Jytte Ibsen |
18. december 2007
Jesus kom som Guds udsending, og verden fik vist det smukkeste billede af et menneske i pagt med sin Gud, skriver Jytte Ibsen i religion.dk's læserdebat
Der er lys forude, og alt imens det er mørkest, tænder vi lys og glemmer gerne alt om klodens alvorlige tilstand. Vi har brug for lyset, og juleaften fejres verdens største lys på behørig vis i den danske folkekirke, hvor tilstrømningen denne ene dag er stor.
Som folkekirkepræst kan enhver tænke sit over det vældige fremmøde, men mon ikke de fleste tænker: Bare det var sådan hele kirkeåret.
Men sådan er det ikke, og man kan have den anskuelse, at folk i almindelighed, når de nu tilsyneladende er religiøst søgende, har behov for at blive indført i den kristne tro.
Mange går kirkens hus forbi, måske lige bortset fra juleaften. Lidt traditionsbundethed er der dog tilbage, og det er da også en velsignelse at opleve kirken så oplyst og fyldt med glade og forventningsfulde mennesker, men julens egentlige budskab, hvor blev det af?
Gud sendte sin søn Jesus til jorden, og det er denne søns fødsel, vi fejrer juleaften ved at gå i kirke. Bagefter går vi hjem og spiser den traditionelle julemenu, og måske træder vi dansen om det smukt pyntede grantræ, der i og for sig er smukt i sig selv, før vi pakker de gaver ud, som giveren så smukt har pakket ind.
Et bosnisk ordsprog siger, at der findes løgne, der er mere troværdige end sandheden. Omvendt kan det siges, at kender man sandheden, kan den ikke opfattes som løgn.
Et dansk ordsprog siger, at sandheden er ilde hørt, velsagtens fordi det man hører ikke kan opfattes som sandhed, og man kan spørge, om det er sådan, julekristne opfatter det kristne budskab om Jesus-barnet, der selv blev Gud.
Set fra en julekristen vinkel er der ikke meget at komme efter i folkekirken til hverdag - og slet ikke om søndagen, men de der kender sandheden om Jesus ser med egne øjne hvor god plads, der er i folkekirken – især om søndagen. Men til jul kan folk godt finde ud af at myldre ind for at være med til at fejre Jesus, selvom de måske dybest set slet ikke tror, at Jesus er Gud.
Hvem kender sandheden? Den kan ingen påberåbe sig, men i folkekirken kendes én, som ikke alle tilsyneladende vil kendes ved, og man kan spørge om fravælgere af den korrekte kristne trosopfattelse så bare skal lære sandheden at kende.
Jeg har en anden opfattelse af Gud, og burde sådan set slet ikke være medlem af den danske folkekirke, der har Jesus som Gud.
For mig er det en sandhed, at Gud sendte sin Søn Jesus. Jeg tror, men jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed, at vi lever og dør, lever og dør i en uendelighed. En sådan livsopfattelse eksisterer ikke i den kristne tro, men den passer godt til min. Bedre held næste gang er ikke mit motto, men jeg tror, vi bliver bedre og bedre til at kende forskel på, hvad der er godt, og hvad der er skidt.
Jeg kan glædes over, at der til stadighed kommer højt udviklede sjæle til vores betrængte jord. Skulle jeg nævne bare én i Danmark ville det være den udskældte Bjørn Lomborg. Jeg tror hans menneskelige kvalitet ligger på et temmelig højt niveau, men hans tankegang falder ikke i særlig god jord.
Nogen tænker småt andre stort. Med andre ord er det Lomborg, der er småttænkende, når han spekulerer i, hvor vi af hensyn til klodens tilstand får mest for pengene, mens andre kloge hoveder er klar over, at man er nødt til at tænke i meget større baner, fordi man ved, at kloden er ved at kollapse på grund af menneskets formidable evne til at forurene.
Jeg vil ikke sammenligne Bjørn Lomborg med Jesus, som jeg tror er det klareste eksempel på menneskets højeste udviklingsstadie, og det er vel derfor kristenheden har taget Jesus til sig, som var han Gud.
Med et livssyn som mit er det fuldkommen tåbeligt at bruge en eneste krone på at finde mulige tilflugtssteder ude i rummet, men i klogskabens navn er det en fuldgyldig nødvendighed. Hvor mange der får brug for en sådan flugtvej kan ingen vide med sikkerhed, men der forskes og undersøges ufortrødent videre efter bedste evne til den store guldmedalje, som det siges altid har en bagside.
Livet er en gave, men til forskel fra de gaver vi ellers måtte få i livet, er det en kendsgerning, at selve livet er af flygtig karakter. Vi lever så længe vi selv eller andre har brug for det. Vi kan ikke tænke os frem til, hvornår det er slut. Det kan ske fra den ene dag til den anden, og derfor er det vigtigt at bruge hver eneste time på en god, konstruktiv og kærlig måde.
Selvom jeg er større tilhænger af reinkarnationstanken end af ét-livs-teorien, har jeg visse vanskeligheder med en egentlig karma-lov. Jeg kan dårligt tro, at samtlige lidende mennesker rundt omkring i verden lider efter fortjeneste. Jeg tror nærmere, at lidelserne sker, for at vi skal åbne øjnene og se, at det er bedst at hjælpe flest.
Jeg tror, der er meget rigtigt i, at vi får hvad vi sender ud, og vi får vist tydelige billeder af det vi har brug for at se. I forhold til det budskab Jesus udgav i sit liv må en karmisk lidelsesfunktion derfor naturligvis træde helt ud af kraft. Han kom som Guds udsending, og verden fik vist det smukkeste billede af et menneske i pagt med sin Gud.
Ingen udnævner sig selv til at være Gud – end ikke Jesus, men mennesket har alligevel en forestilling om, hvem der er det, og sådan skal og bør det vel være.
Det er jul, det er cool, og julen har bragt velsignet bud, men høres det?
Gaverne kan byttes langt hen i januar, hvor kirkerne stort set står tomme, men glæd dig – Julen varer lige til påske, og livet er måske så langt, at det ligefrem kan måles med evighedens målebånd.
Rigtig god jul med ønsket om et nyt og godt og glædeligt Gud-år
Jytte Ibsen
Du kan læse og kommentere debattråden fra læserdebatten her
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk