Selvom Israel er et lille land, har det opbygget et stærkt militær gennem professionel træning og religiøs motivation af dets soldater, siger en af landets højtstående rabbinere
- I den israelske hær er den spirituelle side meget betydningsfuld for dens styrke, forklarede general Avi Ronzki, der er overrabbiner for de israelske forsvarsstyrker, for nyligt på en international konference for præster.
Det skriver Yonhap News.
- Det er meget vigtigt for vores hær, at soldaterne forstår, hvorfor de slås, sagde han.
- Kombinationen af hærens professionelle side og dens spirituelle værdier kan bidrage til dens succes.
Krigserfaring bag beslutning om at blive rabbinerRonzki var selv befalingsmand for en faldskærmsenhed i 1970’erne og husker især Yom Kippur-krigen i 1973 mellem på den ene side Israel og på den anden Egypten og Syrien, hvor mange af hans soldatervenner faldt.
- For det israelske folk handler krig ikke om at erobre andre nationer men om overlevelse, understregede Ronzki.
- Der var dengang en stor frygt for, at vores land var truet i en grad, vi aldrig før havde set. Det fik os til at tro, at det jødiske folk var på randen af udryddelse. I et religiøst perspektiv var der derfor en klar forståelse for, hvorfor vi sloges.
Han forklarer i forlængelse heraf, at denne krigserfaring havde betydning for hans beslutning om at blive rabbiner.
- Det kommer af som hærfører at have ansvaret for at lede soldater i krig, hvor soldater bliver slået ihjel.
Ronzki meldte sig til militærtjeneste igen for halvandet år siden og blev forfremmet til brigadegeneral som overrabbiner for de israelske forsvarsstyrker.
I Israel bliver alle kvalificerede mænd og kvinder hvervet som 18-årige. Mændene tjener tre år, kvinderne tjener 21 måneder.
SamvittighedskvalerNår man taler om samvittighedskvaler i forhold til aftjening af værnepligt, så er det ikke særligt fremtrædende i Israel.
- De fleste israelere ser værnepligten som en nødvendighed for at opretholde deres eget liv. Derfor er det endnu ikke så almindeligt, sagde Ronzki.
- Vi har dog brug for at skabe alternativer for dem, der nægter at tjene deres værnepligt af samvittighedsgrunde, så de kan tjene deres land på en måde, der tilgodeser deres samvittighed, samtidig med at de kan bidrage til nationens fremtid, sagde overrabbineren.