Mindre krop og mere hjerne, når man havde fri fra arbejde.
I det jeg ikke kan gøre for at jeg også har været i Gizeh.
Dermed er mit - andet krav, min søn tager H-amadan aldrig.
Eventuelt kunne nogen flytte hjem til deres mor på stedet?

Den kristne spiritualitet inddrager kroppen.

Det må man nok sige:

I Kristus bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den. Kol 2, 9 – 10.

Ja vi bliver i Kristus fyldt med den samme guddomsfylde. Har i Kristus del i den samme guddomsfylde.

”For alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus” Gal 3,27.

Og er nogen i Kristus er han en ny skabning. Kristus der som Ånden går ind i os, netop som den ånd der gør legemet levende. Nyskabelsen omfatter ikke kun åndens nye liv, hvor vi kvalificeres til at kunne magte at vandre i ånden, men det betyder også at vi iklædes Kristi uforkrænkelige legeme, opstandelseslegeme.
Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Fil 3, 21.


I mennesket er intet ”blot biologisk” eller ”blot åndeligt”. Hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed, ligesom hver eneste åndelige og kreative handling henter næring i menneskets vitale kræfter. (side 60-61 i Paul Tillich, ”Mod til Livet”).

Så får vi ånden og friheden fra Gud i Kristus, så medfører dette også øjeblikkelige fysiske/biologiske forandringer, da mennesket er en enhed, og ikke består i adskilte dele, som ånd, sjæl og legeme; men disse tre er dimensioner i det hele menneske. Således kan vi ikke ændre noget i vores åndelige liv uden at det straks får sjælelige og legemlige konsekvenser og vice versa. En problematik vi har kendskab til i forbindelse med det psykosomatiske.



Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Fil 3, 21.

Her ses tydeligt at vi ”kropper med Kristus”; eller rettere sagt; ”Kristus kropper med os”.
Ja i Kristendommen er det det hele menneske der er inddraget, og gribes vi af Kristus, da er det så gennemgribende at Paulus taler om at vi er nye skabninger (nye mennesker).



Tro er altså ikke at vi render rundt og tror noget, men tro er delagtighed i troens genstand, Kristus; i Ham vi lever, røres og er til; og som er så stærk i os som det enhedsskabende og konstituerende i vores personlighed (sikrer os personlig integritet); vores personlige livs helhedsskabende midtpunkt, Herren i vores liv, der forener alle det personlige livs dimensioner og elementer, legemlige, ubevidste, bevidste, sjælelige (viljesmæssige og emotionelle mm) og åndelige/intellektuelle og spirituelle/intelligente.

I troens akt deltager hver nerve i menneskets legeme, enhver stræben i vores sjæl, enhver åndelig funktion/intellektuel funktion.

Tro vil sige uendelig lidenskab, og lidenskab, selv den mest åndelige, har altid en legemlig basis. I enhver ægte trosakt deltager legemet. De måder, hvorpå det deltager, er mangfoldige. Legemet kan deltage både i vital ekstase og i en askese, der sigter mod åndelig ekstase. Men enten det drejer sig om vital udfoldelse eller om forsagelse, har legemet del deri. (Paul Tillich endnu engang).


Den ubevidste stræben i mit liv, var kaotisk indtil jeg mødte Pauls Kristusforkyndelse/evangelium, det symbolsprog og de symboler som Paulus bruger. Mine sjælelige instinkter svarer nøje til den troens karaktertype Paulus er (derudover Berdyaev; Nietzsche; Steiner (Steiner er dybt fascineret af Nietzsche og Paulus; og Berdyaev har fundet Steiner interessant nok til at skrive en længere kritisk artikel om ham)). Så os der er af/har samme troens karaktertype vi finder hinanden før eller siden.


De splittende tendenser i menneskets bevidsthed er et af det personlige livs store problemer (Freuds livsopgave). Hvis et forenende centrum mangler (det Freud kalder for jeget/egoet), kan omverdenens uendelige mangfoldighed, såvel som sindets indre tilskyndelser fremkalde eller fuldføre personlighedens fuldstændige opløsning. Opløsningskræfter (ikke mindst luftforurening, forurening i det hele taget og ”gift” i kosten) og sygdom arbejder sig også ind på os legemligt/fysisk. Ligeledes er gamle Adam genetisk ikke perfekt. Og et fuldt integreret personlighedsliv hører Kristus og fremtiden til. Men jeg skal ikke klage i den sammenhæng, er blevet forskånet for meget, kan jeg se når jeg kigger mig omkring og jo ældre jeg bliver.


Mange kærlige kropumulige og kropmulige hilsner Hanskrist.


PS:

At den kristne spiritualitet inddrager kroppen, kan man også se i disse mine to indlæg:

http://onlinedebat.religion.dk/showthreaded.php?Cat=0&Number=22624&an=&page=0&vc=1

http://onlinedebat.religion.dk/showthreaded.php?Cat=0&Number=22442&an=&page=0&vc=1

Hæ, jeg tror at jeg er i grinehumør i aften. Jeg har lige skimmet dit indlæg og det spørgsmål der står tilbage er: hvad fyrer du med. Dopamin er vel ikke nok?

Nå, ja. Du fyrer med Kristus så du løber nok aldrig tør for brændstof.

Er nu'et ikke ustyrlig morsomt?

Hold da helt op, Hans Krist(endom)
Det er en udsøgt fornøjelse at læse dine sprælske indlæg.
Selv om jeg ikke fatter ret meget af din kristendomsudlægning, så fascinerer den mig.
Der er et forunderligt skræv over i det 'fandenivoldske' i dine indlæg med deres indbyggede eksplosioner.
Jeg tror, du ville være en pragtfuld fornyer i dagens politiske ævl.
Partiet vil vist være underordnet.
Fortsæt og glæd om ikke andre, så dog mig.

Jeg tror hvis du og Kræn-p, I bare så meget som een gang ville undersøge Tillchs begreb om Kairos og Berdyaev's historieopfattelse (Tillich's ditto), da ville I få røde ører over at have beskæftiget jer med noget så forsimpelt som jeres intetsigende NU.


Især Kræn-p der er meget ambitiøs, vil skamme sig over at han forlod Berdyaev og kristendommen førend han havde fået den undersøgt godt nok, rigtig gik i dybden med den.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Det er dig som benævner nuet som intetsigende.

Det er dig som påstår at lidenskaben behøver at iklædes ord.

Skam dig.

Hej Modus Vivendi (et kvalificeret gæt)

Din natteravn!

Om din anmeldelse (som næsten er for god til at være sand), kan jeg sige at Nietzsche er mit forbillede (jeg vil gerne være en slags lyrisk religionsfilosof/Kristolog/Paulusfanatiker); og det kan da godt være at jeg forsøger at få det jeg skriver til at være i overensstemmelse med mit horoskop, hvor jeg er dobbeltvædder (født i vædderens tegn og accendanten (jeget/egoet) er også i vædderens tegn, altså dobbelt ildtegn).

Engang drev jeg vist nok denne her idræt lidt for vidt, til det yderste: ”Jeg er ikke noget menneske – Jeg er dynamit”.

Jeg har nu ikke forstand på astrologi, men hver gang jeg skræmmer sensitive og følsomme new age kvinder med min stil/facon, da plejer de at være et stort forklarelsens smil, når de hører hvilke tegn jeg har. Undrer mig over at Esther ikke også så det lidt fra den side af.



Jeg takker for disse sigende (helt på sin plads) korrigende modus vivendi kommentarer fra i går:

Fornøjeligt at læse dine lidt bramfrie bemærkninger. Du er mere humoristisk end Paulus, som jo heller ikke havde nogen grund til at betjene sig af humor. Hans dunkelt kendte livsforløb har i det sidste forløb nok en vis parallelitet med Jesu livsforløb.
Ret besynderligt er det dog, at Paulus i dag tilsyneladende forøver et ikke lille tryk på mange folkekirkemedlemmer. Citat slut.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Til Hanskrist
Du Omtaler Paulus har et dunkelt kendt livsforløb, men at det lidt har et afsluttende livsforløb der har en vis parallelitet med Jesus.
Nu ved jeg jo Paulus er en ret central figur for mange troende, men samtidig opfatter jeg dog dig som værende meget kritisk, samtidig er vi stort set på alle måder uenige og deler ikke mange synspunkter.

Jeg formoder derfor at dine Paulusudtalelser en slags erkendelse af, at ud over de kristne skrifter, ja så ved vi faktisk intet om manden, det eneste vi faktisk reelt kan konstatere er, at manden åbenbart ikke blev henrettet af romerne, at han ikke figurer nogetsteds i den nyeste viden om tiden under kejser Nero, så er det ikke en kende vidtløftigt ligefrem at klistre ham tæt op på det livsforløb man traditionel påhæfter Jesusfiguren( en ligeså lidet verdslig kildemæssig bekræftet personage)

Jeg har dig lidt mistænkt for, trods alt, at læne dig en kende op af de verdslige kilder, hvilket jo meget nemt kan have en fatal indflydelse på berigtigelse af mange NT-skrifter, men har ligeledes på fornemmelsen at det er du faktisk bedøvende ligeglad med.

Hej Hanskrist.

Det er en fornøjelse at se den begejstring dine indlæg udstråler min kære ven.

Vi går alle på livets vej Hanskrist, og når jeg ser på hvordan mennesket behandler sine medmennesker og sig selv, så spørger jeg mig selv om det virkelig kan være Guds Vilje?

Da jeg for ca. to år siden stoppede fuldstændig op og bengyndte at søge en dybere forståelse af mig selv og verden, havde jeg ikke på noget tidligere tidspunkt forholdt mig bevidst til hvad Gud er.

Jeg har nu i løbet af de sidste to år fundet frem til, at alt det jeg har søgt efter i denne verden og kroppen, faktisk er i mig selv, som jeg er Skabt af Gud. Den tryghed, kærlighed og glæde jeg har kæmpet for at opnå her i verden, kan jeg nu se har været årsagen til min frygt. Jeg har været bange for ikke at få opfyldt mine behov for disse ting, og da jeg har forbundet disse ting med kroppen, så har jeg også såret andre mennesker når de stod i vejen for min opfyldelse af mine behov.

Jeg tror tryghed, glæde og kærlighed kommer fra Gud. Når jeg erkender dette, så oplever jeg mig fredfyldt og rolig, og mine omgivelser ser jeg så ikke som kilden/årsagen til det jeg oplever eller ønsker at opleve.

Jeg tror vi mennesker hele tiden igennem vores adfærd og handlinger påvirker noget inde i hinanden. Når vi mærker at et andet menneske ikke kræver noget af en, men blot viser accept og forståelse, så åbner det op for en oplevelse af noget meget meget dybere i mennesket.

Jeg tror ikke på jeg har magten til at påvirke Ånden, men jeg tror jeg har magten til at vælge Ånden. Når jeg fristes til at forvrænge dette, så påtager jeg mig en magt som kun fører til magtesløshed. Den magt jeg pålægger mig selv når jeg fornægter Ånden gør, at jeg er nødtil selv at tilfredstille mine behov, og dette er altid forbundet med kamp.

Hele mit liv har jeg bekymret mig om ikke at få nok. Jeg har opfattet mig selv som mangelfuld og ufuldkommen, og mine tilfredstillelser af kroppen har kun kunnet give mig kortvarige oplevelser af tilfredstillelse.

Når jeg ser på verden og kroppen og ikke dømmer det jeg ser, så er kroppen og verden fuldstændig værdiløs og meningsløs. Kunne Gud virkelig skabe noget som er værdiløst og meningsløst, eller ser jeg blot den forkerte vej? Hvis jeg kan opleve noget værdifuldt, så må det værdifulde også være inde i mig og ikke udenfor mig.

Når jeg placere værdien det rigtige sted, så er det åndens verden som giver mening og ikke egoets verden.

