Først: Hvor er vi i år?
Det gælder jo i første omgang mig selv som menneske, kristen, præst.
Det har jo indflydelse på, hvad der særligt i år går ind hos mig. Jeg er også første tilhører. Jeg forkynder det, som budskabet siger mig i den tro, at siger det mig noget, siger det nok også andre noget.

Prædikanten er nu engang det, som budskabet skal gå igennem. Med dette faktums styrker og svagheder.
Indlevelse i andre menneskers liv. Empati. Det at forstå andre og tage andres liv ind på sig. Trenden. Hvad er yndlingssandheder i disse tider?
Julehygge, stemning, tradition, ”rør blot ej ved min gamle jul”. Den er udtalt, ikke mindst juleaften!

Så bred en skare. Børn, unge, voksne, gamle.
Den glade julemenighed.
Familien samlet til den skønne jul.
Der er også de bedrøvede.
De, der har mistet og skal holde jul uden den, de i år mistede.
Der er også dem, der tidligere har oplevet, at julen er gået i stykker og bliver spændingsfyldt.
Fordi en eller flere drikker. Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt.
Vi er ikke vant til i familien at være så meget og tæt sammen, så vi kan let blive irriterede på hinanden og spændinger kan opstå.
Hvor glad er egentlig (!) den danske familiejul?

Glem aldrig den lidende. Og at bagved hvert menneskes maske sidder lidelsen også juleaften. Det betyder ikke, at den skal udtrykkes i prædiken, forkynderen må ikke være glædes-killer, men han skal være klar over, at den er der og ikke er parkeret uden for kirken.

Hvad har vi med os særligt i år? Er det sket noget i 2007 som svinger med hos os alle sammen?
Der kan være år, hvor det er vigtigt at være aktuel og konkret som f.eks. i 2001 efter 11. september, men der er også en fintfølende forhold mellem det aktuelle og det almene.

Prædikanter skal ikke altid være aktuelle, det kan virke plat og kan forstyrre mere end det gavner. Derimod er det som fest bedst at holde sig til det almene, det fællesmenneskelige, det vi alle ved, hvad er, eller de fleste gør, for øje.

Dernæst: Budskabet
Og det skete. Ikke eventyrets ”der var engang”, men faktum. Ligesom i den latinske oversættelse: ”Factum est”.
Lukas er læge og historiker, om end ikke i moderne forstand. Han indleder sit skrift med at skrive: ”Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i”. (Luk. 1,1-4).

Meget tyder på, at han har talt med Maria og at hun står bag ikke mindst barndomsfortællingerne.
Kristendom er historie, hændelse, begivenhed.

Pludselig figurerer der engle. Det virker ikke ligefrem historisk og en del mennesker tror, at det indikerer eventyr. Men der findes en konkret jordisk verden og en usynlig himmelsk, hvor der er engle. En del mennesker er også blevet åbne for engle i nyere tid.

I Bibelen møder vi egentlig sjældent engle. Det hører den himmelske verden, til det hof, som Gud omgiver sig. De er til stede ved særligt vigtige lejligheder, hvor noget usigeligt er sket og skal klædes i ord og da er det engle, der siger det første gang: Ved undfangelsen (Luk. 1,26-38), her, ved opstandelsen …

Sagen i sagen
Gud blev menneske.
Det er umuligt, men det bliver muligt og sker, da den evige Guds Søn antager sig menneskenatur og bliver menneske samtidig med, at Han fortsat er Gud.
Den store Gud bliver et lille menneske uden at ophøre med at være den store Gud.
Han holder sig ikke for stor til at blive lille.
Den rige Gud bliver det fattige menneske.
Og det er Herren som frelser. Han er kommet for at være frelser, redningsmand, befrier.

Han er Kristus. Det ved enhver jøde: Opfyldelsen af de gamle løfter. Opfylderen er nu ankommet. Og: det er led i en plan: løfter opfyldes. Profeti bliver til virkelighed.
Englen skulle udråbe det glædelige og kraftfulde sejrsbudskab om den store glæde. Dobbeltkonfekt: glædesbudskab om den store glæde.

For hele folket. Alle mennesker. Ingen er udenfor. Alle er tænkt med. Her: det jødiske folk. Nu er det alle mennesker.
Hvem hører budskabet først?
Ikke som forventet de frommeste eller rigeste, men de ringeste, dem, der af samfundet er blevet regnet som værende mest udenfor. Hyrderne på nattevagt. Typisk for Gud: Ingen skal være udenfor. Det for verden ringe og foragtede, det udvalgte Gud…
Hos dem blev der tændt Lys i mørket. Deres mørke blev lyst op af den begivenhed.

Lyset forsvandt igen og verden var den samme, men det var den så ikke alligevel. For det var sket.
Fred på jorden.
Det møder modsigelse i ufredens tider.

