Maskulin jul i Kaj Munks ånd

Præster kan prædike, at vi mennesker kan ingenting og er ingenting. Men så er kristendommen faktisk blevet det stik modsatte af, hvad den er. Det er en forfalskning af kristendommens ydmyghedsideal.

Kristendommen har sat ganske anderledes brændende krav til sine tilhængere. Kristus lærte os ikke: I skal blot være en lille skævbenet hund. Kristi lidenskab for sandhed drev ham til så fornuftssprængende ord som: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,48).

Den dag, da kristendommen ikke længere viser mennesker den tillid og den ære at forlange noget af dem, den dag er de færdige med den.
Lyder det barsk her i den søde juletid? Godt. Så lad mig afsløre, at ovenstående ord ikke er mine egne, men Kaj Munks. De er hentet fra artiklen ”Julens sande evangelium er dåd”, som blev trykt i Julestjernen, 1943.

Kaj Munk var ikke modstander af julen. Han havde intet imod, at familien blev samlet om god mad og alle de andre danske traditioner. Men han var imod, at julens budskab blev korrumperet.

”Tit har vi været ved at glemme, at jul og kristendom havde noget med hinanden at gøre. Vi så ikke stjernen for glimmer, hørte ikke kirkeklokken for klingklang. Presenterne hobede sig op, så de skjulte for barnet i krybben,” skrev han i Jyllands-Posten juleaften 1939.
Hvordan ville han mon se på vore dages jul med dens power shopping og villaer, der er begravet i lyskæder?

Kaj Munk er en af de sidste danske præster, der har haft en maskulin gennemslagskraft. Og det havde han, fordi han prædikede, hvad han praktiserede. Og omvendt. Hans spiritualitet var født af en handlingens mystik. Med dødsforagt trådte han op imod den nazistiske besættelsesmagt, og dermed var han 100% i overensstemmelse med Jesus Kristus. Og med de mange martyrer fra kirkens første blodige århundreder.