- Jeg kunne som regel godt lide at gå i kirke, men ikke turen over kirkegården. Synet af alle gravene mellem mørke buksbomhække virkede skræmmende. Der var specielt et sted med et stort træ, hvor jeg undgik at kigge hen.

- Døden var uhyggelig. Den skulle helst ikke nævnes, derimod skubbes væk. Når min mor så til min morfars gravsted, var det ikke noget, vi børn skulle involveres i. Det gjorde os nok bare kede af det, mente hun.

- Men hvad enten man er barn eller voksen, så er sagen jo nok, at de ”spøgelser”, som flakser diffuse og ordløse rundt i vores fantasi, er meget mere uhyggelige end virkeligheden selv. Den kan man forholde sig til.

Måtte se virkeligheden i øjnene
Da Birgitte Bjørn Stimpel skulle vælge uddannelse, faldt valget på teologi, da det bedst dækkede yndlingsfagene fra gymnasiet: latin, historie, dansk og religion. Snart blev hun grebet af de eksistentielle spørgsmål i teologien og i slutningen af studiet et ønske om at blive præst.

- Som præst må jeg naturligvis af og til ud på en kirkegård. Man ser dødens fysiske rammer, og det er faktisk en lettelse, at der ikke er meget overladt til fantasien her.

- Når man står for en begravelse, må man kunne kigge ned i det sorte hul sammen med dem, der har mistet. Dem, det er synd for. Og det kan jeg, for inderst inde falder det mig for svært at tro, at det er det sidste, der er at sige.

Hospitalspræst med betænkeligheder
Efter 10 år som sognepræst, søgte hun et vikariat på Rigshospitalet. Birgitte Bjørn Stimpel var dog noget betænkelig ved, om hun kunne klare den daglige omgang med sygdom og død.

- Til ansættelsessamtalen fortalte jeg, hvor bange jeg var for det, man for eksempel ville få at se på brandsårsafdelingen. Dér turde jeg ikke gå hen. Måske sagde jeg sådan, fordi jeg i virkeligheden frygtede at få jobbet.

- Men en time efter ringede de og tilbød stillingen. Det forstod jeg ikke en lyd af. Mine kolleger forklarede, at det var godt, jeg ikke følte mig som verdensmester til den opgave. Hvis man tror, man kan og ved det hele i det job, er det nemlig det forkerte!

Livet vinder over døden
Efter vikariatet på Rigshospitalet søgte hun en fast stilling på Frederiksberg Hospital, hvor hun har været ansat de sidste 5½ år .

Hvordan oplever du jobbet som hospitalspræst?

- De allerfleste dage synes jeg, det er et utroligt givende arbejde. Der er så meget nærvær i det. Så meget liv også i de situationer, jeg helst ville have undgået en gang.

- Ofte fortæller en døende patient en hel del om sit liv. En samtale begynder typisk med situationen lige nu. Hvis vedkommende er bange for at dø, søger vi for eksempel at indkredse, om det måske er en frygt for noget bestemt. Tankerne udfoldes og uddybes, og efter nogen tid når man til et punkt, hvor der ikke er så meget mere, vi har at sige om døden.

- Og her er det, som om hele den samtale, der handlede om døden, af sig selv bliver til liv. Så begynder patienten at fortælle om det, der har været, og som er gennemlevet. Det, der gav mening eller ikke gjorde. Det, som vedkommende er fyldt af, og som endnu giver hans liv betydning. Det virker som om, døden tager farve af den historie, der blev levet, og på den måde bliver det en fortælling om liv.

- At livet vinder over døden er ikke kun noget, præster forkynder til påske. Det er en erfaring, man ofte gør på en hospitalsafdeling. Patienter kan være formørkede af så mange grunde, men livet har vundet, hver gang nogen opdager en glæde, et mod eller et håb, de mente, var mistet og udenfor rækkevidde. Så er livet trods tunge vilkår det stærkeste.

Samtale giver nye kræfter
Birgitte Bjørn Stimpel oplever, at patienter selv beskriver samtaler som forløsende for det, der nu har snøret sig sammen i dem.

