstand, end de selv ved af. Der er mennesker, der tilhører andre religioner, som ved Guds hemmelige indvirkning ledes
til at koncentrere sig om det i deres religion, der er i overensstemmelse
med kristendommen, og således tilhører Kristus uden at vide det."

Hans ord om ”at ledes gennem Guds hemmelige indvirkning”
mindede mig altid om Paulus’ ord i Romerbrevet 8 – ”For alle,
der drives af Guds ånd, er Guds børn” – og for mig holdt det i
al hemmelighed bagdøren åben for inklusivismen, selv om de fleste
af mine kolleger og næsten alle mine sognebørn betragtede
mig som ortodoks eksklusivist.

Også conditionalismen eller ”den betingede udødelighed” blev stadig mere populær – det vil sige eksklusivisme eller inklusivisme
minus ideen om ”evig, bevidst pine”. Den forståelse betød, at de ikke-frelste ville blive straffet for deres synder og
derefter ophøre med at eksistere, eller at kun de frelste ville blive
opvækket fra dødens ubevidste søvn. Man kan vel sige, at jeg
var – af omdømme i det mindste – en eksklusivist, som havde
hemmelige inklusivist-tilbøjeligheder, og som kunne affinde mig
med conditionalister. Men universalismen var en anden sag; den
gik længere, end jeg var villig til at gå. Den gik ud på, at alle i
sidste ende ville blive forsonet med Gud gennem Kristus, så helvede
ville være tomt, hvilket er det samme som at sige, at det
ikke eksisterer, i hvert fald ikke for mennesker.

Der var mange teorier om hvordan og hvornår og så videre, men den lykkelige afslutning forekom mig for god til at være sand. Eller var den
for god til ikke at være sand? Når sådanne spørgsmål dukkede
op, viftede jeg dem væk så hurtigt som muligt, som man vifter
en flue væk.

”Nå,” tænkte jeg og forsøgte at trøste mig selv, da Jess og Kincaid
bakkede ud af indkørslen senere samme dag. ”Hvis Jess bliver
universalist, så vil hun i det mindste stadig være kristen. Det
er bedre, end hvis hun helt opgiver troen.” Men så tænkte jeg
videre: ”Men hun ville ikke kunne blive medlem af Potomac
Community Church.” Vores kirkes bekendelse, som jeg ikke kunne
huske ordret, ville muligvis give rum for en mild form for inklusivisme,
men universalisme? Aldrig i livet.

Tanken om, at min datter kunne være kristen uden at være velkommen i min egen kirke, sad som en torn i mit sind. Det var jo en helt urimelig tanke.

Så gik det op for mig, at min egen fremtid i kirken var langt
fra sikker. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om det gjorde det
bedre eller værre.

Jeg lænede mig op ad dørkarmen og betragtede Kincaids falmede,
røde Honda tøffe op ad bakken, inden den forsvandt ud
af syne og kun efterlod en smule blåt udstødningsrøg bag sig.

Jeg stod i adskillige minutter og stirrede på bakketoppen; så den
blå røg stige, fortone sig og til sidst forsvinde. Der var begyndt
at falde enkelte snefnug fra den klare, grå himmel. Jeg følte et
stik i hjertet, noget smertefuldt og farligt, svært at definere, men
noget jeg ikke kunne ignorere. Stikket blev til en sætning: ”Hvis
Jess ikke er velkommen i Potomac Community Church, så vil jeg
heller ikke være det.”

Fra det øjeblik voksede spørgsmålet om helvede til noget nær
en besættelse. Fremmede spørgsmål blev ved med at dukke op i
mine tanker og aflede min opmærksomhed. Kunne kristendommens
formål reduceres til dette: At øge befolkningstallet i himlen
og gøre helvede mindre proppet? Var kernen i Jesu og apostlenes
budskab information om, hvordan man får sin personlige
sjæl i himlen efter døden? Kan det hele koges ned til det? Ville
milliarder af mennesker virkelig komme til at brænde i endeløs
pine, fordi de ikke troede på Jesus? Hvilket formål skulle det tjene?
Var det tilstrækkeligt godt til, at det kunne kaldes gode nyheder?
Er menneskelivet så foragteligt, så undværligt? Er Gud
så ond og hjerteløs? Er Guds godhed så skrøbelig? Er Guds retfærdighed så hård? Er den slags retfærdighed overhovedet retfærdig?

I de følgende måneder blev min datters spørgsmål mine egne:
Havde Gud fra begyndelsen to hensigter – den ene, at nogle
mennesker skulle pines evigt; den anden, at andre skulle leve i
evig glæde? Ville en god Eksistens nogensinde kunne udtænke
sådan en plan? Eller var Guds oprindelige plan, at der kun skulle
være én slutning – en lykkelig slutning – men at der så opstod
ulykker og katastrofer, som Gud ikke kunne forudse eller
forhindre, så de to destinationer var en uønsket nødvendighed?

Eller kunne det tænkes, at Gud kun har én slutning i tanke, den,
som havde været der fra begyndelsen: At udrydde al ondskab
og frelse alt, der overhovedet frelses kan?

Disse spørgsmål blev ofte efterfulgt af en lavine af spørgsmål
af mere nærværende karakter: Hvad hvis jeg modererede min
ortodokse opfattelse af helvede eller smed den overbord? Hvad
ville forsvinde sammen med den? Ville der være nogen form for
ultimativ retfærdighed eller ansvarlighed tilbage? Kunne og ville
mennesker være gode, hvis ikke helvede lurede efter døden?

Var helvede et nødvendigt afskrækkelsesvåben mod menneskelig
ondskab? Ville folk synes, at Jesus, kirken, Bibelen og kristendommen
kunne undværes, blev mindre betydningsfuld, når helvede
blev mindre truende? Ville Gud blive til en venlig, senil,
mild bedstemor i himlen, så alt er tilladt, alt er okay, det hele er
cool, og ha’ en god dag? Ville den kristne tro uden helvede blive
en slags vandmandsreligion – blød, svampeagtig, gennemsigtig,
ubetydelig?

"Det sidste ord - og endnu et" udkommer på forlaget Boedal - se mere på www.boedal.dk