Spiritualitet i sin rette betydning, bygger på et budskab som fortæller om Guds lov: AT GIVE OG MODTAGE ER DET SAMME. Dette er Himlens lov som også spejler sig ind i den fysiske verden. Når dette forstås, erkendes og praktiseres, så forsvinder sindets/sjælens splittelse imellem egoet og Ånden, fordi denne lov kun kan praktiseres udfra valget af Ånden i sit indre.

Når valget er eensidig, så ophører egoets eksistens, og derfor vil egoet forsøge at friste med alle mulige illusioner. Illusioner om at denne verden og kropppen skulle kunne være en erstatning som indeholder noget større end den kærlighed og virkelighed som kommer fra Gud. Egoet forsøger også at gøre Gud menneskelig, og på den måde skabes der en illusion om en gud som egoet kunne have magt over.

Sandheden kan altid erkendes udfra en beskrivelse af det som fører til Sandheden.

Spørgsmålet er om man tør sætte spørgsmålstegn ved ens tro og "virkelighed". Du har selv været inde på i din debat med Esther, at vi nogle gange holder fast i det vi kender, og dermed udelukker muligheden for at tage imod et nyt budskab.

Vi kan ikke ændre på hinanden, men vi kan vise hinanden en anden måde at se på.

En sand vejleder er ham som angiver en retning, og lader valget stå frit om hans brødre og søstre vælger at følge den retning han angiver.

Hvis vejlederen altid udstråler glæde, kærlighed, forståelse, accept og indsigt, så bliver det ikke så svært for hans brødre og søstre at træffe valget.

Jeg tror tiden vi oplever her i vores verden, blot er et aspekt som indeholder Guds plan. En plan om at vække Hans sovende børn.

Kærligst Jan.

Hej Staus,

Vi opfatter kristendommens begyndelse som en verdensbegivenhed. Dette er forkert tænkt.

Undskyld jeg siger det, men kristendommen var intet i verdens øjne. Jesus var ikke noget særligt overhovedet i verdens øjne. Bestemt Jesus havde ikke verdens bevågenhed. Han var ikke værd at skrive om, værd at tage notits af (han er også én ud af flere ”Messiasser”, ”Kristus –er”, på den tid).

Men det er et historisk faktum at kristendommen etableres, grundlægges, ser dagens lys (det kan vi alle være enige om). Og en religion bliver ikke til uden ved menneskers hjælp (det kan vi også alle være enige om). Hvem er disse mennesker? Jeg har sagt at, i verdens øjne er de praktisk talt som ikke eksisterende.

Men når vi sidder her ca. 2000 år efter og læser i NT, så glemmer vi at skelne mellem på den ene side, det der var stort, og en gennemgribende verdenshistorisk begivenhed, for de troende (og kun for de troende); og så på den anden side, hvordan den tids ”offentlighed” nok overhovedet ikke havde taget nævneværdig, om overhovedet, nogen notits af disse troende mennesker, Jesus tilhængere. De var ikke noget i verdens øjne, disse første Jesus tilhængere/tilhængere af en vis Jesus, der som så mange andre urostiftere (i forhold til Romerne) og provokatører i religiøs forstand (her i forhold til jøderne, som romerne havde interesse i at tækkes), så let som ingenting kunne risikere at blive dømt til døden for blasfemi, af det jødiske råd, synedriet. En turbulent, højspændt og meget urolig tid (som også i dag i mellemøsten, et sted hvor menneskers selvbevidsthed er total forstyrret af religiøsitet), hvor der er større ting på spil (for offentligheden og myndighederne) end om hvorvidt man nu har korsfæstet en mand der i nogle få tilhængeres øjne var noget særligt (på det tidspunkt nok ikke engang, i de troendes øjne, antaget som værende Guds søn; da Messias måske nok ikke lige er det Jesus har slået sig op som). Peters bekendelse til Jesus der er Kristus, er temmelig sikkert konstrueret i bagklogskabens ulidelige klare lys, som evangelierne er bestilt arbejde for en stor del, og teologiske biografier der skal bekræfte og støtte om de troendes bekendelse, til Jesus der er Kristus, deres Herre og Guds Søn, der har vundet over døden.



For mig er der ikke tvivl om at disse Jesus tilhængere, har mistet en mand der var i deres midte. Dette er for mig nok. Men derud tror jeg da at han har haft en bror der hedder Jacob og som vi hører om i NT, jeg tror på at moderen hedder Maria og at faderen Josef; jeg tror på at en mand Saulus/Paulus har forfulgt disse første Jesus tilhængere (han er senere blevet omvendt til Kristus Jesus).

For selvfølgelig er de Ny Testamentlige skrifter historiske kildeskrifter, spørgsmålet for historikerne er blot hvad i disse skrifter der har historisk værdi og som refererer til virkelige begivenheder, så vi kan begynde at lave/konstruere et troværdigt historisk begivenhedsforløb.

At det er ren opdigt kan vi hurtigt afvise, dertil er de Ny Testamentlige skrifter alt for meget i overensstemmelse med hvad vi ved gælder for den tid. Der er menigheder rundt omkring i de byer som Paulus adresserer sine breve til. De historiske personer (ikke Jesus og ikke Paulus, disse er ikke i offentligheden særligt kendte personer) der refereres til i NT, er gode nok. Ligeledes er det tydeligt at der er mange forskellige forfattere på spil i NT og disse siger noget forskelligt om de samme begivenheder og personer, hvorfor vi kan udelukke at det er rent opdigt/opkog det hele, for var det det, da ville man have sikret sig enslydende forklaringer.

Det er meget tydeligt at der er en arkitekt/hovedmand bag Pauls breve (7 almene vedtagne ægte breve: 1 Thes; 1 og 2 Kor; Gal; Filemon og Fillipperbrevet; Romerbrevet (2 der er tvivl og uenighed om er Kolossenserbrevet og Efeserbrevet)), og det er ham jeg identificerer som Paulus (og for min skyld er jeg lige glad med at nogen har været inde over; for at der er én ånd i menneskelig forstand som arkitekt og hovedmand bagved den Paulinske idekorpus er tydeligt (når der kommer en Mozart så kommer der en Mozart), ingen ville kunne plagiere Paulus da ingen har forstået ham, hvilket Peter selv siger i sit andet brev). Uden tvivl så er det den samme Paulus der omtales i Apostlenes Gerninger. At antage at der ikke findes en Paulus, historisk Paulus, så skal vi virkelig til at tro på Gud sådan ret for alvor, også i en sådan grad at jeg ville kalde det overtro. Ligeledes ville det giver historikerne flere problemer end det løser for dem og de alternative hypoteser ville være alt for langt ude i tvivlsomme metafysiske spekulationer, for en historiker at beskæftige sig med.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.


PS:

Du skriver:

”har ligeledes på fornemmelsen at det er du faktisk bedøvende ligeglad med” (Underforstået de verdslige kilder, fra den historiske forskning).

Nej ikke helt; det ville knuse mig om man historisk stensikker kunne bevise at der ikke findes en historisk hovedmand/idemand og arkitekt/hjerne bagved Paulus brevene. På samme måde som det ville ryste mig hvis der ingen historisk Platon, levende menneske der historisk har eksisteret, findes bag Platons skrifter; og ingen Kirkegaard, ingen historisk Kirkegaard, levende person og hjerne bag ved Kirkegaards skrifter. Så skulle jeg også revidere alle mine tanker omkring hjerneforskning, omkring kulturel evolution (1)*.

Det ville knuse mig og min tro om det historisk kunne bevises at de første Jesus tilhængerne ikke har haft en mand i deres midte, som de referer til som Jesus af Nazareth. Det ville ikke gøre mig noget om lignelserne og Jesus ordene (de ord der i evangelierne tilskrives Jesus) kunne bevises historisk ikke at være hans, men fra meget tidligere tider, fx 100 år før det vi kalder Kristi fødsel.



