Irene Lindegaard |
3. december 2007
Den åndelige vej fører ikke mennesket nærmere Gud, men til en større erfaring af Guds nærhed
Åndelig vejledning bygger på den opfattelse, at et menneske, som tror på Gud og lever sit liv i en guddommelig relation, vil gennemgå en udvikling. Denne udvikling eller forvandling kaldes et menneskes åndelige vej, og det kan derfor overordnet beskrives som den åndelige vejlednings opgave og formål at lede et menneske af den åndelige vej. På trods af at den åndelige vej er forskellig fra menneske til menneske, så er der en række fællestræk, som er blevet beskrevet op gennem tiden af de såkaldte mystikere, f.eks. Teresa af Avila.
Owe Wikström sammenfatter den mystiske traditions erfaringer af den åndelige vej i sin bog
Det blændende mørke. Den åndelige vej eller den indre vej består af faser. Mennesket indeholder allerede alle faser på den indre vej. Faserne optræder i et menneskes erfaring, når dette menneske bevidst har truffet et valg om at følge Kristus. Dette sker gerne i en bestemt rækkefølge, hvilket muliggør en sammenfattende vejbeskrivelse, men mønstret kan brydes, hvorfor vejens faser skal opfattes fleksible.
Wikströms beskrivelse af den åndelige vej er derfor en beskrivelse af, hvordan et menneskes åndelige udvikling kan se ud. Han deler den åndelige vej op i syv stadier: Savnet, forsmagen, opgør, nåden, natten, lyset og vandringen. Disse stadier er ikke trin man kan træde op eller ned på, og det er muligt at være i flere stadier på samme tid.
Owe Wikström gør opmærksom på problemerne omkring en optegnelse af den åndelige vej. For det første vil der altid være tale om en forenkling, fastslår han. For det andet er det vigtigt at huske på, at Jesus ikke selv beskrev nogen bestemt ordning eller åndelig vej for mennesket.
Det er væsentligt for Wikström, at den åndelige vej og dennes stadier eller faser ikke fører mennesket nærmere Gud. Gud er altid nær. Derfor kan man ikke komme nærmere. Den åndelige vej fører derimod mennesket til en større erfaring af Guds nærhed.
Alligevel indebærer tanken om en åndelig vej et aspekt af åndelig vækst. Trods intentioner om en ligestilling af stadierne på den åndelige vej, så kan der være tendens til at lægge vægt på vejens sidste stadier.
Dermed opstår der et spændingsfelt mellem åndelig vækst og Luthers tanke om, at vi alle er retfærdiggjorte ved Jesus Kristus og på samme tid syndere (Simul justus et peccator). Dette spændingsfelt opstår mellem en objektiv og en subjektiv erfaring af frelsen. Den objektive er direkte knyttet til inkarnationen. Mennesket er allerede frelst, fordi Gud blev menneske og levede og døde for menneskers skyld. Den subjektive erfaring af frelsen kræver en personlig tilegnelse.
Det er ikke væren, der betegner et kristent menneske, men vorden. Dermed bliver den åndelige vækst knyttet til den subjektive erfaring af frelsen. Der er ikke tale om at komme nærmere frelsen objektiv set, for mennesket er allerede frelst. Derimod er der tale om en vækst i den personlige erfaring af at have del i frelsen. At vandre på den åndelige vej vil dermed sige at tilegne sig den frelse, som allerede i kraft af inkarnationen er en realitet.
Det er et vigtigt element i Luthers teologi, at frelsen ikke kan fortjenes. Mennesket bliver ikke frelst, fordi det beder på en bestemt måde eller læser åndelige bøger. Frelsen gives ufortjent af nåde. Den åndelige vej kan derfor ikke føre mennesket nærmere Gud eller frelsen.
Ifølge Luther udelukker inkarnationen andre frelsesveje. Gud blev menneske i Kristus. Det betyder at Gud åbenbarede sig i et menneske en gang for alle. Hvis mennesket skal søge Gud, skal det gøre det gennem Kristus alene. Mennesket skal ikke søge op til Gud, for han er allerede steget ned til mennesker. Alene i kraft af inkarnationen er menneskets frelse mulig. Mennesket kan intet ved egen kraft. Derfor kan mennesket kun ved Guds vilje, nåde og kærlighed vokse i troen, eller med andre ord vandre ad den åndelige vej.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk