På samme måde er det jo også bemærkelsesværdigt, at en biskop som Karsten Nissen kan undre sig over, at ingen kvindelig præst har klaget til ham over chikane fra den kirkelige højrefløjs præsters side, når selv samme biskop indtil for nyligt havde givet sin biskoppelige accept af, at sidstnævnte i fuld offentlighed, i forbindelse med ordination, havde lov til at vise deres foragt for deres kvindelige kollegaer ved at nægte at give dem hånden. Hvordan kan han tro, at en kvindelig præst, der ved sin ordination har oplevet, at biskoppen accepterer en demonstrativ afvisning af hende som præst, skulle føle, at det gav mening at klage til ham over, at måske selv samme præster i dagligdagen viste samme foragt overfor hende, som de i sin tid gjorde ved hendes ordination?

Ved at acceptere den kirkelige højrefløjs demonstrative foragt overfor deres kvindelige kollegaer såvel som deres hyppige verbale udfald mod dem, har biskopperne sendt de kvindelige præster det klare om end nonverbale signal, at man som kvindelig præst ikke kan regne med støtte fra deres side af, hvis de bliver chikaneret af ”teologiske” grunde. De manglende klager viser derfor ikke, at folkekirken ikke har et problem med en gruppe af højrekirkelige præsters udtrykte foragt for deres kvindelige kollegaer, men at folkekirken har det problem, at den indtil nu har ført en politik, hvor kvindelige præster har måttet sande, at kritik af denne chikane er uønsket.

Ligesom med de kvindelige amerikanske soldater kan man imidlertid også undre sig over, at de kvindelige præster ikke har slået sig sammen i kampen mod en gruppe af mandlige præsters chikane, men i stedet øjensynligt selv er gået rundt og har forsøgt at løse problemerne uden hjælp udefra. Her spiller det forhold ind, at kvinder generelt er alt for dårlige til at se kvindeundertrykkelse som et kollektivt problem men snarere ser den som udtryk for enten en fejl ved den enkelte eller som noget, man må affinde sig med. Alt for mange kvindelige præster mener, at kvinder skal finde sig i at blive afvist pga. deres køn. Alt for mange mener, at en teologisk begrundet foragt for kvinder og tro på, at kun dem der er født med en penis kan være præst, skal være en del af folkekirkens rummelighed. Og så længe de kvindelige præster, og alle dem, der støtter dem, ikke slutter sig sammen og sætter de kvindefjendske højrekirkepræster stolen for døren, vil deres chikane forsætte. De tror jo, at de har Guds velsignelse hertil.

Karen M. Larsen, cand.mag. og gymnasielærer