(1)*:

Bekendelsen til Jesus der er Kristus, er et spændende dialektisk forhold og manifestation mellem Eigenwelt og Mitwelt; og der findes i første omgang ingen, absolut ingen umweltske beviser (historiske empiriske beviser) på at Jesus er Kristus og er opstanden. Og vi får det heller aldrig, fordi det er skabelse oppefra og ned (Guds ord), altså kulturel skabelse; som først over tid slår igennem i den empiriske virkelighed, Umwelt. Måske vi om 1000 år vil få at se at Kristus er alt og i alle, og har givet os nye organiske hjernestrukturer og dermed en ny bevidsthed og adfærd. Det ved vi ikke endnu, da denne kamp om mennesket med Gud og djævlen (djævlen = mislykket evolution for en art) ikke er løbet til ende. Men ingen tvivl om at vores hjerner (og dermed vores bevidsthed og adfærd) engang ud i fremtiden vil se helt anderledes ud, som hjernen i dag ikke ligner vores forfædres for nogle millioner år siden.

Men Kristus er begyndt at virke, fordi Kristus er opstanden og har konsolideret sig i den virkelighed der har betydning for vores gener. Som vi alle ved at uden sproget ville vi i dag ikke have været her, så kan vi også om nogle år ud i fremtiden sige, at uden Kristus ville vi ikke have været her som dem vi er.

Hvordan vi individuel har del i frelsen (og ikke kun som slægt) skyldes at fremtidsmennesket, det ny menneske, Kristus, han er allerede og dog endnu ikke; men vi har del i dette uforkrænkelige fremtidsmenneske Kristus, en smag og duft af liv, evigt liv, vi aldrig vil miste:

Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes – for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv. Og hvem duer til det? Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus. 2 Kor 2, 14 - 17. (en skræmmende tekst af Paulus)

De mere spiselige lyder:

i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Rom 8, 37 – 39.

Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede (1 Kor 15, 45 – 49)….
dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:
Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 1 Kor 15, 53 - 57.

Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Fil 3, 21.

Det har meget at gøre med symboler og identitet. Newton mente at det store religionsslag ville stå 2060, og jeg siger at Kristus/kristendommen vinder fordi:

Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Fordi alt hvad der ikke er et kald til frihed ikke kan være af Gud, men at vi er kaldet af Gud i Kristus til Frihed. Den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed er til Friheden. At vi i Kristus har ånden og friheden fra Gud og det giver vi aldrig afkald på, vi underkaster os ikke religiøsitet. Paulus vil få en renæssance uden sidestykke i verdenshistorien og Galaterbrevet (og Luther) vil komme til at spille en helt afgørende rolle.


Det er en kendsgerning at dette fremtidsmenneske (2 Adam, det ny menneske, Kristus) engang kommer til at leve her på jorden. Som vi alle stammer fra nogle nede i Afrika, så vil vi også engang ude i fremtiden, kunne sige at vi alle stammer fra Kristus, at han var førstegrøden til det ny menneske, og derude i fremtiden vil man endda kunne bevise naturvidenskabeligt at det var inkarnationen (kulturel evolution, altså Guds ord), og det skete på Golgata, i forbindelse med Golgata.


Nærmere populær forklaring på Umwelt, Mitwelt og Eigenwelt findes her:

http://minnillo.myweb.uga.edu/

Problemstillingen er at det er sproget der har skabt mennesket, men at det også er mennesket der har skabt sproget. Dette hænger igen sammen med at vi dør og der konstant kommer nye generationer til som vi skoler, som udsættes for kulturel pres. Således at menneskeheden ikke tilpasser sig miljøet, det fysiske miljø, i dag for at overleve (kun i ringere grad), og via den vej over selektion og udvælgelse, ændre sig genetisk og udviklingsmæssigt; men at det er det kulturelle miljø, sproget/kulturen, vores skoling/uddannelse (videnssamfundet) og den tekniske civilisation, der er den største udfordring for os, hvis vi skal overleve. Den civilisationens vej vi har betrådt skal overleve/skal lykkes om vi vil overleve som art. Vi kan ikke betræde en ny vej uden at vi som art går til grunde, uden at djævlen vinder.