Ånd skaber sammenhæng

U-ånd er noget forfærdeligt noget. Vi kender det godt! Det kan fylde et rum og ingen har tillid til hinanden. Ingen er i tvivl om, at ordene bliver fordrejede. Alle ved, at følelser er uægte. Tanken prøver kun at lure. Selv om man taler det samme sprog, kan man intet fatte.

U-ånd er barrierer. Det er mure mellem mennesker. Til tider er det kølig ligegyldighed. Det kan også være afsindigt had. Det kan være luskede sammenknebne øjne og ord der hvisler ud mellem tænderne.

Ånd skaber sammenhæng. Ånd får mennesker til at se. Med ét kan vi forstå. Ånd åbner mod horisonter og gør modig. Mennesket mærker at det kan tiltales af det uforståelige uden at blive provokeret til modsigelse, for man bliver ægget til indlevelse. Ånd skaber nysgerrighed og man tør tage skridt ud i det ukendte, og man tør tage emner op, som man helst så, tavsheden lægge sig over. Ånd åbner intellektet for alt det, der endnu ikke har fået svar – og allerbedst så er det, som om Ånden også kan holde eftertanken åben i lang tid uden af lukke med svar.

Ånden formidler oplevelsen af oprindelighed ned i følelse og tanke, og alt det, man havde gjort sig døv for, får lyd.

Ånden er Guds ord ind i verden. Den formidler håb; især når man troede at det var udelukket. De troede om de første kristne, at de var fulde, da Ånden beåndede dem. På en eller anden måde besætter Ånden mennesker med en forståelse af virkeligheden, der ikke udsletter mennesker med verdens ulykker.

Ånden får mennesker til at tro, at der kan opstå liv ud af ingenting og fra de døde – den får mennesker til at tro, at der findes en kærlighed, som vil forandre alt.