Den jul vi kender i dag, er et produkt af den borgerlige revolution, der kendetegner moderniteten. Den borgerlige familie, der har rødder i 1700-tallet, men som først slår igennem i 1800-tallet, havde mistet kontakten til den førmoderne landbrugsverden. Familien er ikke længere en produktionsenhed, og man tror i øvrigt på verden som værende rationel og styrbar, ligesom man også mener, at man skal kunne styre sig selv.

Familien skal i stedet danne den følelsesmæssige ramme omkring manden, der skal kunne slappe af fra den hårde kamp om overlevelse i den nykapitalistiske verden i familiens hyggelige skød, ligesom den skal sikre, at børnene opdrages til de roller som borgerskabet tillægger de to køn.

Kvinde- og kønsforskningen taler om den såkaldte heteronormativitet, altså den forestilling, at den heteroseksuelle livsstil er og bør være normgivende for det menneskelige samliv. I denne forbindelse kan nutidens julefejring ses som et af heteronormativitetens hovedritualer, fordi den iscenesætter den heteroseksuelle kernefamilies rolle og funktion, hvad der bl.a. ses ved dens fokus på børnene, der ikke havde nogen særlig rolle i den førmoderne julefejringen.

Det er i denne forbindelse interessant at se, hvordan nisserne introduceres i 1800-tallets julefejring.
Nissen er en skikkelse fra folketroen med rødder tilbage til den førkristne tid. Hans funktion er vel nærmest en slags husgud med ansvar for gården og dens velstand. Nissen var oprindelig ikke en hyggelig skikkelse, for han krævede respekt og overholdelse af traditionens normer, ellers lavede han ulykker!

Nissen er altså et minde om det førmoderne landbrugssamfund, og han fremstilles da også på 1800-talles billeder meget passende i en gammeldags bondepåklædning. Han er et drilsk element fra den fortid, som man tager afstand fra, eller måske skal han ses som et ”skævt” element i den borgerlige omskabelse af julen?

Efterhånden heteroseksualiseres nissen dog, for det hetoronormative pres er for stort til at kunne tåle en (ellers oprindeligt) ugift skikkelse midt i denne iscenesættelse af de heteronormative idealer. Den nisseskikkelse som sætter sit præg på nutidens danske jul, herunder julekalenderne, er derfor typisk gift og har børn.

I øvrigt er den heftige kommercialisering af julen også ganske forståelig, hvis man ser den moderne jul som et centralt ritual for heteronormativiteten. For den moderne heteroseksuelle kernefamilie har som en af sine hovedfunktioner at forbruge, så hjulene kan holdes i gang, ligesom den både skal rekreere producenterne og levere kommende producenter såvel som forbrugere.

Ser vi imidlertid på de bibelske julehistorier, så er de faktisk ret så ”skæve” set i forhold til en julefejring, der handler om at iscenesætte kernefamilien og den glæde og hygge, som det hævdes, at den skaber.
Ikke nok med at Jesus kom til verden udenfor det heteroseksuelle ægteskab, men historien om krybben og hyrderne på marken og Herodes' forfølgelser rimer dårligt med hygge og selvglad iscenesættelse af normalitet og konformitet.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at den kristne dimension ved julen drukner i dag. Der er ikke plads til den i en jul, der handler om heteronormativitet og kapitalisme.

I julen føler alle, hvis liv ikke passer til idealet om en borgerlig familie med far, mor og velopdragne børn samt masser af penge til forbrug, sig ofte med rette udenfor. Homoseksuelle, enlige forældre med børn, singles, ensomme ældre og mange andre må kun alt for ofte mentalt og sommetider også socialt opleve, at de bliver holdt udenfor i kulden, mens dem, der falder indenfor normen, rigtigt kan godte sig i normalitetens varme.

Men det kristne julebudskab er faktisk også, ja sågar i særlig grad, rettet til dem, der ikke er plads til i herberget. I Jesus kommer Gud til dem, der bliver holdt udenfor, for at give dem en plads i varmen i Guds rige. I Guds kærlighed er der plads til alle og ingen bliver holdt udenfor, det er julens centrale budskab, som kirken skal forkynde midt i en juletid, der alt for ofte handler om alt muligt andet end Guds inkluderende kærlighed.