Nu dages det, brødre, det lysner i Øst

Det er i år 40 år siden de kom til Danmark, og lige siden har de levet her her imellem os. Osman og Muhammed, Aisha og Asmaa, Fatih og Isa, Hvem er de egentlig?

I slutningen af 60’erne kaldte vi dem gæstearbejdere. De kom, fordi vi manglede arbejdskraft, og det var kun meningen, at de skulle være her som gæster. Men de blev her, og de hentede deres familier til landet.

Når vi i 70’erne kiggede nærmere på dem, syntes vi, at de var fremmedartede, så vi kaldte dem fremmedarbejdere. Som fremmede hørte de ikke til her, deres anderledeshed kunne godt gøre os utrygge.

I 80’erne kom der så flere med de samme navne. De var flygtninge, og vi kaldte dem asylansøgere. De fik tilladelse til at opholde sig hos os, men de var stadig udlændinge.

Da deres antal voksede, begyndte vi for alvor at tale om dem som indvandrere. For vi blev klar over, at de var kommet for at slå sig ned hos os. Hørte de til en indvandringsbølge, der ville oversvømme vort land?

Når vi så nøjere efter, blev vi klar over, at de tilhørte mange forskellige etniske grupper, de var etniske minoriteter. Selvom flere af dem blev danske statsborgere, var de ikke nødvendigvis danskere. Vi begyndte at tale om vore danske værdier i modsætning til de etniske minoriteters værdier. Da der var så mange forskellige etniske grupper, persere og tyrkere og mange andre, begyndte vi at kalde dem perkere.

I 90’erne blev vi for alvor opmærksom på, at Osman og Aisha, og deres børn og børnebørn, har det til fælles, at de alle tilhører en fremmedartet religion. Vi begyndte at tale om dem under ét som muslimer. Danmark har været et kristent land lige siden Harald Blåtand gjorde danerne kristne for over 1000 år siden, men er der nu fare for, at vi bliver islamiseret? På det seneste, efter terrorangrebene i New York, London og Madrid er de blevet latente islamister og potentielle terrorister.