Jeg har desværre ikke haft mulighed for at se DR2`s serie om ”40 dage i kloster”, hvor 5 mennesker er udvalgt til at opleve et munkekloster indefra. Derfor kan jeg ikke kommentere udsendelsen. Men selve sagen optager mig. Nemlig den sag, at der er en form for dragning mod klosterlivet, som rækker ud over nysgerrighed og tiltrækning af det helt anderledes. Det viser sig bl.a. i, at mennesker valfarter til klostre rundt omkring i verden, ikke kun som turister, men også som pilgrimme. Døre åbnes for offentligheden, og mennesker kan komme på korte eller længere retræter og få den tid og stilhed til eftertanke og fordybelse, som de ikke har derhjemme i hverdagen. Klostrene er virkelig åndelige kraftcentre, og det er det, vi drages imod. I klosterlivet er der en given ramme med åndelig vejledning og århundreders erfaring med bønnens fordybelse. Tid til at bare at være og modtage. Det er det, det moderne menneske hungrer efter. For det er en mangelvare i hverdagens travle gøremål for rigtig mange af os. Jeg tror, det er ved at gå op for os.

At lade sig fylde i stedet for selv at fylde
Efter 25 år som travl sognepræst gik det op for mig. Det førte til, at jeg for tre år siden opsagde mit arbejde for primært at hellige mig det, jeg brænder for: omsorg for det indre menneske. Både mit eget indre, men også behovet for at dele mine erfaringer og indsigt med andre, ja være en medvandrer i Ånden. Jeg har oplevet klosterlivet indefra på et benediktinerkloster i Tyskland for år tilbage. I dag erfarer jeg det jævnlig ved at deltage i de tidebønner og meditationer, som finder sted
hos Mariadøtrene ( et protestantisk klostersamfund i Kollund i Sønderjylland) og modtage åndelig vejledning. Endelig oplever jeg det hos cistercienserordenen ”Maria Hjerte Abbedi ” Sostrup ved Grenå. Sidstnævnte sted leder jeg i dag retræter og er i den sammenhæng tæt på søstrene. Der er stor søgning til disse retræter, ligesom der i det hele taget er det til retræter og pilgrimsvandringer. Det breder sig fra mund til mund, for når en retrætedeltager har erfaret stilhedens velsignelse, skønt ofte kun en weekends fordybelse, sker det gang på gang, at mennesker tager hjem med en erfaring og en form for opvågning overfor det åndelige, overfor Gud. Det fylder hjerter og sind og giver livsmod og frimodighed. I de senere år er medierne også blevet opmærksomme på den side af livet, der har med det åndelige at gøre. Der er noget i gærde, også i folkekirken. Det glæder jeg mig over. Mediernes interesse og omtale af det religiøse og åndelige felt i disse år hilser jeg meget velkommen. Hvordan det så gøres, er ikke mit ærinde her.