- Nogle patienter er så bange for det hele. De ved ikke, hvad der er værst. Om Gud er der, eller ikke er der. De sover skidt, hjertet hamrer oppe i halsen, tankerne kværner rundt. Og familien vil de ikke belemre og bekymre. Det samme, blot med omvendt fortegn, kan pårørende så fortælle mig.

- Når de får lov at fortælle enkelt og ligetil, hvordan de egentlig har det, hvad de mærker, tror og tænker, slapper de pludselig også af. Og får tit flere kræfter.

I tilgivelsens rum
Hvad adskiller samtale med dig fra en psykolog, som også har at gøre med menneskets følelsesliv?

- Jeg har mit embede med mig, og jeg tror, folk intuitivt oplever at tale ind i et særligt rum -tilgivelsens rum - når de taler med en præst. Her vedgår de sig deres liv med mangt og meget, skyld og svigt, som de nærmeste måske ikke kender. Når det sker, tror jeg, det skyldes en længsel efter at se det levede liv i tilgivelsens lys.

- Desuden har jeg ritualerne til rådighed til at verbalisere noget af det, vores almindelige hverdagssprog dårligt kan udtrykke. Så man kan sige, at jeg på forhånd – med embedet og ritualerne er anderledes ”udrustet” end psykologen.

- Næsten uanset hvordan en samtale har udviklet sig, plejer jeg at spørge, om patienten har lyst til, at vi slutter af med sammen at bede Fadervor. Den tegner på en eller anden måde altid et menneskes glæde og sorg, frygt og håb tydeligere op.

Livet får intensitet
Hvordan påvirker arbejdet dit eget forhold til livet og døden?

- Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at jeg slet ikke er bange for at dø, men jeg vil da påstå, at jeg føler mig temmelig afklaret og afslappet i forhold til det.

- Der er jo stor forskel på at tænke, at det godt nok er ærgerligt, hvis man skulle dø nu, når det lige er så dejligt at leve, og så slet ikke at kunne acceptere dette vilkår for eksistensen. I hvert fald ved jeg, at når man ser sin frygt i øjnene, mister det skræmmende en del af sin dæmoniske kraft.

- Det, jeg ville være mest bange for, er at blive gammel og forbitret over ikke at have fået noget ud af mit liv. At jeg forsømte muligheder og initiativer og ikke kunne glæde mig, mens tid var. Tanken om at dø kan jeg godt affinde mig med. Det giver livet intensitet, at der er den grænse for os.

Gud er med os i døden
Hvordan spiller kristendommen ind i dit syn på døden?

- Jeg håber, det er sådan, at der sænker sig en fred over alt det liv, vi har levet, også det mislykkede og forfejlede. At der lægger sig en fred over den, der er ved at dø, den, der er død, og dem, der bliver tilbage. Jeg tror, at når vi er døde for verden, så er vi levende for Gud. Det, han som den levende Gud har skabt, holder han i sin hånd, om vi lever eller dør.

- Når Jesus siger, at ”I min faders hus er der mange boliger”, kan vi håbe, at det rummer os alle, levende og døde. Ved dåben lyder ordene om, at han er ”med os alle dage indtil verdens ende”. Det må indebære al tid, også når vi er døde. Jeg tror ikke, Gud giver slip på os.

Under det store træ
Birgittes Bjørn Stimpels far døde for 2 år siden efter flere års kræftsygdom. Han blev bisat af Birgitte i den kirke, hvor hun kom som barn.

- Han døde, da han var ude at gå. Min far syntes, det var så længe siden, han havde set solen gå ned over skoven. Pludselig sank han død sammen på fortovet, mens min mor stod hos ham. At det skete på den måde, gør mig godt at tænke på. Han spadserede ligesom ud af livet.

- Det var svært at bisætte ham, for selvom han var så syg, havde jeg jo egoistisk foretrukket, at han stadig var levende. Men jeg kom ud på kirkegården med åbne øjne denne gang. Lige præcis det sted, hvor jeg som barn allernødigst kiggede hen under det store træ, der ligger min far nu. Det var min mor og bror, som valgte stedet uden at kende til mine forestillinger.

- Jeg har det fint med, at han ligger der, for jeg er ikke længere skræmt, derimod taknemmelig over, at det gik, som det gjorde. Hækken er klippen ned, og det ser lysere ud nu.