Tro er livsmod og håb til fremtiden

Jamen, det tror alle da på, vil du måske sige. Men det er nu ikke helt sandt. Hinduismen og buddhismen bygger på sjælevandringslæren. Og denne lære går ud på, at legemet og dets kræfter er af det onde og skal holdes nede, mens sjælen og dens kræfter er af det gode og skal fremmes. Derfor har munkevæsnet indenfor buddhismen fået stor betydning. For gifter man sig, så lader man sig gribe af livstørst, og det er just det, man egentlig helst skulle undgå.

Modsat betyder jo det, at Gud har skabt os mennesker som mand og kvinde, at han på forhånd har nedlagt noget godt i forholdet mellem mand og kvinde.

Den tanke, at sjælen er langt mere værdifuld end legemet, har op igennem århundrederne også vundet indpas blandt de kristne. F. eks. blev der i 1764 i Christiansfeld bygget en hel by, der skulle huse den såkaldte brødremenighed; husene ligger der stadig, og brødremenigheden findes også stadig. Men dengang var den meget anderledes end den er i dag.

De, der dengang sluttede sig til brødremenigheden, lod den legemlige verden bag sig, hengav sig totalt til frelseren, og lod ham bestemme helt over sig. Det gjorde de i den grad, at det var ham, der bestemte, om man skulle sendes som missionær til Afrika eller til Grønland. Og det var ikke tomt tankespind. Man tænkte sig, at frelseren bestemte den slags ting ved lodtrækning. Og hvad der var mere mærkeligt: Man tænkte sig også, at frelseren ved lodtrækning bestemte, om man skulle have lov at gifte sig og i bekræftende fald med hvem.

Det lyder højst besynderligt for os – der synes ikke at have været meget livsmod og håb for fremtiden i en sådan overbevisning. Men alligevel regner vi dem jo med til de kristne. I hvert fald var man i 1700-tallet kommet så vidt, at man undlod at forfølge anderledes tænkende. I store træk.

Hvis man skal tilbage til en tid, hvor man førte religionskrige, skal man nok hele 350 år tilbage, altså tilbage til midt i 1600-tallet. Men der var så at sige ingen religionskrige, der var "rene" religionskrige. Altid var det noget andet end udelukkende religionen, man førte krig om.

Hermed mener jeg at have svaret på dine første fire spørgsmål. Men så er der lige nummer fem tilbage: "Hvor mange havde tro for 200 år siden? Hvor mange har det nu?"

Som du kan se af eksemplet med brødremenigheden, mente de nok i brødremenigheden om sig selv, at de i hvert fald havde tro. Måske de også har ment, at de havde noget mere tro end de fleste af deres samtidige. Men havde de det?

Hvis tro er identisk med livsmod, håb til fremtiden, sikker forvisning om, at Gud har gemt noget godt til os i forholdet mellem mand og kvinde, så kan man ikke uden videre sige, at det var brødremenigheden og ikke hele den store masse af almindelige danskere, der havde tro.

Og det samme gælder i dag. Det behøver ikke nødvendigvis være dem, der selv siger, at de har tro, der har den største tro. Det kan meget vel være dem, der ikke i særlig grad kalder sig kristne, men alligevel lever i tillid til, at Gud har noget godt i vente til dem.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, teolog og tidligere præst