Bibelens forhold til fred har nuancer.
Jesus er fredsfyrsten, der kommer for at skabe sværd og ikke fred.
Verden er ikke god. Der findes en ond magt, og der er mennesker, som ikke vil vide af Jesus. Derfor er der spændinger og modstand. Det mærkes allerede i det, at der ikke var plads til Ham og i, at Han som barn blev flygtning, og som voksen korsfæstet.
Alligevel er freden i Ham ankommet til verden. I Ham er der en fredens zone.

Nu kan mennesker få fred med Gud, få fred i hjertet og dermed overskud og kraft fra en anden verden til at arbejde for fred og forsoning, så vidt det står til os og dersom det er muligt, som Paulus realistisk udtrykker det (Rom. 12)

Fred på (!) jorden. Freden findes i Jesus og med budskabet om Ham flyttes freden ud over jorden …
Men ingen virkelig fred uden fredsfyrsten forener.

Reaktion i juleevangeliet
Englelovsang. Guds kødpåtagelse og den menneskenatur, Han har påtaget sig, kalder på millioner af engles lovsang. Nu kan verden forløses.

Hyrderne kommer i bevægelse; ind og se efter, de vil undersøge om det nu forholder sig således. reaktion.
De fortæller, de lytter, de fyldes af glæde og går i den glæde hjem til hundevagten i mørket, der var blevet oplyst tidligere på natten og indebar, at livet var anderledes.

Mor Maria reagerer med meditation: hun gemmer ordene i sit hjerte og grunder over dem.
Bære med sig.

Det tredje; Mødet mellem de to
Hvad forkynderen bør erindre sig:
Han skal ikke skælde ud og være træt af alle dem, der kommer, men som ikke normalt kommer. Han skal erindre sig, at det her er ”for hele folket” og glæde sig over hver eneste, der er der, også de overfladiske.
Han skal vogte sig for ikke at tage for let på opgaven, være overfladisk og give for lidt i sin prædiken. Det kan en præst komme til enten fordi opgaven er så vanskelig og uoverskuelig eller fordi prædikanten henfalder til fejlopfattelse, at folk ikke kan høre juleaften.

Prædikanten skal således ikke bare komme med det vi alligevel blot kan sige os selv og læse os til i avisen og se os til i fjernsynet. Og selv om juleevangeliet har politiske implikationer, skal prædikanten vogte sig for at politisere, dels fordi det aldrig kan blive juleprædikenens hovedsag, dels fordi det ofte stjæler for megen opmærksomhed.

Omvendt skal han naturligvis også vogte sig for ikke at gøre det for svært. For teologisk, for dybsindigt, fortænkt.
Prædikanten skal heller ikke glemme at have noget til folk, der virkelig hører efter og noget til mennesker, når julen bliver kedelig og familieidyllen krakelerer.

Og så skal den kunne tåles at læses og høres 4. juledag og 29. januar… Prædikanten kan også forfalde til at dyrke et hjørne i juleevangeliet og så ikke komme ind til centrum. Det sker dersom prædikanten holder en juleprædiken blot om børn eller familien eller fattigdommen i verden eller det ikke at have plads til andre.

Det er vigtigt at prædikanten kæmper for at frembære et julebudskab som forkynder evangeliets centrum.

Punkter til prædiken til juleaften
Det er godt, hvis prædikanten på en eller anden måde kan gå ind og møde juleaftensstemningen, for det er der, hvor vi er… Samtidig med det skal prædikanten have ind over sig, at det vil være afgudsdyrkelse at gøre Gud til sentimentalitetsgiver!

Stemning og glæde: nu skal jeg fortælle jer det bedste, jeg har oplevet…
Ind i politik og geografi.
Det historiske. Ikke eventyrets ”der var engang”, men faktums ”det skete”. Lukas: læge og historiker. Luk. 1,1-4.
Ind i verdenspolitikken.
Gud er ude ved siden af: den virkelige magt.
Gud er ude bagved, men Augustus og co. huskes kun på grund af Jesu fødsel.
Gud ned på vort plan. Og hedder Jesus.
Begyndelsen, tingene i svøb, folder sig ud i Jesu liv og trækker påske og pinse med sig.
Inkarnationen som menneskeværdets bekræftelse og understregning.
Med udgangspunkt i Jesu fødsel.
Hvordan skal vi reagere på sådan noget her? Vejledning og bearbejdning af reaktionsmuligheder.
Forargelsens mulighed. Over ringheden, krybben, fattigdommen: Den rige Gud på vort fattige menneskelige plan. Hvorfor viser Han ikke sin magt? Fordi Hans magt vil slå os ihjel. Fordi Han elsker os og vil redde og befri os…

Eller tilbedelsens, hengivenhedens, åbningens, glædens. Forbilleder. Hyrderne, der ser efter om det forholder sig således. Vi skal tjekke efter og åbne os og så synge lovsange.
Og: Meditationens, Marias vej.
Til den prøvede: Den dybe trøst og glæde: Verden har fået tilført noget nyt, har fået nerve.
Verden er den samme, og dog så forandret…


Flemming Baatz Kristensen,
Sognepræst, Sct. Pauls kirke, Århus
fbk@info.dk
www.sctpauls.dk